Europa-Kommissionen > ERN > Bevisoptagelse og bevisførelse > Portugal

Seneste opdatering : 16-12-2008
Printervenlig version Føj til favoritter

Bevisoptagelse og bevisførelse - Portugal

 

INDHOLDSFORTEGNELSE

I. BEVISBYRDEN I.
1.
a) Hvilke regler gælder vedrørende bevisbyrden? a)
b) Er der regler, der fritager for at føre bevis for bestemte forhold? I bekræftende fald i hvilke tilfælde? Er det muligt at afkræfte sådanne formodninger ved at føre modbevis? b)
2. I hvor høj grad skal retten være overbevist om et forhold for at kunne basere sin dom på det pågældende forhold? 2.
II. BEVISOPTAGELSE II.
3. Kræver bevisoptagelse altid, at en part skal anmode herom, eller kan dommeren i visse tilfælde også optage bevis på eget initiativ? 3.
4.
a) Hvad sker der efterfølgende, hvis dommeren imødekommer en anmodning fra en af parterne om bevisoptagelse? a)
b) I hvilke tilfælde kan en anmodning fra en af parterne om bevisoptagelse afvises? b)
5.
a) Hvilke former for bevismidler findes der? a)
b) Hvordan er proceduren for vidneforklaringer, og adskiller den sig fra proceduren for mundtlige udtalelser fra sagkyndige? Hvad er reglerne for forelæggelse af skriftlige beviser og sagkyndiges rapporter/skriftlige udtalelser? b)
c) Tillægges visse bevismidler større vægt end andre? c)
d) Er nogle metoder til bevisførelse obligatoriske for at bevise bestemte forhold? d)
6.
a) Er vidner i henhold til loven forpligtet til at afgive vidneforklaring? a)
b) I hvilke tilfælde kan et vidne nægte at afgive vidneforklaring? b)
c) Kan en person, der nægter at afgive forklaring, straffes eller tvinges til at afgive forklaring? c)
d) Er der bestemte kategorier af personer, som ikke kan føres som vidner? d)
7. Hvad er dommerens og parternes rolle ved afhøring af vidner? Under hvilke omstændigheder kan et vidne afhøres ved brug af ny teknologi som tv eller videomøde? 7.
III. EVALUERING AF BEVIS III.
8. Gælder der begrænsninger med hensyn til, i hvilket omfang retten kan tage hensyn til beviser, som en part ikke har tilvejebragt ad retmæssig vej? 8.
9. Tillægges en parts egen forklaring værdi som bevismiddel? 9.

 

I. BEVISBYRDEN

1.

a) Hvilke regler gælder vedrørende bevisbyrden?

Reglerne vedrørende bevisbyrden anvendes til at fastslå, hvem der i en sag skal føre bevis for bestemte forhold, således at retten kan vurdere den påstand, der fremføres af den pågældende person.

Det generelle kriterium er i denne forbindelse, at det er den, der påberåber sig en ret, som over for retten skal føre bevis for de forhold, der ligger til grund for denne ret, eller de forhold, der normalt ligger til grund herfor.

Modparten skal påvise, at der er tale om usædvanlige begivenheder, som helt eller delvis bortvejrer, at de pågældende forhold kan ligge til grund for den omhandlede ret.

Det er således den person, over for hvilken retten påberåbes, der skal påvise forhold, der forhindrer, ændrer eller annullerer retten. Forhindrende forhold er forhold, der hindrer den effektive erhvervelse af retten. Ændrende forhold er forhold, der ændrer ved arten af den pågældende ret. Annullerende forhold er forhold, som bringer en ret, der antages for at være erhvervet gyldigt, til ophør.

Hvis der er tvivl, bør forholdene anses for at være retsstiftende, og bevisbyrden påhviler derfor den, som vil gøre sin ret gældende ved retten.

I sager, hvor den ene part ikke har til formål at få den anden part dømt, men blot ønsker, at retten fastslår, at der ikke foreligger en ret eller et særligt forhold, påhviler det den sagsøgte (den, der er anlagt sagt mod) at påvise de forhold, der etablerer den ret, som påberåbes.

TopTop

I sager, der skal indledes inden for en vis frist, efter at sagsøgeren (den, der er anlægger sag) har fået kendskab til et særligt forhold, påhviler det den sagsøgte at bevise, at fristen er udløbet, medmindre loven fastsætter andet.

Hvis den ret, der påberåbes af sagsøgeren, er omfattet af en suspensiv betingelse (en uvis fremtidig hændelse, hvis indtræden ifølge parternes aftale er afgørende for, at retshandlen kan få virkning) eller en frist (det tidspunkt, hvor retten opstår), påhviler det sagsøgeren at bevise, at betingelsen er opfyldt, eller at fristen er overskredet. Hvis retten er omfattet af en resolutiv betingelse (en uvis fremtidig hændelse, hvis indtræden ifølge parternes aftale er afgørende for, at retshandlens virkning ophører), påhviler det den sagsøgte at bevise, at betingelsen er opfyldt, eller at fristen er udløbet.

De nævnte regler anvendes med omvendt bevisbyrde, når der er retlig præsumption (konsekvens eller konklusion, som der efter loven drages af et kendt forhold for at bevise et ukendt forhold), dispension eller fritagelse for forpligtelsen til at efterleve ovennævnte regler for bevisførelse, eller der foreligger en gyldig aftale herom, når modparten med overlæg har gjort det umuligt at føre bevis for den part, som det påhvilede, og i øvrigt, når loven udtrykkeligt fastsætter det.

En aftale om omvendt bevisbyrde er ugyldig, når der er tale om en uafhændelig ret (en ret, som en part ikke kan give afkald på blot ved at give udtryk for et ønske herom), eller når den omvendte bevisbyrde gør det for vanskeligt for en af parterne at udøve retten. En aftale, som udelukker enhver form for lovligt bevismiddel eller godtager et ikke lovfæstet bevismiddel, er heller ikke lovlig. Hvis de lovbaserede afgørelser om beviset er begrundet i hensynet til den offentlige orden, er aftalen under alle omstændigheder ugyldig.

TopTop

Det bevis, der føres af den part, som det påhviler at påvise et særligt forhold, kan modparten føre modbevis over for med det formål at skabe tvivl eller usikkerhed hos dommeren om realiteten af den begivenhed, som skal påvises. Hvis der opstår tvivl, træffes der en afgørelse, som går imod den part, der skulle påvise det pågældende forhold.

Er der tvivl om placering af bevisbyrden, afgøres det, at den påhviler den, som kan drage fordel af det pågældende forhold.

b) Er der regler, der fritager for at føre bevis for bestemte forhold? I bekræftende fald i hvilke tilfælde? Er det muligt at afkræfte sådanne formodninger ved at føre modbevis?

Ja, der findes sådanne regler.

Der kræves for det første ikke bevis for kendte forhold, dvs. forhold, der er almindeligt kendt af offentligheden.

En part, der er omfattet af en retlig præsumption (se ovenfor), behøver heller ikke at føre bevis for det formodede forhold.

Som regel kan retlige præsumptioner afkræftes ved hjælp af modbevis. Lovgivningen omhandler dog situationer, hvor formodninger ikke kan afkræftes. Det er f. eks. tilfældet, når loven fastsætter, at tredjemand altid er i ond tro, hvis denne har erhvervet en ret, efter at der er konstateret falsk (situationer, hvor man ønsker at bevise, at der på grund af en aftale mellem parter i en bestemt transaktion, og med det formål at bedrage tredjemand, var uoverensstemmelse mellem den erklærede transaktion og den reelle hensigt hermed).

Loven omhandler flere forskellige formodninger, der kan afkræftes ved hjælp af et modbevis. Der kan gives følgende eksempler:

TopTop

  • En person, der er i besiddelse af og har pligt til at føre opsyn med løsøre eller fast ejendom, og en person, der har påtaget sig at passe nogle bestemte dyr, er ansvarlig for skade, som genstandene eller dyrene måtte forvolde, medmindre det bevises, at den pågældende person ikke var skyldig heri, eller at skaden også ville være sket, hvis denne person ikke var skyldig heri.
  • En person, der forvolder andre skade under udøvelse af en aktivitet, som er farlig på grund af sin egenart eller på grund af de anvendte midler, er forpligtet til at udbedre skaden, medmindre det kan bevises, at han eller hun traf alle nødvendige forholdsregler for at forhindre den pågældende skade.
  • Det påhviler en skyldner at bevise at manglende eller mangelfuld opfyldelse af en forpligtelse ikke kan tillægges denne.
  • Retmæssig besiddelse forudsætter god tro og uretmæssig besiddelse ond tro
  • En ejer formodes at have ejendomsret, medmindre der foreligger en dokumenteret formodning til fordel for en anden ejer forud for ejerskabets begyndelse.
  • Når der er modstridende dokumenterede retlige præsumptioner, afgøres prioriteten mellem dem i henhold til gældende lov.
  • En mur mellem to bygninger anses for at være fælles for dem begge i hele sin højde, når bygningerne har samme højde, og fælles i hele den lille bygnings højde, hvis bygningerne ikke har samme højde.
  • Mure mellem landejendomme eller mellem byejendommes gårdhaver og haver anses ligeledes for at være fælles, hvis der ikke foreligger tegn på det modsatte, herunder: a) at en murafslutning kun hælder mod den ene side, b) at der kun på den ene side i hele murens bredde er indsat udragende stenkonsoller, c) at den tilgrænsende ejendom ikke er omgivet af mur på de andre sider. I det første tilfælde formodes det, at muren tilhører den ejendom, som murafslutningen hælder mod. I de andre tilfælde tilhører muren den ejendom, på hvis side man finder de nævnte konstruktioner eller indikationer. Hvis muren i hele sin bredde understøtter en bygning, som kun findes på den ene side af muren, formodes det på samme måde, at muren udelukkende tilhører denne bygnings ejer.
  • Det formodes, at faderen til et barn, der er født eller undfanget under moderens ægteskab, er moderens ægtemand
  • Hvis der i forbindelse med arv afgives en erklæring om vedgåelse af arv og gæld, er det kun de registrerede aktiver, der pålægges afgifter og andre udgifter, medmindre kreditorer eller arvinger beviser, at der findes andre aktiver
  • Hvis en arv accepteres uden forbehold, overstiger ansvaret for betaling af afgifter og andre udgifter ikke værdien af de arvede aktiver, men det påhviler i den situation arvingen at bevise, at arven ikke omfatter tilstrækkelige aktiver til at dække afgifter og andre udgifter.
  • Hvis et testamentet er revet i stykker, anses det for at være tilbagekaldt, medmindre det bevises, at det var en anden person end testator, der gjorde det, eller at denne ikke havde til hensigt at tilbagekalde det, eller ikke var ved sin fornufts fulde brug. Det formodes, at testamentet blev revet i stykker af en anden person end testator, hvis det ikke fandtes blandt dennes ejendele, da testator døde.
  • Fuld eller delvis afhændelse af den testamenterede ejendel indebærer tilbagekaldelse af den pågældende del af arven. Tilbagekaldelsen får også effekt, selv om den annulleres, hvis der foreligger bevis for, at afhænderen ikke havde til hensigt at afhænde arven, eller denne på anden måde har generhvervet den pågældende genstand. Arven tilbagekaldes ligeledes, hvis den omdannes fra en genstand til en anden, antager en anden form og benævnelse eller art, når det er testator, der udvirker denne omdannelse. Bevis for, at testator ikke ønskede at tilbagekalde sin arv, da denne afhændede eller omdannede den pågældende genstand, kan dog godtages.

2. I hvor høj grad skal retten være overbevist om et forhold for at kunne basere sin dom på det pågældende forhold?

Retten vurderer frit beviset, og dommeren træffer afgørelse om hvert enkelt forhold efter sin overbevisning og på grundlag af rationelle og velfunderede overvejelser.

TopTop

For at nå frem til sin afgørelse kan dommeren i almindelighed anvende enhver form for bevis.

Hvis loven kræver en særlig formalitet for at påvise, at der foreligger en retligt relevant begivenhed, kan der ikke dispenseres herfra. Det er f. eks. tilfældet, når loven kræver, at der fremlægges dokumentation, eller det i henhold til loven ikke er muligt at tage hensyn til beviser i vidneudsagn.

Princippet om bevisbedømmelsens frihed tilsidesættes også ved tilståelse eller retlig præsumption.

Eftersom retten ikke kan afholde sig fra at afsige dom med henvisning til, at tvivlen ikke kan fjernes angående de omstridte forhold, skal den i situationer, hvor der ikke foreligger bevis, træffe afgørelse mod den part, som det påhviler at bevise det pågældende forhold.

II. BEVISOPTAGELSE

3. Kræver bevisoptagelse altid, at en part skal anmode herom, eller kan dommeren i visse tilfælde også optage bevis på eget initiativ?

Bevisoptagelse kræver ikke altid, at parterne tager initiativ hertil. Tværtimod åbner loven mulighed for, at der kan iværksættes bevisoptagelse på dommerens initiativ.

Det påhviler dommeren at foretage og også på embeds vegne anmode om iværksættelse af alle de handlinger, der er nødvendige for at afdække sandheden og de rette sammenhænge i forbindelse med en tvist for så vidt angår de forhold, han bør have kendskab til.

Dommeren kan på ethvert tidspunkt under sagsbehandlingen anmode parterne om at give møde for at afgive forklaring om de forhold, der har betydning for den afgørelse, der skal afsiges.

TopTop

Dommeren kan også på grundlag af en officiel begæring anmode om, at der fremlægges oplysninger for retten, hvis han vurderer, at de har afgørende betydning for sagsbehandlingen eller for at forstå sagens rette sammenhæng. Det kan være tilfældet, hvis myndighederne ligger inde med fortrolige oplysninger.

Det påhviler retten på eget initiativ eller på en af parternes anmodning at anmode om oplysninger, udtalelser fra sagkyndige, planer, fotografier, tegninger, genstande eller dokumenter, som er nødvendige for at blotlægge sandheden. En sådan anmodning kan fremsættes til de offentlige myndigheder, til parterne eller tredjepart.

Retten kan, hvis den vurderer, at det er hensigtsmæssigt, på eget initiativ eller på anmodning fra parterne, iværksætte undersøgelser om forhold eller personer. Det bør ske på en sådan måde, at privatliv, familieliv og den menneskelige værdighed respekteres og bør tage sigte på at afklare ethvert forhold, der er relevant for den pågældende afgørelse. Retten kan foretage besigtigelse af stedet eller beordre rekonstruktion af begivenhederne, hvis den mener der er behov for det.

Når der i løbet af en retssag er grund til at antage, at en bestemt person, som ikke er blevet indkaldt som vidne, har kendskab til forhold, som har stor betydning for en korrekt afgørelse i sagen, kan denne person indstævnes som vidne.

Dommeren kan også på eget initiativ tilpligte sagkyndige at afgive forklaring.

Forhold, som retten i kraft af sit arbejde har fået kendskab til, behøver ikke at indgå i påstanden.

Dommeren skal tage hensyn til alle de fremlagte beviser, uanset om de kommer fra den part, der skulle fremlægge dem, eller ej.

TopTop

4.

a) Hvad sker der efterfølgende, hvis dommeren imødekommer en anmodning fra en af parterne om bevisoptagelse?

Beviset fremlægges normalt i løbet af undersøgelsesfasen, dvs. i den fase, der følger umiddelbart efter fasen, hvor det defineres, hvilke forhold der skal bevises. Den generelle regel er, at beviset optages i det afsluttende retsmøde.

Undtagelsesvis kan der optages bevis på forhånd, når det drejer sig om personers vidneudsagn, udtalelser fra sagkyndige og retlige undersøgelser. Ved forhåndsoptagelse af denne form for bevis skal der være velbegrundet frygt for, at det kan blive umuligt eller meget vanskeligt at indhente vidneudsagn fra visse personer under selve retssagen eller at efterprøve visse forhold på et senere tidspunkt.

Bortset fra de tilfælde, hvor omstændighederne berettiger til, at dommeren ændrer sagsbehandlingens rækkefølge, indledes bevisoptagelsen under det afsluttende retsmøde med, at parterne afgiver forklaring.

Hvis beviset omfatter film eller lydoptagelser, fremlægges disse.

Herefter kan der være tale om nærmere redegørelser fra sagkyndige, hvis de er tilsagt at give møde på parternes initiativ eller af retten.

Vidneudsagn afgives normalt under det afsluttende retsmøde.

Efter bevisoptagelsen indledes retsforhandlingerne om sagens faktiske omstændigheder. Under disse forhandlinger forsøger advokaterne at afgøre, hvilke forhold der kan anses for at være bevist, og hvilke forhold der efter deres mening endnu ikke er bevist.

Når forhandlingerne er overstået, trækker retten sig tilbage for at votere og træffe en afgørelse. Hvis den ikke mener at være tilstrækkeligt informeret, kan den vende tilbage til retssalen og høre forklaringer fra de personer, den måtte ønske, og træffe beslutning om gennemførelse af yderligere nødvendige foranstaltninger.

TopTop

b) I hvilke tilfælde kan en anmodning fra en af parterne om bevisoptagelse afvises?

Anmodningen om bevisoptagelse kan afvises, hvis den indgives uden for den periode, lovgivningen fastsætter.

Bevis, som ikke anerkendes i lovgivningen, kan heller ikke godtages. Eksempler herpå er vidner, der af fysiske eller mentale årsager er forhindret i at afgive forklaring, partserklæringer omfattende urigtige eller kriminelle forhold, som den pågældende part er tiltalt for, forklaringer om ikke-personlige forhold eller forhold, som den, der afgiver vidneforklaring, ikke bør have kendskab til. I denne kategori finder man også personer, som uretmæssigt har overhørt en telefonsamtale, som har arbejdet som privatdetektiver eller har fået oplysninger ved hjælp af tortur eller nedværdigende behandling, fremlæggelse af en personlig dagbog tilhørende modparten og alle midler, som kan indebærer manglende respekt for privatlivet og den menneskelige værdighed samt krænkelse af statshemmeligheder eller bud på fagrig eller tjenestemands tavshedspligt.

Hvad angår afsløringen af sådanne hemmeligheder kan en højere ret end den, ved hvilken sagen er rejst, beslutte, at de pågældende forhold bringes for dagens lys ud fra overordnede hensyn.

En anmodning om fremlæggelse af bevis kan afvises, hvis der anvendes en anden form for bevisførelse end den, loven fastsætter (f.eks. hvis loven kræver fremlæggelse af et særligt formelt dokument for at bevise et forhold, og det kræves, at der afgives vidneforklaring med det samme formål), eller hvis en grænse, der er fastsat i retsplejen, overskrides (f.eks. når antallet af vidner i forbindelse med en given proces overskrides, skal det overskydende antal afvises).

TopTop

5.

a) Hvilke former for bevismidler findes der?

Der findes følgende bevismidler:

  1. Fremvisning af løsøre eller fast ejendom
  2. Retlige præsumptioner (i ovennævnte forstand)
  3. Dokumenter
  4. Erklæringer fra sagens parter, hvis der er tale om retlige indrømmelser
  5. Udtalelser fra sagkyndige
  6. Besigtigelser (på stedet), dvs. dommerens direkte konfrontation med det forhold, der skal bevises
  7. Vidneforklaringer.

b) Hvordan er proceduren for vidneforklaringer, og adskiller den sig fra proceduren for mundtlige udtalelser fra sagkyndige? Hvad er reglerne for forelæggelse af skriftlige beviser og sagkyndiges rapporter/skriftlige udtalelser?

Forskellen på bevismidlernes effektivitet går ikke på, om de er mundtlige eller skriftlige.

I overensstemmelse med det generelle princip om bevisbedømmelsens frihed i den civile retspleje, når dommeren frem til sin afgørelse efter rationel vurdering af beviset. Dommerens egne erfaringer og viden spiller også en vigtig rolle, og der er ikke tale om blot at sikre, at visse formelle regler er efterlevet. Fremlæggelse af et skriftligt bevismiddel er derfor ikke nødvendigt for at understøtte et forhold, der anses for at være en kendsgerning.

En skelnen som i spørgsmål 5.6 er irrelevant på grund af den portugisiske civile retsplejes krav om umiddelbarhed (personlig kontakt mellem dommeren og de forskellige beviskilder), koncentration (begrænsning i tid og rum og, om muligt kontinuitet i indsamlingen af beviser, domsforhandlingen og domsafsigelsen), mundtlighed (mundtlig domsforhandling) og dommerens identitet (dommeren skal overvære al bevisoptagelse og domsforhandling under det afsluttende retsmøde).

TopTop

c) Tillægges visse bevismidler større vægt end andre?

Ja, loven tillægger de forskellige bevismidler forskellig vægt.

Bevisbedømmelsens frihed udelukkes, og visse bevismidler får forrang i forhold til andre, hvis loven tillægger et bestemt bevismiddel særlig vægt, eller den kræver, at visse formelle krav er opfyldt, for at der kan foreligge en kendsgerning eller bevis for et retligt forhold. I tilfælde af negativt bevis, forbyder loven dommeren at anvende visse bevismidler, når han skal træffe sin afgørelse.

Rettens frie bevisbedømmelse i forbindelse med vidneforklaringer, mundtlig høring af sagkyndige (som regel høres sagkyndige kun under det afsluttende retsmøde, hvis det er nødvendigt med mundtlige uddybninger, eftersom resultatet af deres undersøgelser fremgår af en skriftlig rapport), besigtigelse, undersøgelsesrapporter fra sagkyndige og dokumenter, som efter loven ikke har særlig bevisvirkning.

Vidneforklaringers værdi bedømmes frit af dommeren. Vidneforklaringer kan imidlertid ikke erstatte et dokument, der kræves i henhold til loven, eller anvendes til at modsige eller føje noget til indholdet af visse dokumenter.

Sagkyndiges udtalelsers bevisstyrke bedømmes frit af retten, og det samme gælder resultaterne af de retlige besigtigelser.

Autentiske dokumenter (dvs. dokumenter, der er skrevet af kompetente offentlige myndigheder eller embedsmænd inden for rammerne af disses beføjelser) anses for at udgøre fuldgyldigt bevis for handlinger, der er foretaget af de pågældende, og for de forhold, som de beskriver - dvs. dokumentation, som kun kan afvises, hvis det modsatte bevises, idet det ikke er tilstrækkeligt blot at så tvivl hos dommeren. Private dokumenter, hvis underskrift eller håndskrift er legaliseret af en notar, er fuldgyldigt bevis for så vidt angår de erklæringer, deres forfatter tillægges, men det forhindrer ikke, at der for sådanne dokumenters vedkommende kan gøres indsigelser vedrørende falsk eller fremlægges beviser for falsk. De forhold, der er omhandlet i erklæringen, anses for at være bevist, hvis de er i strid med den erklærende parts interesser. Erklæringen skal imidlertid betragtes i sin helhed.

TopTop

d) Er nogle metoder til bevisførelse obligatoriske for at bevise bestemte forhold?

Ja, det er tilfældet i portugisisk lov.

Når loven kræver, at et dokument opfylder visse formelle krav, kan det ikke erstattes af et andet bevismiddel eller et andet dokument, medmindre det har større bevisstyrke.

Når loven kræver opfyldelse af visse formaliteter, for at der kan foreligge et retligt forhold eller bevis herfor, kan der ikke dispenseres herfra.

Følgende eksempler beskriver sådanne situationer:

  • En lånekontrakt (en kontrakt om at en person låner en anden penge eller noget, der kan specificeres i kraft af sin art, kvalitet og mængde) vedrørende et beløb på over 20 000 EUR er kun gyldig, hvis den er notarbekræftet, og en lånekontrakt vedrørende et beløb på over 2 000 EUR er kun gyldig, hvis den er underskrevet af debitor (den part, der anmoder om lånet)
  • Kontrakter om salg af fast ejendom eller tildeling af fast ejendom er kun gyldige, hvis de er officielt bekræftet.

6.

a) Er vidner i henhold til loven forpligtet til at afgive vidneforklaring?

Alle personer er, uanset om de er parter i sagen eller ej, forpligtet til at medvirke til, at sandheden afdækkes. De skal besvare stillede spørgsmål, underkaste sig de nødvendige undersøgelser, efterkomme de anmodninger, der fremsættes, og gennemføre de handlinger, der træffes afgørelse om.

b) I hvilke tilfælde kan et vidne nægte at afgive vidneforklaring?

Følgende personer kan nægte at afgive forklaring, medmindre der er tale om sager, der har til formål at efterprøve børns fødsel eller død:

TopTop

  • slægtninge i opstigende linje og adoptivforældre i sager, der vedrører de adopterede børn, og omvendt
  • svigerfaderen eller svigermoderen i sager, der vedrører deres svigersøn eller svigerdatter, og omvendt
  • enhver af ægtefællerne eller de tidligere ægtefæller i sager, hvor en af parterne er den anden ægtefælle eller tidligere ægtefælle
  • personer, der lever eller har levet papirløst sammen med en af sagens parter.

Det påhviler dommeren at gøre ovennævnte personer bekendt med, at de kan nægte at afgive forklaring.

Vidner, der er omfattet af faglig tavshedspligt, af den tavshedspligt, der er pålagt offentlige embedsmænd, og af statshemmeligheder, kan nægte at afgive forklaring om forhold, der er omfattet af tavshedspligt og statshemmeligheder. Vidner kan også nægte at afgive forklaring, hvis opfyldelse af forpligtelsen til at samarbejde med retsvæsenet ville indebære krænkelse af en anden persons fysiske eller moralske integritet eller krænke en persons privat- eller familieliv, dennes hjem, korrespondance eller telekommunikation.

c) Kan en person, der nægter at afgive forklaring, straffes eller tvinges til at afgive forklaring?

Personer, der nægter at samarbejde på behørig vis, idømmes en bøde. I særlige tilfælde kan der anvendes tvangsmidler.

Hvis et vidne uden begrundelse udebliver fra retten, kan dommeren lade vidnet tage i forvaring, og det pågældende vidne idømmes en bøde.

d) Er der bestemte kategorier af personer, som ikke kan føres som vidner?

Ja, der findes personer, som ikke kan føres som vidner.

TopTop

Der er tale om personer, som ikke kan afgive vidneforklaring på grund af psykiske lidelser, og personer, som ikke er fysisk og mentalt egnede til at afgive forklaring om de forhold, der skal bevises.

Det påhviler dommeren at vurdere, om de indkaldte vidner er egnede til at afgive forklaring.

Personer, der kan afgive forklaring som parter i sagen, kan ikke afgive vidneforklaring.

7. Hvad er dommerens og parternes rolle ved afhøring af vidner? Under hvilke omstændigheder kan et vidne afhøres ved brug af ny teknologi som tv eller videomøde?

Vidnerne afgiver forklaring ved fremmøde under det afsluttende retsmøde eller ved videomøde, undtagen når:

  • der gennemføres forudgående afhøring (som kan anvendes når der er velbegrundet frygt for, at det kan være umuligt eller meget vanskeligt at få en bestemt person til at vidne)
  • der skrides til afhøring ved fremsendelse af en retsanmodning til en anden ret inden for landets grænser eller til et portugisisk konsulat, som ikke råder over tekniske midler til videomøde
  • afhøringen finder sted hos den pågældende person eller på tjenestestedet (prærogativ, som nydes af republikkens præsident og diplomatisk personale under gensidige ordninger)
  • når det ikke er muligt at møde op i retten
  • når man anvender det prærogativ, der åbner mulighed for først at afgive forklaring skriftligt, eller dommeren giver tilladelse til at afgive forklaring på denne måde, fordi det er umuligt eller forbundet med store vanskeligheder at møde op i retten og parterne er enige heri. 

Retsformanden har uindskrænkede beføjelser til at gøre domsforhandlingerne nyttige og korte og til at sikre, at der træffes en retfærdig beslutning i sagen. Det påhviler ham navnlig at lede sagsbehandlingen, opretholde orden og respekt for institutionerne, loven og retten, at træffe foranstaltninger til, at sagen behandles på en værdig og rolig måde, at påpege nødvendigheden af at afklare uklarheder og tvivl over for advokater og offentlige anklagere og om nødvendigt at udvide omfanget af de forhold, der skal belyses under sagen.

TopTop

Vidnet afhøres om de forhold, der er blevet forelagt eller anfægtet af den part, der indkaldte vidnet. Vidnet afgiver en præcis forklaring og angiver årsager og omstændigheder, som gør, at han eller hun har kendskab til det pågældende forhold. Årsagen til, at vidnet har kendskab til forholdet vil blive beskrevet i detaljer og begrundet i videst muligt omfang.

Hvis der afgives forklaring over for retten, foretages afhøringen af advokaten for den part, der indkaldte vidnet. Advokaten for den anden part kan med hensyn til de forhold, der er omhandlet i vidneudsagnet, stille spørgsmål til vidnet for at fuldstændiggøre eller afklare vidneudsagnet.

Retsformanden skal sikre, at advokaterne opfører sig korrekt over for vidnerne og forhindre, at de stiller spørgsmål eller giver udtryk for overvejelser, der er malplacerede, ledende, løgnagtige eller fornærmende. Både han og de assisterende dommere kan stille spørgsmål, som de mener er relevante for at få fastslået sandheden.

Afhøring og krydsforhøring foretages af parternes repræsentanter. Rettens medlemmer kan stille spørgsmål med henblik på at afklare eventuelle uklarheder.

Retsformanden står selv for afhøringen, når det er nødvendigt for at berolige vidnet eller afslutte uhensigtsmæssig afhøring.

Inden vidnet besvarer de stillede spørgsmål, kan han eller hun informere sig om sagen, anmode om at få adgang til bestemte dokumenter, som indgår i sagen, eller fremlægge dokumenter, som underbygger vidneudsagnet.

Vidner, der bor uden for den pågældende retskreds eller f.eks. ikke på den pågældende ø, hvis der er tale om de selvstyrende regioner, indkaldes af parterne, når vidnerne selv har erklæret, at de vil stå til rådighed. Som et alternativ kan de afhøres via et videomøde i den lokale ret for det område, hvor de har deres bopæl, eller - hvis denne ret ikke råder over udstyr til videomøde - i retten i hovedbyen for den retskreds, hvor de er bosiddende.

III. EVALUERING AF BEVIS

8. Gælder der begrænsninger med hensyn til, i hvilket omfang retten kan tage hensyn til beviser, som en part ikke har tilvejebragt ad retmæssig vej?

Beviser, der ikke er tilvejebragt ad retmæssig vej, kan ikke bedømmes af retten.

9. Tillægges en parts egen forklaring værdi som bevismiddel?

Ja, den regnes som bevismiddel, hvis der er tale om en retlig indrømmelse, dvs. hvis den ikke fremmer en parts egne interesser, men derimod den anden parts interesser.

Yderligere oplysninger

Yderligere oplysninger findes på følgende websteder:

  • Supremo tribunal de Justiça English - français - português (Højesteret)
  • Tribunal Constitucional português (Forfatningsdomstolen)
  • Ministério da Justiça English - português (Justitsministeriet)
  • Tribunal da Relação de Lisboa português (Appelretten i Lissabon)
  • Tribunal da Relação de Coimbra português (Appelretten i Coimbra)
  • Tribunal da Relação de Évora English - français - português (Appelretten i Évora)
  • Tribunal da Relação do Porto português (Appelretten i Porto)
  • Procuradoria Geral da República português (Statsadvokaturen))
  • Bases de dados jurídicos português (Juridiske databaser)
  • Centro de Estudos Judiciários (institution med ansvar for uddannelse af portugisiske dommere) English - português;
  • Direcção Geral da Administração da Justiça (Generaldirektoratet for retsvæsenet (giver bl.a. oplysninger om domstolenes adresser og deres territoriale jurisdiktion samt adgang til domstolenes hjemmeside) English - português;
  • Gabinete de Política Legislativa e Planeamento do Ministério da Justiça (Kontoret for lovgivningspolitik og planlægning) português;
  • Direcção Geral dos Registos e do Notariado português (Generaldirektoratet for registrer og notarialkontorer)
  • Associação Sindical dos Juízes Portugueses português (Den portugisiske dommerforening)
  • Sindicato dos Magistrados do Ministério Público português (Foreningen af offentlige anklagere)
  • Ordem dos Advogados português (Advokatsamfundet)
  • Base de legislação «on-line» (Onlinedatabase for lovgivning, som indeholder de lovtekster og forordninger, der er offentliggjort i I Série i Republikkens tidende efter 1.1.1970; giver gratis adgang til den lovgivning, der er offentliggjort i I Série efter 1.1.2000) português;
  • Câmara dos Solicitadores português (sammenslutningen af solicitadores, som er jurister, der kan repræsentere en klient i mange forhold, men ikke har møderet for retten).

« Bevisoptagelse og bevisførelse - Generelle oplysninger | Portugal - Generelle oplysninger »

TopTop

Seneste opdatering : 16-12-2008

 
  • EU-ret
  • International ret

  • Belgien
  • Bulgarien
  • Tjekkiet
  • Danmark
  • Tyskland
  • Estland
  • Irland
  • Grækenland
  • Spanien
  • Frankrig
  • Italien
  • Cypern
  • Letland
  • Litauen
  • Luxembourg
  • Ungarn
  • Malta
  • Nederlandene
  • Østrig
  • Polen
  • Portugal
  • Rumænien
  • Slovenien
  • Slovakiet
  • Finland
  • Sverige
  • Det Forenede Kongerige