Europa-Kommissionen > ERN > Bevisoptagelse og bevisførelse > Sverige

Seneste opdatering : 29-11-2007
Printervenlig version Føj til favoritter

Bevisoptagelse og bevisførelse - Sverige

 

INDHOLDSFORTEGNELSE

I. Bevisbyrde I.
1.
a) Hvem skal bevise hvad (hvem har bevisbyrden)? a)
b) Undtagelser fra bevisbyrden b)
2. Hvilke krav stilles der til bevisets vægt (beviskravet)? 2.
II. Bevisoptagelse II.
3. Beviser, som en domstol optager, uden at parterne anmoder herom 3.
4.
a) Hvordan føres beviserne under retssagen? a)
b) I hvilke tilfælde kan retten afvise beviser? b)
5.
a) Hvilke former for bevismidler findes der? a)
b) Forskelle mellem vidners/sagkyndiges mundtlige forklaringer og skriftlige beviser/sagkyndiges rapporter b)
c) Tillægges visse bevismidler større vægt end andre? c)
d) Er nogle bevismidler obligatoriske for at bevise bestemte forhold? d)
6.
a) Er vidner forpligtet til at afgive vidneforklaring? a)
b) Er der undtagelser fra vidnepligten? b)
c) Hvilke konsekvenser har det, hvis en person nægter at vidne? c)
d) Er der bestemte kategorier af personer, som ikke kan føres som vidner? d)
7. Hvordan afhøres vidner? Kan vidneudsagn afgives ved videokonference? 7.
III. Bevisvurdering III.
8. Kan der tages hensyn til beviser, som ikke er tilvejebragt ad retmæssig vej? 8.
9. Afhøring af parter 9.

 

I. Bevisbyrde

1.

a) Hvem skal bevise hvad (hvem har bevisbyrden)?

En simpel hovedregel er, at en part, som påberåber sig en omstændighed for at vinde søgsmålet, også skal kunne føre bevis for den pågældende omstændighed. Hvis en af parterne har haft særlig lejlighed til at sikre et bevis for et bestemt forhold, påhviler bevisbyrden ofte ham/hende. De problemer, som en part kan have med at føre bevis for et forhold, kan også være afgørende. For eksempel gælder det, at den, som kræver betaling for leverede varer eller tilbagebetaling af et lån, skal kunne bevise, at han eller hun har en fordring på modparten. Hvis denne indvender, at beløbet allerede er betalt, skal han eller hun bevise dette. I erstatningssager er det normalt den skadelidte, der står med bevisbyrden. Der kan under visse omstændigheder anvendes omvendt bevisbyrde. Hvis sagsøgeren i en sag om forskelsbehandling kan påvise, at der foreligger forhold, som giver anledning til formodning om, at personen er blevet udsat for diskriminering, er det sagsøgte, som skal bevise, at der ikke har været tale om diskriminering.

Hvis de fremlagte beviser ikke er tilstrækkelige, kan domstolen ikke lægge de pågældende omstændigheder til grund for sin afgørelse. I sager, hvor en skade skal vurderes, er der en vigtig undtagelse, som indebærer, at domstolen kan anslå skaden til et rimeligt beløb, hvis det er umuligt eller særlig vanskeligt at føre bevis for skadens størrelse.

b) Undtagelser fra bevisbyrden

Påberåbte omstændigheder, som modparten accepterer, skal ikke bevises. Domstolen kan uden videre lade en sådan ubestridt omstændighed danne grundlag for sin afgørelse. I visse sager, om f.eks. forældremyndighed, ophold eller samværsret, gælder der imidlertid andre regler, som medfører, at domstolen prøver beviserne, selvom en part har bekræftet et forhold, som kan gøres gældende over for vedkommende. Dette sker, fordi retten i sådanne sager har et særligt ansvar for, at sagen får det rigtige resultat.

TopTop

Alment kendte forhold skal ikke bevises. Parterne behøver heller ikke føre bevis for svensk lovgivning. Hvis der indgår udenlandsk lovgivning, kan retten imidlertid kræve, at parterne fører bevis for, hvad den udenlandske lovgivning foreskriver.

2. Hvilke krav stilles der til bevisets vægt (beviskravet)?

De krav, der stilles til bevisets vægt, afhænger af sagens art. I civile søgsmål kræves det normalt, at påstande skal være bevist. Med andre ord skal dommeren være overbevist. I visse civilretlige søgsmål – og under visse omstændigheder – kan beviskravet være lempeligere. Dette gælder f.eks. i sager om forbrugerforsikring, hvor det anses for tilstrækkeligt, at sandsynligheden for at en forsikringsbegivenhed er indtruffet, er større, end for at den ikke er indtruffet.

II. Bevisoptagelse

3. Beviser, som en domstol optager, uden at parterne anmoder herom

Som hovedregel har parterne selv ansvaret for bevisførelsen. I visse tilfælde er der mulighed for, at domstolen kan optage bevis i søgsmålet, uden at parterne har anmodet om det. Det kan især forekomme i sager om forældremyndighed eller samvær, at domstolen finder, at forklaringerne skal suppleres med yderligere beviser, f.eks. en udtalelse fra den kommunale socialforvaltning. I søgsmål, hvor parterne kan indgå en bindende aftale om sagen, såkaldt dispositive sager, kan domstolen ikke på eget initiativ afhøre et vidne, som ikke tidligere har afgivet vidneudsagn, og den kan heller ikke bestemme, at visse skriftlige beviser skal fremlægges i retssagen.

TopTop

4.

a) Hvordan føres beviserne under retssagen?

Hvis en af parterne kræver mundtlig bevisførelse i domstolen, f.eks. vidneafhøring eller afhøring af en part under ed, indkalder domstolen den person, der skal forhøres, til det retsmøde, hvor afhøringen skal finde sted. Skriftlige beviser indgives af parterne, ofte i forbindelse med stævning eller svarskrift. Hvis der afholdes et hovedretsmøde, skal beviserne fremlægges på dette retsmøde. Dette betyder, at skriftlige beviser principielt skal læses op under retsmødet, og at vidnerne skal afgive forklaring direkte for retten.

b) I hvilke tilfælde kan retten afvise beviser?

Retten kan afvise beviser, hvis det, som den pågældende part ønsker at bevise, er uden betydning for sagen. Det samme gælder, hvis der ikke kræves beviser, eller hvis beviserne tydeligvis ikke vil have nogen virkning. Desuden findes der regler om, at skriftlige vidneudsagn kun må anvendes i særlige undtagelsestilfælde.

5.

a) Hvilke former for bevismidler findes der?

I Sverige findes der i princippet fem forskellige slags beviser (bevismidler):

  • dokumentbevis 
  • vidneforklaringer 
  • afhøring af parter
  • afhøring af sagkyndige
  • besigtigelse

b) Forskelle mellem vidners/sagkyndiges mundtlige forklaringer og skriftlige beviser/sagkyndiges rapporter

Et vidne skal som hovedregel afhøres mundtligt, og dette skal ske i selve retten. Skriftlige vidneudsagn må ikke gøres gældende. Hvis retten tillader det, kan et vidne imidlertid anvende noter for bedre at kunne huske begivenheder. Hvad angår sagkyndiges udtalelser, skal den sagkyndige som hovedregel aflevere en skriftlig erklæring. Hvis en af parterne ønsker det, og det ikke umiddelbart er uden betydning, skal den sagkyndige også afhøres under forhandlingen. Der kan også foretages afhøring, hvis det er nødvendigt, at eksperten høres direkte af retten.

TopTop

Hvis søgsmålet skal afgøres efter et hovedretsmøde, f.eks. for at høre vidner, skal skriftlige beviser og rapporter fra sagkyndige principielt læses op på retsmødet, så retten i sin afgørelse kan tage hensyn til materialet. Der er dog mulighed for, at retten kan beslutte at tillade skriftlige beviser ved hovedretsmødet, uden at de skal læses op.

c) Tillægges visse bevismidler større vægt end andre?

I Sverige gælder princippet om fri bevisvurdering. Der findes således ingen regler om forskellige bevisers vægt. I stedet afgør domstolen, hvad der kan anses for bevist efter et selvstændigt skøn over alt, hvad der er foregået. Generelt vurderes det dog, at et skriftligt vidneudsagn – som kan gøres gældende i bestemte tilfælde – har mindre bevisværdi end en vidneafhøring på retsmødet.

d) Er nogle bevismidler obligatoriske for at bevise bestemte forhold?

Princippet om fri bevisvurdering indebærer, at der ikke findes regler om, at der under visse omstændigheder kræves bestemte bevistyper. Domstolen foretager i stedet en helhedsbedømmelse af sagens omstændigheder, når den vurderer, hvad der er bevist (jf. 5 c).

6.

a) Er vidner forpligtet til at afgive vidneforklaring?

I Sverige er der almindelig vidnepligt. En person, der indkaldes som vidne, er således forpligtet til at afgive vidneforklaring, bortset fra helt bestemte særtilfælde.

b) Er der undtagelser fra vidnepligten?

Ægtefæller er ikke forpligtet til at vidne i sager, hvor den anden ægtefælle er part. Nære slægtninge eller andre personer, som er nært knyttet til en af parterne, kan heller ikke forpligtes til at vidne mod deres vilje. Desuden kan et vidne nægte at udtale sig om et bestemt forhold, hvis vidneudsagnet indebærer, at vidnet således afslører at have begået en strafbar eller ærekrænkende handling. Et vidne behøver heller ikke afsløre forretningshemmeligheder, medmindre særlige grunde taler herfor.

TopTop

c) Hvilke konsekvenser har det, hvis en person nægter at vidne?

Den, der skal afgive vidneudsagn, indkaldes til retsmødet under trussel om tvangsbøde. Hvis vidnet udebliver, idømmes vedkommende en bøde, medmindre han/hun er udeblevet med gyldig grund, f.eks. sygdom. Hvis et vidne udebliver, kan retten også bestemme, at politiet skal hente vedkommende. Endelig kan retten idømme et vidne fængselsstraf, hvis han/hun nægter at afgive vidneudsagn eller at besvare spørgsmål uden gyldig grund.

d) Er der bestemte kategorier af personer, som ikke kan føres som vidner?

For bl.a. præster, advokater, læger og psykologer er vidnepligten begrænset, for så vidt angår oplysninger, der er omfattet af deres tavshedspligt. Hvis den, der er indkaldt som vidne, er under 15 år eller lider af en psykisk sygdom, afgør retten ud fra omstændighederne, om han eller hun kan afgive vidneforklaring.

7. Hvordan afhøres vidner? Kan vidneudsagn afgives ved videokonference?

En vidneafhøring begyndes normalt af den, som har indkaldt vidnet. Derefter kan modparten stille spørgsmål. Herefter kan den, som har indkaldt vidnet, og retten stille yderligere spørgsmål. Retten skal afvise spørgsmål, som ikke umiddelbart vedrører sagen, er forvirrende eller på anden vis utilladelige.

En vidneafhøring kan foregå pr. telefon, hvis dette er hensigtsmæssigt, f.eks. af hensyn til de udgifter, det ville medføre, hvis vidnet skulle møde personligt op, og under hensyntagen til betydningen af, om vidnet høres personligt ved retsmødet. Som led i et forsøg ved visse domstole, kan et vidne også på tilsvarende vis afgive forklaring ved videokonference.

III. Bevisvurdering

8. Kan der tages hensyn til beviser, som ikke er tilvejebragt ad retmæssig vej?

Princippet om fri bevisvurdering betyder, at det kun i helt særlige tilfælde er forbudt at anvende visse bevistyper. At beviserne er tilvejebragt ulovligt, forhindrer derfor i princippet ikke, at beviserne kan gøres gældende under retssagen. Dette forhold kan derimod få betydning ved bevisvurderingen.

9. Afhøring af parter

Parter må ikke vidne. De kan dog afhøres i bevisøjemed. En afhøring foregår under visse omstændigheder under ed. I sådanne tilfælde afgiver den pågældende part oplysninger under strafansvar.

« Bevisoptagelse og bevisførelse - Generelle oplysninger | Sverige - Generelle oplysninger »

TopTop

Seneste opdatering : 29-11-2007

 
  • EU-ret
  • International ret

  • Belgien
  • Bulgarien
  • Tjekkiet
  • Danmark
  • Tyskland
  • Estland
  • Irland
  • Grækenland
  • Spanien
  • Frankrig
  • Italien
  • Cypern
  • Letland
  • Litauen
  • Luxembourg
  • Ungarn
  • Malta
  • Nederlandene
  • Østrig
  • Polen
  • Portugal
  • Rumænien
  • Slovenien
  • Slovakiet
  • Finland
  • Sverige
  • Det Forenede Kongerige