Europa-Kommissionen > ERN > Bevisoptagelse og bevisførelse > Nederlandene

Seneste opdatering : 08-06-2007
Printervenlig version Føj til favoritter

Bevisoptagelse og bevisførelse - Nederlandene

 

INDHOLDSFORTEGNELSE

I. Bevisbyrde I.
1.
a) Hvilke regler gælder vedrørende bevisbyrden? a)
b) Er der regler, der fritager for at føre bevis for bestemte forhold? I bekræftende fald i hvilke tilfælde? Er det muligt at afkræfte sådanne formodninger ved at føre modbevis? b)
2. I hvor høj grad skal retten være overbevist om et forhold for at kunne basere sin dom på det pågældende forhold? 2.
II. Bevisoptagelse II.
3. Kræver bevisoptagelse altid, at en part skal anmode herom, eller kan dommeren i visse tilfælde også optage bevis på eget initiativ? 3.
4.
a) Hvad sker der efterfølgende, hvis dommeren imødekommer en anmodning fra en af parterne om bevisoptagelse? a)
b) I hvilke tilfælde kan en anmodning fra en af parterne om bevisoptagelse afvises? b)
5.
a) Hvilke former for bevismidler findes der? a)
b) Hvordan er proceduren for vidneforklaringer, og adskiller den sig fra proceduren for mundtlige udtalelser fra sagkyndige? Hvad er reglerne for forelæggelse af skriftlige beviser og sagkyndiges rapporter/skriftlige udtalelser? b)
c) Tillægges visse bevismidler større vægt end andre? c)
d) Er nogle metoder for bevisførelse obligatoriske for at bevise bestemte forhold? d)
6.
a) Er vidner i henhold til loven forpligtet til at afgive vidneforklaring? a)
b) I hvilke tilfælde kan et vidne nægte at afgive vidneforklaring? b)
c) Kan en person, der nægter at afgive forklaring, straffes eller tvinges til at afgive forklaring? c)
d) Er der bestemte kategorier af personer, som ikke kan føres som vidner? d)
7. Hvad er dommerens og parternes rolle ved afhøring af vidner? Under hvilke omstændigheder kan et vidne afhøres ved brug af ny teknologi som tv eller videomøde? 7.
III. Bevisvurdering III.
8. Gælder der begrænsninger med hensyn til, i hvilket omfang retten kan tage hensyn til beviser, som en part ikke har tilvejebragt ad retmæssig vej? 8.
9. Tillægges en parts egen forklaring værdi som bevismiddel? 9.

 

I. Bevisbyrde

1.

a) Hvilke regler gælder vedrørende bevisbyrden?

I den nederlandske retsplejelov gælder princippet, at "den, der nedlægger en påstand, skal kunne bevise den". Eller sagt med andre ord: enhver part skal kunne bevise de forhold, som vedkommende selv påberåber sig og har måttet påberåbe sig til støtte for sin påstand. Selvfølgelig kan der som følge af særlig lovgivning eller ud fra principperne om ret og rimelighed blive tale om en anden fordeling af bevisbyrden.

De lovmæssige bevisregler i retsplejeloven (artikel 149-207 i Burgerlijke Rechtsvordering, Rv) gælder i procedurer vedrørende stævning og anvendes også i forbindelse med "begæringsprocedurer" (verzoekschriftprocedures), medmindre sagen er af en sådan karakter, at dette ikke er muligt. De er ikke obligatoriske i summariske procedurer. Heller ikke i voldgiftssager gælder de almindelige bevisregler. Her kan parterne dog aftale, at disse regler skal være gældende.

b) Er der regler, der fritager for at føre bevis for bestemte forhold? I bekræftende fald i hvilke tilfælde? Er det muligt at afkræfte sådanne formodninger ved at føre modbevis?

Forhold, som den ene part påberåber sig, og som ikke på fyldestgørende vis afkræftes af den anden part, skal af retten betragtes som bevist. En undtagelse herfra er den situation, hvor en accept heraf ville få retlige konsekvenser, der ikke står til fri disposition for parterne. I det tilfælde kan retten godt forlange bevis.

TopTop

Der forlanges heller ikke bevis for forhold og omstændigheder, der er almen viden, og for, hvad der kan betragtes som almenmenneskelige erfaringer. Disse kan anvendes af retten, uanset om parterne har påberåbt sig dem eller ej. Ved forhold eller omstændigheder, der er almen viden, forstås forhold eller omstændigheder, som ethvert normalt menneske kender eller har mulighed for at kende. Almenmenneskelige erfaringer er de følgeslutninger, der træffes på grundlag af almen viden. Desuden er det ikke nødvendigt at føre bevis for kendsgerninger, som retten selv får kendskab til under sagen, de såkaldte processuelle kendsgerninger.

Somme tider er en formodning indarbejdet i lovgivningen. Nogle forhold og omstændigheder bliver i så tilfælde anset for så sandsynlige, at den, der påberåber sig disse, ikke behøver at føre (yderligere) bevis herfor. Det er så op til den anden part af føre modbevis. Også retten kan ved hjælp af almenmenneskelige erfaringer anlægge en formodning om visse forhold, der anføres af parterne. Også her har den anden part mulighed for at føre modbevis.

2. I hvor høj grad skal retten være overbevist om et forhold for at kunne basere sin dom på det pågældende forhold?

Retten er frit stillet i sin vurdering af beviset, medmindre andet er fastsat i lovgivningen. Denne undtagelse vedrører reglerne om bevismidlers afgørende beviskraft. I tilfælde af afgørende bevis er retten forpligtet til at acceptere indholdet af bestemte bevismidler som sandt eller tilkende dem en vis beviskraft. Men også her er der mulighed for at føre modbevis.

Retten kan desuden kun lægge de forhold til grund for sin beslutning, som i tilstrækkelig grad kan betragtes som bevist i overensstemmelse med bevisreglerne.

TopTop

II. Bevisoptagelse

3. Kræver bevisoptagelse altid, at en part skal anmode herom, eller kan dommeren i visse tilfælde også optage bevis på eget initiativ?

I nogle tilfælde (fremlæggelse af dokumenter, afhøring af vidner) overdrager retten efter anmodning fra en part eller på eget initiativ bevisoptagelsen til en af parterne. I begge tilfælde overdrages bevisoptagelsen til en af parterne.

Ligeledes kan retten efter anmodning fra en af parterne eller på eget initiativ kræve en sagkyndig undersøgelse eller en åsteds- eller besigtigelsesforretning. Det er retten, der udpeger den sagkyndige, og som skønsmanden sender sin rapport til, og det er retten, der besigtiger de lokale forhold. Parterne er forpligtede til at deltage i en sagkyndig undersøgelse.

Både i forbindelse med en sagkyndig undersøgelse og en åstedsforretning har parterne mulighed for at fremsætte bemærkninger eller begæringer.

4.

a) Hvad sker der efterfølgende, hvis dommeren imødekommer en anmodning fra en af parterne om bevisoptagelse?

Efter at en anmodning om bevisoptagelse er imødekommet, giver retten en af parterne tilladelse til at optage bevis. Bevisbyrden påhviler så denne part. Bevisbyrden indeholder en forpligtelse til at føre bevis for bestemte angivne forhold. Modparten til den part, der skal føre beviset, kan altid føre modbevis, medmindre lovgivningen ikke tillader dette.

b) I hvilke tilfælde kan en anmodning fra en af parterne om bevisoptagelse afvises?

Hvis en af parterne ikke tydeligt anfører, hvad vedkommende anmoder om at bevise, eller hvis denne anmodning ikke tjener sagens interesse, kan retten afvise anmodningen.

TopTop

5.

a) Hvilke former for bevismidler findes der?

I Nederlandene gælder princippet om fri bevisførelse. Dette betyder, at der i princippet kan føres bevis ved hjælp af alle midler, medmindre andet er fastsat i lovgivningen. I loven nævnes en række bevismidler. Disse er:

  • attester og domme
  • fremlæggelse af dokumenter, aktstykker m.v.
  • afhøring af vidner
  • sagkyndige erklæringer eller afhøring af sagkyndige
  • åsteds- og besigtigelsesforretninger.

b) Hvordan er proceduren for vidneforklaringer, og adskiller den sig fra proceduren for mundtlige udtalelser fra sagkyndige? Hvad er reglerne for forelæggelse af skriftlige beviser og sagkyndiges rapporter/skriftlige udtalelser?

Vidneafhøringer skal være tilladt efter lovgivningen og finder sted efter anmodning fra en af parterne eller pålægges en af parterne af retten. Også parterne kan optræde som vidne (se nærmere under 9). I tilfælde af vidneafhøring er det parterne, der udpeger vidnerne.

Bevisførelse ved hjælp af vidner finder sted i form af vidneafhøring. Vidneafhøringen finder sted ved et retsmøde og foregår mundtligt. En vidneforklaring kan kun tjene som bevis, hvis forklaringen vedrører omstændigheder, som vidnet selv har kendskab til. En part, der anmoder om at føre bevis ved hjælp af vidner, skal have tilladelse hertil, når de omstændigheder, der skal bevises, er omtvistede og kan bidrage til at få sagen afgjort.

Efter anmodning fra en af parterne eller på rettens eget initiativ kan der også indhentes en sagkyndig erklæring eller foretages en afhøring af sagkyndige (artikel 194 i Rv). Der kan blive tale om en skriftlig rapport eller en mundtlig erklæring. I tilfælde af en skriftlig rapport fastsætter retten en frist for forelæggelsen af den sagkyndiges rapport. I tilfælde af en mundtlig erklæring afgiver den sagkyndige denne erklæring på dagen for retsmødet.

TopTop

I tilfælde af en sagkyndig undersøgelse udpeges den sagkyndige af retten i samråd med parterne. I forbindelse med en sagkyndig rapport spiller først og fremmest den sagkyndiges egen viden og erfaring en rolle. Retten kan frit afgøre, om en anmodning om at lade foretage en sagkyndig undersøgelse skal imødekommes.

Også selv om der ikke har været noget krav om bevisførelse, kan parterne stadig fremlægge dokumenter i sagen. Skriftlige beviser kan ganske enkelt forelægges ved at vedføje en kopi heraf til et procesdokument. Herved afbrydes den normale procedure ikke. I tilfælde af en sagkyndig rapport eller afhøring af en sagkyndig skal retten først træffe beslutning, der indleder bevisoptagelsen, og hvori der fastsættes frister (se også a).

c) Tillægges visse bevismidler større vægt end andre?

Der er en forskel mellem et afgørende bevis og et ikke-afgørende bevis. Når der er tale om et afgørende bevis, skal retten acceptere indholdet af bevismidlet som sandt og tillægge det den beviskraft, der følger af lovgivningen. Der kan også føres modbevis mod et afgørende bevis, medmindre lovgivningen udelukker denne mulighed. Afgørende beviser er f.eks. autentiske aktstykker og straffedomme.

Når der er tale om et ikke-afgørende bevis, kan retten frit afgøre, hvilken beviskraft det skal tillægges.

d) Er nogle metoder for bevisførelse obligatoriske for at bevise bestemte forhold?

I visse tilfælde gælder et dokument som afgørende bevismiddel. Et eksempel er bevis for en personlig sikkerhedsstillelse. I visse tilfælde gælder dokumentet også som forudsætning for, at der opstår en bestemt rettighed. Her kan f.eks. nævnes ægtepagt og testamente, hvor der kræves en notariel kontrakt.

TopTop

6.

a) Er vidner i henhold til loven forpligtet til at afgive vidneforklaring?

Udgangspunktet er, at enhver, der er lovligt indkaldt som vidne, er forpligtet til at aflægge vidnesbyrd. Dette indebærer, at vidnet er forpligtet til at møde op i retten og afgive en forklaring.

b) I hvilke tilfælde kan et vidne nægte at afgive vidneforklaring?

I visse tilfælde kan en person fritages for vidnepligten.

Fritagelse for vidnepligten gives til personer, der har et nært personligt forhold til en af parterne (vidnefritagelse for en parts nærmeste). Til en parts nærmeste hører en af parternes (tidligere) ægtefælle, (tidligere) registreret partner, blodsbeslægtede eller besvogrede med en af parterne eller denne parts ægtefælle eller registrerede partner til og med anden grad, dvs. forældre, børn, bedsteforældre, børnebørn, brødre og søstre.

Derudover findes der den "funktionelle" vidnefritagelse. Personer, der i kraft af deres hverv eller stilling har tavshedspligt om forhold, der vedrører dette hverv eller denne stilling, kan påberåbe sig vidnefritagelse. Som eksempel kan nævnes præster, læger, advokater og notarer.

Endelig kan vidnet også påberåbe sig vidnefritagelse, hvad angår et specifikt spørgsmål, hvis vidnet ved sit svar udsætter sig selv eller en person, der blodsbeslægtet eller besvogret i lige linje i anden eller tredje grad, eller sin (tidligere) ægtefælle eller (tidligere) registrerede partner for risikoen for strafforfølgning for en lovovertrædelse (artikel 165, stk. 3, i Rv).

TopTop

c) Kan en person, der nægter at afgive forklaring, straffes eller tvinges til at afgive forklaring?

Hvis et vidne, der er indkaldt ved anbefalet brev, ikke møder for retten, fastsætter retten efter begæring fra den interesserede part en dag, hvor vidnet ved stævning kan indkaldes. Hvis vidnet alligevel ikke giver møde, kan retten bestemme, at vidnet afhentes af politiet. Hvis et fremmødt vidne nægter at afgive forklaring, kan retten efter begæring fra den interesserede part lade vidnet tage i forvaring. Den begærende part betaler omkostningerne ved forvaringen. Retten tillader kun, at vidnet tages i forvaring, hvis den mener, at dette er begrundet i hensynet til sagens oplysning.

d) Er der bestemte kategorier af personer, som ikke kan føres som vidner?

I princippet er ingen fritaget fra pligten til at vidne, med undtagelse af personer, som med rette kan påberåbe sig vidnefritagelsen (se i denne forbindelse svar på spørgsmål 6b).

7. Hvad er dommerens og parternes rolle ved afhøring af vidner? Under hvilke omstændigheder kan et vidne afhøres ved brug af ny teknologi som tv eller videomøde?

Det er retten, der afhører vidnerne. Han afhører vidnerne uden tilstedeværelse af de øvrige, der også har givet møde for retten, men som endnu ikke er afhørt, medmindre det drejer sig om et partsvidne. Parterne og deres rådgivere kan endvidere stille spørgsmål til vidnerne. Retten kan på eget initiativ eller efter begæring fra en af parterne konfrontere vidnerne med hinanden eller med parterne. Retten kan i forbindelse med vidneforklaringen stille parterne spørgsmål, og parterne kan stille hinanden spørgsmål.

De nederlandske bevisregler har ingen bestemmelser om videokonferencer. Hvis der fremsættes en begæring i henhold til artikel 10, stk. 3, i EF-bevisforordningen om at anvende videokonference, vil det i almindelighed kunne imødekommes. Nederlandsk lovgivning udelukker ikke denne form for vidneafhøring, og der er i princippet ikke nævneværdige praktiske problemer i forbindelse hermed.

III. Bevisvurdering

8. Gælder der begrænsninger med hensyn til, i hvilket omfang retten kan tage hensyn til beviser, som en part ikke har tilvejebragt ad retmæssig vej? 

Uretmæssige beviser kan opdeles i beviser, der ikke er tilvejebragt ad retmæssig vej, og beviser, der bruges uretmæssigt. Det forhold, at et bevis er tilvejebragt ad uretmæssig vej, betyder ikke, at brugen af det er uretmæssig. Det er altid rettens skøn, om der ud fra de foreliggende omstændigheder er grundlag for at beslutte, om der er tale om uretmæssige beviser.

9. Tillægges en parts egen forklaring værdi som bevismiddel?

Parterne kan afhøres som part i en sag. I så tilfælde skal den afgivne forklaring ikke kunne bruges som bevis til fordel for den som vidne afhørte part, medmindre forklaringen har til formål at supplere ufuldstændige beviser (artikel 164 i Rv).

Yderligere oplysninger

Ovenstående oplysninger kan til dels findes i artikel 149-207 i "Wetboek van Burgerlijke rechtsvordering" English - Nederlands.

  • klik på "wet- en regelgeving"
  • indtast: "burgerlijke rechtsvordering" (under nr. 3 i titlen)
  • vælg: "Wetboek van Burgerlijke Rechtsvordering"

I international sammenhæng kan der henvises til EF's bevisforordning (Rådets forordning (EF) nr. 1206/2001 af 28. maj 2001 om samarbejde mellem medlemsstaternes retter om bevisoptagelse på det civil- og handelsretlige område) og til Haag-beviskonventionen 1970 (konvention om bevisoptagelse i udlandet i sager om civile eller kommercielle spørgsmål, 's-Gravenhage, 18. marts 1970).

Klik her for teksten til forordningen og her for teksten til Haag-beviskonventionen 1970 English - français.

« Bevisoptagelse og bevisførelse - Generelle oplysninger | Nederlandene - Generelle oplysninger »

TopTop

Seneste opdatering : 08-06-2007

 
  • EU-ret
  • International ret

  • Belgien
  • Bulgarien
  • Tjekkiet
  • Danmark
  • Tyskland
  • Estland
  • Irland
  • Grækenland
  • Spanien
  • Frankrig
  • Italien
  • Cypern
  • Letland
  • Litauen
  • Luxembourg
  • Ungarn
  • Malta
  • Nederlandene
  • Østrig
  • Polen
  • Portugal
  • Rumænien
  • Slovenien
  • Slovakiet
  • Finland
  • Sverige
  • Det Forenede Kongerige