Europa-Kommissionen > ERN > Retternes kompetence > EU-ret

Seneste opdatering : 11-05-2006
Printervenlig version Føj til favoritter

Retternes kompetence - EU-ret

EJN logo

Denne side er ikke længere aktiv. Vi er ved at opdatere siden, som vil blive flyttet til den europæiske e-justice-portal.


EU's kompetenceregler bestemmer, for hvilken medlemsstats ret der skal anlægges sag.

Hvis De vil føre en retssag mod en virksomhed, forretningsdrivende, Deres arbejdsgiver eller andre fra en anden EU-medlemsstat, må De finde ud af, hvilken medlemsstats domstole der skal pådømme den pågældende retssag. Svaret på dette spørgsmål kan have store konsekvenser. Hvis De skal føre sag i udlandet, medfører det ekstra ulemper og udgifter, f.eks. på grund af, at De skal have Deres indlæg oversat, hverve en advokat i den medlemsstat, hvor sagen behandles, eller må rejse til retsmøderne.

EU vedtog i 2000 Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område, der indeholder kompetencereglerne i forbindelse med retssager med international dimension, der involverer mere end en medlemsstat. Den trådte i stedet for og ændrede Bruxelles-konventionen om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager, som medlemsstaterne havde indgået i 1968.

Denne forordning finder direkte anvendelse i hele EU, bortset fra Danmark. Retskompetencespørgsmål mellem Danmark og de øvrige medlemsstater reguleres stadig af Bruxelles-konventionen af 1968.

Forordningen viser kun vejen til den medlemsstat, hvis retter har kompetence. Spørgsmålet om, hvilken ret der er kompetent i den pågældende medlemsstat, afgøres af denne medlemsstats retsplejelov. Hvis De ønsker at vide besked om lovgivningen i en medlemsstat om retskompetence i borgerlige sager og handelssager, så klik venligst på flaget for det pågældende land.

Hvilke hovedprincipper gælder i forordningen vedrørende retternes kompetence?

Generelt er den afgørende faktor for, hvilken ret der har kompetence, sagsøgtes bopæl. Personer, der har bopæl på en medlemsstats område, sagsøges uanset deres nationalitet, ved retterne i denne medlemsstat. Imidlertid indeholder forordningen en række bestemmelser, der muliggør afvigelser fra dette princip og tillader, at retssager kan finde sted i en anden medlemsstat end den, hvor sagsøgte har bopæl. De vigtigste eksempler herpå bliver kort beskrevet i det følgende:
  • i sager om kontraktforhold kan en person sagsøges ved retterne på det sted, hvor den pågældende forpligtelse er opfyldt eller skal opfyldes. F.eks. kan en tysker, der har solgt en lastbil, sagsøges i Italien, hvis lastbilen skulle leveres dér.
  • i sager om erstatning er retterne på det sted, hvor skadetilføjelsen er foregået, kompetent. Således kan en græker indbringe en sag om et trafikuheld, der er sket i Grækenland med en britisk turist, for en græsk ret. I nogle sager er det sted for hændelsen, som medfører det culpøse ansvar (f.eks. udledning af giftige stoffer i en fransk flod), og det sted, hvor den pågældende begivenhed førte til skade (f.eks. skade på planter, der vandes med vand fra den forurenede flod i Belgien), ikke placeret i samme medlemsstat. I dette tilfælde kan sagsøger frit vælge mellem retterne i begge medlemsstater.
  • i spørgsmål om underholdspligt kan kreditor anlægge sag ved retterne i den medlemsstat, hvor den pågældende selv har bopæl.
  • i forbindelse med nogle kontraktforhold, der er karakteristiske ved, at der er en klar skævhed mellem parternes styrke, som f.eks. i spørgsmål om forbrugerkontrakter, forsikring og ansættelseskontrakter, anses den svage part for at have behov for særlig beskyttelse. Generelt kan den svage part (forbrugeren, forsikringstageren eller medarbejderen) kun sagsøges i den medlemsstat, hvor den pågældende har bopæl. Den stærke part (forretningen, forsikringsselskabet eller arbejdsgiveren), kan på den anden side på visse betingelser også sagsøges i den medlemsstat, hvor den svage part har bopæl eller, i forbindelse med ansættelseskontrakter, arbejder.

De særlige kompetenceregler, der er anført ovenfor, giver sagsøger en yderligere mulighed, idet han også kan vælge at føre sagen ved domstolene i den medlemsstat, hvor sagsøgte har bopæl. Der er imidlertid også tilfælde med såkaldt enekompetence, der ikke supplerer, men erstatter kompetencereglerne baseret på sagsøgtes bopæl. I det følgende anføres nogle eksempler herpå.

TopTop

  • I sager om ejendomsret eller forpagtning af fast ejendom er kun retterne i den medlemsstat, hvor ejendommen ligger, kompetente.
  • I sager vedrørende rettigheder, der skal registreres, f.eks. patenter eller varemærker, er kun retterne i den medlemsstat, hvor registreringen har fundet sted, kompetente.
  • På bestemte betingelser kan parterne eventuelt også frit vælge den medlemsstat, hvis retter skal have kompetencen. En sådan aftale om værneting medfører normalt, at retterne i den valgte stat får enekompetence, medmindre parterne bestemmer noget andet.
Med visse undtagelser gælder, at hvis sagsøgte møder i retten, bliver retterne i den pågældende medlemsstat kompetente, selv hvis de ikke normalt ville være det.

Bemærk, at denne beskrivelse af forordningens kompetenceregler hverken er udtømmende eller så dybtgående, at de kan bruges som grundlag for en pålidelig vurdering af spørgsmålet om retternes kompetence i konkrete sager.

Hvad sker der, hvis en sag vedrørende samme spørgsmål indbringes for retterne i to medlemsstater?

Det kan ske, at begge parter i en tvist, anlægger sag om samme spørgsmål i forskellige stater. F.eks. kan man forestille sig, at to personer, der har deres bopæl i henholdsvis Tyskland og Frankrig, efter et trafikuheld sagsøger hinanden i den anden parts bopælsmedlemsstat med henblik på at opnå skadeserstatning. I denne situation indeholder forordningen det grundlæggende princip, at det er den ret, for hvilken sagen først blev indbragt, som er kompetent. Den ret, som involveres senere, skal udsætte sin behandling og afvente, at den anden ret træffer afgørelse om, hvor sagen skal pådømmes. Hvis den ret, hvor sagen først indbragtes, betragter sig selv som kompetent, skal den anden afvise sagen. Kun hvis den første ret konkluderer, at den ikke er kompetent, kan processen fortsætte for den anden ret.

Referencedokumenter

  • DOMSTOLENS UDTALELSE 1/03, 07.02.2006: Fællesskabets kompetence til at indgå den nye Lugano-konvention om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område
  • Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 af 22. december 2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område
  • Bruxelles-konventionen af 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager (konsolideret udgave)

« Retternes kompetence - Generelle oplysninger | EU-ret - Generelle oplysninger »

TopTop

Seneste opdatering : 11-05-2006

 
  • EU-ret
  • International ret

  • Belgien
  • Bulgarien
  • Tjekkiet
  • Danmark
  • Tyskland
  • Estland
  • Irland
  • Grækenland
  • Spanien
  • Frankrig
  • Italien
  • Cypern
  • Letland
  • Litauen
  • Luxembourg
  • Ungarn
  • Malta
  • Nederlandene
  • Østrig
  • Polen
  • Portugal
  • Rumænien
  • Slovenien
  • Slovakiet
  • Finland
  • Sverige
  • Det Forenede Kongerige