Europa-Kommissionen > ERN > Ordliste

Printervenlig version Føj til favoritter

Ordliste

Definitionerne i denne ordliste skal give en bedre forståelse af en række udtryk, der ofte bruges på det europæiske retlige netværks sider. Der er således ikke tale om egentlige juridiske definitioner



Officielt bekræftet dokument

"Officielt bekræftede dokumenter" er dokumenter, der fastslår en retslig kendsgerning eller en retshandel, og hvis ægthed bekræftes af en offentlig myndighed. Visse officielt bekræftede dokumenter har eksekutionskraft, er eksigible. Det gælder f.eks. et tinglyst skøde i forbindelse med salg af fast ejendom. Officielt bekræftede, eksigible dokumenter, der er udstedt i en medlemsstat, kan fuldbyrdes i en anden medlemsstat efter den forenklede procedure, der er fastsat i "Bruxelles I" forordningen.

Bruxelles I

Udtrykket "Bruxelles I" anvendes ofte til betegnelse af Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 af 22. december 2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område. Dette instrument regulerer fordelingen af den internationale kompetence mellem EU's medlemsstater og betingelserne og de nærmere vilkår for anerkendelse og fuldbyrdelse af domme afsagt i medlemsstaterne, officielt bekræftede dokumenter og retsforlig. Denne forordning har, undtagen for Danmarks vedkommende, erstattet "Bruxelles I"-konventionen af 27. september 1968.

Bruxelles II

Udtrykket "Bruxelles II" anvendes ofte til betegnelse af Rådets forordning (EF) nr. 1347/2000 af 29. maj 2000 om kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i ægteskabssager samt i sager vedrørende forældremyndighed over ægtefællernes fælles børn. Denne forordning indeholder regler om international kompetence, anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelser vedrørende skilsmisse, separation og omstødelse af ægteskab samt afgørelser om forældremyndighed over ægtefællernes fælles børn truffet i tilknytning hertil. Denne forordning har, undtagen for Danmarks vedkommende, erstattet "Bruxelles II"-konventionen af 28. maj 1998.

Meddelelse fra Kommissionen

En "meddelelse" har karakter af diskussionsoplæg og er således ikke en retsakt. Kommissionen tager initiativ til at offentliggøre en meddelelse, når den ønsker at fremlægge sine egne ideer om et aktuelt emne. En meddelelse har ingen retsvirkninger.

Retternes internationale kompetence

"Retternes internationale kompetence" er et begreb, der specielt anvendes inden for international privatret. Det betegner den kompetence, som domstolene i et bestemt land har til at pådømme en sag af international karakter. En retstvist har en international karakter, når f.eks. parterne har forskellig nationalitet eller ikke har bopæl i samme land. I dette tilfælde kunne domstolene i flere lande have kompetence til at pådømme sagen, hvorved der ville opstå en såkaldt "konflikt mellem flere kompetente domstole". Reglerne om international kompetence fastsætter kriterier til afgørelse af, hvilket lands domstole der har kompetence til at afgøre en given tvist.

Konflikt mellem flere kompetente domstole

Se "retternes internationale kompetence"

Lovkonflikt

Se "lov der skal anvendes".

Konvention

Konventioner, også kaldt traktater eller aftaler, er hyppigt anvendte instrumenter inden for folkeretten. En konvention er en aftale indgået mellem flere stater og/eller internationale organisationer med henblik på at opnå retsvirkninger i deres indbyrdes forbindelser og i forhold til statsborgerne i de pågældende stater. Konventioner kan være bilaterale, dvs. være indgået mellem to stater. Sådanne konventioner blev især indgået tidligere, inden der blev skabt internationale organisationer, der kunne danne egnede rammer om forhandling og indgåelse af multilaterale konventioner, dvs. konventioner indgået mellem flere end to stater. Der er indgået en lang række multilaterale konventioner inden for rammerne af internationale organisationer som f.eks. Haagerkonferencen om international privatret og Europarådet. Inden for rammerne af Det Europæiske Økonomiske Fællesskab forhandlede og indgik dettes medlemsstater i 1968 "Bruxelles I"-konventionen. Det Europæiske Fællesskab har i tidens løb på medlemsstaternes vegne indgået en række konventioner med et eller flere tredjelande. Når en konvention er underskrevet af repræsentanter for regeringerne, skal den ratificeres og godkendes af de kompetente nationale myndigheder, dvs. i de fleste tilfælde af de nationale parlamenter. I visse stater er det således, at en konvention, når den først er ratificeret, automatisk har retsvirkning i den interne retsorden. I andre stater får en konvention derimod først retsvirkning, når den - f.eks. gennem en lov - er inkorporeret i den nationale retsorden.
Konventioner adskiller sig som folkeretlige instrumenter først og fremmest fra fællesskabsrettens instrumenter på følgende punkter:

  • Inden for folkeretten kan eventuelle fortolkningsproblemer i forbindelse med konventioner undertiden løses af nationale domstole. Der findes som regel ikke et særligt retssystem, der kan sikre ensartet fortolkning og dermed anvendelse af konventioner. Inden for fællesskabsretten sikrer Domstolen en sådan ensartet fortolkning.
  • Inden for folkeretten findes der ikke altid et retssystem, der kan pålægge en stat sanktioner, såfremt den ikke overholder sine forpligtelser i henhold til en international konvention. Inden for fællesskabsretten kan Domstolen fastslå overtrædelser og gå så vidt som til at pålægge tvangsbøder.
Beslutning

Inden for fællesskabsretten er en "beslutning" en retsakt, der er bindende i alle enkeltheder for dem, den er rettet til. En beslutning inden for rammerne af EF-traktaten kan vedtages enten af Europa-Parlamentet og Rådet eller af Rådet eller af Kommissionen. Beslutninger anvendes ikke ret meget, når det drejer sig om samarbejde på det civilretlige område. Alene det europæiske retlige netværk er oprettet på grundlag af en beslutning vedtaget af Rådet.

Direktiv

Inden for fællesskabsretten er et "direktiv" en retsakt, der er bindende for de medlemsstater, som det er rettet til, forstået på den måde, at de forpligtes til at nå de opstillede mål, men selv kan bestemme, hvorledes de vil nå dem Et direktiv inden for rammerne af EF-traktaten kan vedtages enten af Europa-Parlamentet og Rådet eller af Rådet eller af Kommissionen. EF-institutionerne anvender, når det drejer sig om samarbejdet på det civilretlige område, i højere grad forordninger end direktiver. Når et fællesskabsdirektiv er vedtaget, skal det "transformeres" af hver af medlemsstaterne, dvs. gennemføres ved national lov.

Lovgivning der skal anvendes

Se "lov der skal anvendes".

Fællesskabsretten

"Fællesskabsretten" betegner alle de regler, der er vedtaget inden for rammerne af Det Europæiske Fællesskab. Fællesskabsretten omfatter hovedsagelig EF-traktaten og de retsakter i form af forordninger og direktiver, som institutionerne har vedtaget i medfør af traktaten. Domstolens retspraksis indgår også som et element i fællesskabsretten. Fællesskabsretten adskiller sig fra folkeretten på en række punkter (se "folkeretten").

International privatret

"International privatret", her forstået i bred betydning, betegner alle de retsregler, der regulerer de internationale forbindelser mellem privatpersoner. Udtrykket "international privatret" betyder imidlertid ikke det samme i alle medlemsstater. F.eks. betegner det i tysk og portugisisk ret kun reglerne om lovkonflikter (se "lov der skal anvendes"), mens det i andre retssystemer desuden omfatter reglerne om retternes internationale kompetence og reglerne om anerkendelse og fuldbyrdelse af udenlandske domme.
Alle disse regler om hvilken lov der skal anvendes, om retternes internationale kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af udenlandske domme giver mulighed for at løse de problemer, der eventuelt opstår, når en sag har tilknytning til flere retssystemer og implicerer personer fra forskellige stater. Det gælder f.eks. det tilfælde, hvor ægtefæller af forskellig nationalitet ønsker at blive skilt: hvilken dommer har kompetence til at meddele skilsmisse, og hvilken lov skal dommeren lægge til grund? Eller hvis der i en medlemsstat sker et uheld, som medfører miljøforurening og deraf følgende skader i flere andre medlemsstater: hvilken stats domstole skal de skadelidte henvende sig til? hvilken lov skal de kompetente domstole anvende?
Reglerne i den internationale privatret har deres oprindelse i den enkelte stats lov, retspraksis og grundlæggende retsprincipper. Til trods for navnet er den internationale privatret i princippet en rent national ret. Visse af disse nationale regler kan være gjort ensartede i internationale konventioner eller i Fællesskabets instrumenter. Derved kan man fuldstændigt undgå den situation, at domstolene i to stater erklærer sig kompetente i henhold til deres nationale regler på området international privatret, og at de i samme sag afsiger domme, der strider mod hinanden.

Folkeret

Udtrykket "folkeret" betegner samtlige de retsregler, der regulerer de internationale forbindelser mellem offentlige instanser som f.eks. stater eller internationale organisationer. Konventioner og standardlove er hyppigt anvendte instrumenter inden for folkeretten.

Fuldbyrdelse

"Fuldbyrdelse" af en retsafgørelse består i at føre afgørelsen ud i livet, eventuelt under anvendelse af lovlige tvangsmidler som f.eks. fogedforretning eller politiassistance. Hvis du får medhold ved domstolene, men din modpart ikke frivilligt fuldbyrder dommen, kan du - alt efter omstændighederne - henvende dig til politiet eller fogedretten for at få tvangsfuldbyrdet dommen. Der kan ske fuldbyrdelse dels af retsafgørelser, dels af voldgiftskendelser, officielt bekræftede dokumenter og retsforlig med eksekutionskraft. Fuldbyrdelsen kan f.eks. komme til udtryk ved, at skyldners aktiver beslaglægges, eller at en lejer smides ud af en lejlighed. I princippet kan en dom kun fuldbyrdes i den stat, hvor den er afsagt. For at kunne fuldbyrdes i udlandet skal dommen erklæres for eksigibel gennem "eksekvatur"-proceduren.

Eksekvatur

"Eksekvatur" (kan fuldbyrdes) er et begreb, der specifikt anvendes inden for den internationale privatret. Det betegner det forhold, at en domstol i et land træffer en afgørelse, der giver mulighed for fuldbyrdelse i det pågældende land af en retsafgørelse, en voldgiftskendelse, et officielt bekræftet dokument eller et retsforlig hidrørende fra udlandet. Ophævelse af kravet om eksekvatur mellem medlemsstaterne for alle retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område er det endelige mål for det program for gensidig anerkendelse, som Kommissionen og Rådet vedtog i december 2000.

Forum

"Forum" er et begreb inden for den internationale privatret. Det betegner den domstol, der får en sag forelagt. Begrebet "forum" indgår i udtrykkene "lex fori" og "forum shopping".

Eksigibilitet

"Eksigibilitet" er et begreb, der specielt anvendes inden for civilretten. Retsafgørelser er eksigible i den forstand, at de kan fuldbyrdes, eventuelt ved anvendelse af offentlige magtmidler. Det er hovedsagelig domme og officielt bekræftede dokumenter, der kan fuldbyrdes, såfremt de er erklæret for eksigible. Eksigibiliteten gælder kun i den medlemsstat, hvor den domstol, der har afsagt dommen, er hjemmehørende. For at kunne fuldbyrdes i udlandet skal dommen erklæres for eksigibel gennem "eksekvatur" proceduren.

Forum-shopping

"Forum shopping" er et begreb, der specielt anvendes inden for den internationale privatret. Sagsøger kan føle sig fristet til at vælge domstol efter, hvilken lov der vil blive anvendt. Sagsøger kan føle sig fristet til at vælge et bestemt forum, ikke fordi det er det forum, der bedst vil kunne afgøre tvisten, men fordi de regler om lovkonflikt, som den pågældende domstol anvender, vil føre til anvendelse af den lov, der er mest fordelagtig for sagsøger.

Retspraksis

"Retspraksis" betegner en retsregel, der fremkommer ved, at en række retsafgørelser har afgjort et givet spørgsmål på en bestemt måde. EF-Domstolens retspraksis er meget omfattende, især når det drejer sig om fortolkning af traktaten og af EF's direktiver og forordninger. Domstolens retspraksis er en af kilderne til fællesskabsretten.

Lex causae

"Lex causae" er et begreb, der specielt anvendes inden for den internationale privatret, og som betegner den lov, der ifølge reglerne om lovkonflikt anvendes på sagens substans. Se "lov der skal anvendes".

Lex fori

"Lex fori" er et begreb, der specielt anvendes inden for den internationale privatret, og som betegner den lov, der gælder for den dommer, der får sagen forelagt. Når en dommer får forelagt en sag af international karakter, skal han finde ud af, lov der skal anvendes på sagen. Under visse omstændigheder vil det være lex fori, der skal anvendes. Traditionelt regulerer lex fori procedurespørgsmålene uanset hvilken lex causae der er tale om.

Lex loci delicti

"Lex loci delicti" er et begreb, der specielt anvendes inden for den internationale privatret, og som - når det drejer sig om forpligtelser uden for kontraktforhold - betegner loven i det land, hvor den skadevoldende begivenhed finder sted.

Europa-Kommissionens grønbog

En "grønbog" er en redegørelse for et bestemt emne, som Kommissionen offentliggør med det formål at finde ud af, hvad de berørte kredse mener om forskellige spørgsmål. En grønbog skal give Kommissionen bedre mulighed for at fastlægge de fremtidige retningslinjer for sin politik vedrørende det pågældende emne.

Lov der skal anvendes

Udtrykket "lov der skal anvendes" er et begreb, der specielt anvendes inden for den internationale privatret. Det betegner den nationale lov, der skal anvendes på et bestemt retsforhold af international karakter. Når en dommer får forelagt en sag, anvender han ikke nødvendigvis sit lands lov til løsning af tvisten. Når et retsligt forhold mellem privatpersoner er af international karakter (f.eks. fordi personerne er af forskellig nationalitet eller ikke har bopæl i samme land), vil flere landes lovgivning muligvis kunne anvendes. Hvilken lov der rent faktisk skal anvendes, afgøres efter reglerne om løsning af lovkonflikter. Konventionen om, hvilken lov der skal anvendes på kontraktlige forpligtelser, undertegnet i Rom i 1980 i Det Europæiske Økonomiske Fællesskabs regi, forener medlemsstaternes regler om løsning af lovkonflikter på dette område.

Standardlove

Flere stater og internationale organisationer har udarbejdet sådanne standardlove. De er ment som en hjælp til stater, der ønsker at reformere og modernisere deres nationale lovgivning. Internationale organisationer som f.eks. UNCITRAL og UNIDROIT (se hjemmesiden "Folkeret") udarbejder standardlove.

Kontraktlige forpligtelser

Når to personer indgår en kontrakt, forpligter de sig som regel over for hinanden: den ene forpligter sig til at levere et gode eller en tjenesteydelse, den anden forpligter sig til at betale den fastsatte pris. Hver af parterne i en kontrakt er desuden forpligtet til at yde den anden part erstatning, hvis de ikke opfylder kontrakten eller ikke gør det på tilfredsstillende måde.

Forpligtelser der udspringer af en skadevoldende handling

Se "forpligtelser uden for kontraktforhold".

Forpligtelser uden for kontraktforhold/forpligtelser, som udspringer af en skadevoldende handling

Der er tale om en forpligtelse uden for kontraktforhold, når en person, der er ansvarlig for at have påført en anden person en skade uden tilknytning til gennemførelsen af en kontrakt, f.eks. ved trafikulykker, miljøskader eller injurier gennem pressen, er forpligtet til at yde erstatning til den skadelidte.

Henstilling fra Kommissionen

Inden for fællesskabsretten er en "henstilling" en retsakt, der har karakter af opfordring og altså ikke er bindende for dem, den er rettet til. En henstilling giver således Kommissionen (eller Rådet) mulighed for at rette henvendelse til medlemsstaterne - og i visse tilfælde også EU-borgerne - på en ikke-bindende måde.

Anerkendelse

"Anerkendelse" er et begreb inden for den internationale privatret. At en medlemsstat anerkender en dom afsagt i en anden medlemsstat betyder, at førstnævnte medlemsstat tillægger dommen visse retsvirkninger på sit område. En retsafgørelses virkninger er i princippet begrænset til den stat, hvor retsafgørelsen er truffet. Anerkendelse heraf i en anden stat kan kun ske, hvis retten i dette land åbner mulighed for det, eller hvis det er fastsat i en konvention eller et fællesskabsinstrument. I henhold til Bruxelles II-forordningen, der præciserer reglerne for anerkendelse af retsafgørelser i skilsmissesager, kan således f.eks. en afgørelse om skilsmisse truffet i en medlemsstat føre til ændring af personoplysninger i registrene i en anden medlemsstat.

Forordning

Inden for fællesskabsretten er en "forordning" en generel retsakt, der er bindende i alle enkeltheder og gælder i hver medlemsstat. Forordninger inden for rammerne af EF-traktaten kan vedtages enten af Europa-Parlamentet og Rådet eller af Rådet eller af Kommissionen. Forordninger er et instrument, der hyppigt anvendes i forbindelse med samarbejde på det civilretlige område. Forordninger er karakteriseret ved at finde direkte anvendelse, dvs. at de ikke skal transformeres til eller gennemføres i national lov, men direkte giver rettigheder eller pålægger forpligtelser.

Rom I

Udtrykket "Rom I" anvendes ofte til at betegne konventionen af 1980 om, hvilken lov der skal anvendeskontraktlige forpligtelser, undertegnet i Det Europæiske Økonomiske Fællesskabs regi.

Rom II

Udtrykket "Rom II" anvendes ofte til at betegne udkastet til et fællesskabsinstrument om, hvilken lov der skal anvendesforpligtelser uden for kontraktforhold.