Europa-Kommissionen > ERN > Bevisoptagelse og bevisførelse > Tyskland

Seneste opdatering : 08-05-2007
Printervenlig version Føj til favoritter

Bevisoptagelse og bevisførelse - Tyskland

 

INDHOLDSFORTEGNELSE

I. Bevisbyrden I.
1.
a) Hvilke regler gælder vedrørende bevisbyrden? a)
b) Findes der regler om, at visse faktiske omstændigheder ikke er omfattet af bevisbyrden? I hvilke tilfælde? Er det muligt at afkræfte sådanne formodningsregler ved at føre modbevis? b)
2. I hvor høj grad skal retten være overbevist om en faktisk omstændighed for at kunne basere sin dom herpå? 2.
II. Bevisoptagelse II.
3. Kræver bevisoptagelse altid, at en part skal anmode herom, eller kan dommeren i visse tilfælde også optage bevis på eget initiativ? 3.
4.
a) Hvilken procedure følges, når dommeren har godkendt en parts anmodning om bevisoptagelse? a)
b) I hvilke tilfælde afviser retten en parts anmodning om bevisoptagelse? b)
5.
a) Hvilke forskellige bevismidler findes der? a)
b) Hvorved adskiller beviser i form af vidneforklaringer/mundtlige ekspertudtalelser sig fra skriftlige beviser/skriftlige ekspertudtalelser? b)
c) Har nogen bevismidler større beviskraft end andre? c)
d) Er nogen bevismidler obligatoriske i forbindelse med bestemte forhold? d)
6.
a) Er vidner forpligtet til at afgive vidneforklaring? a)
b) I hvilke tilfælde kan det nægtes at afgive vidneforklaring? b)
c) Kan en person, der nægter at afgive vidneforklaring, straffes eller tvinges til at afgive forklaring? c)
d) Er der personer, som ikke kan afgive vidneforklaring? d)
7. Hvad er dommerens og parternes rolle ved afhøring af vidner? Under hvilke omstændigheder kan et vidne afhøres ved brug af ny teknologi som tele- eller videokonference? 7.
III. Bevisvurdering III.
8. Kan retten tage hensyn til beviser, som ikke er tilvejebragt ad retmæssig vej? 8.
9. Tillægges en parts egen forklaring værdi som bevismiddel? 9.

 

I. Bevisbyrden

1.

a) Hvilke regler gælder vedrørende bevisbyrden?

(Hvilken part har bevisbyrden, og hvad skal der føres bevis for? Hvilke følger har det, hvis det ikke er muligt at udelukke enhver tvivl vedrørende en specifik faktisk omstændighed?)

Reglerne vedrørende bevisbyrden må findes i de bestemmelser, som parterne støtter deres påstande på, dvs. de materielle bestemmelser. I den forbindelse gælder grundsætningen om, at hver part skal bevise de faktiske omstændigheder, der er til vedkommendes fordel. I visse tilfælde indeholder loven også udtrykkelige bestemmelser om bevisbyrden.

Hvis der efter anvendelsen af alle de i retsplejen tilladte bevismidler stadig er uklarhed om et væsentligt punkt i de faktiske omstændigheder, må der træffes afgørelse på grundlag af bevisbyrden. Her taber den part, der har bevisbyrden for den faktiske omstændighed, der ikke kan bevises.

b) Findes der regler om, at visse faktiske omstændigheder ikke er omfattet af bevisbyrden? I hvilke tilfælde? Er det muligt at afkræfte sådanne formodningsregler ved at føre modbevis?

En fritagelse for bevisbyrden forekommer i tysk ret som omvendt bevisbyrde, hvor bevisbyrden i stedet pålægges modparten, og som bevislettelse, hvor den part, der egentlig skulle forelægge et bevis, i en vis grad fritages herfor.

  1. Omvendt bevisbyrde

    Der er tale om omvendt bevisbyrde, når bevisbyrden pålægges den egentlig bevispligtiges modpart. Undertiden fremgår det af lovteksten, hvad der er den normale situation, og hvad der er en undtagelsessituation. Det er i så fald den part, der påberåber sig undtagelsessituationen, der har bevisbyrden. F.eks. går lovgiveren principielt ud fra, at den, der erhverver en genstand, er i god tro, jf. BGB § 932, stk. 1, første punktum, § 892, stk.1, første punktum, og § 2366. Særlig vigtig er den omvendte bevisbyrde i forbindelse med en skyldners ansvar for en manglende opfyldelse af sine forpligtelser, idet det her er skyldneren, der skal bevise, at han ikke var ansvarlig for den manglende opfyldelse af forpligtelserne, jf. BGB § 280, stk.1, andet punktum.

    TopTop

  2. Lettelse af bevisbyrden
    1. Lovgivningens formodningsregler indebærer en lettelse for den part, der har bevisbyrden, for så vidt som denne part kun skal beskrive og bevise de faktiske omstændigheder, som formodningsreglen bygger på (ZPO § 292). Lovgivningens formodningsregler kan vedrøre handlinger som f.eks. formodningen om, at et pantebrev er blevet overgivet til en kreditor, hvis kreditoren er i besiddelse heraf, BGB § 1117, stk. 3. De kan også vedrøre rettigheder, f.eks. formodningen om, at det er den, til hvem der er udstedt en arveattest, der er arveberettiget, BGB § 2365.

      Formodningsregler i lovgivningen kan ifølge ZPO § 292 principielt afkræftes ved at føre modbevis, medmindre loven fastsætter andet.

    2. Formodningsreglerne i lovgivningen kan som udgangspunkt sammenlignes med de faktiske formodninger, der støttes på et prima facie bevis. Forudsætningen for et prima facie bevis er, at der i betragtning af alle de uomtvistede, konstaterede faktiske omstændigheder ifølge den almindelige erfaring synes at have været tale om et typisk hændelsesforløb med hensyn til den faktiske omstændighed, der skal bevises. Prima facie beviser anvendes navnlig i forbindelse med årsagssammenhæng og skyld, f.eks. antages der at foreligge skyld, hvis en bil er kørt ind i et træ.

      Modparten kan anfægte en sådan formodning ved at fremkomme med faktiske oplysninger, som skaber alvorlig tvivl om, hvorvidt der virkelig har været tale om det formodede typiske hændelsesforløb.

    3. Ud fra rimelighedsbetragtninger og ønsket om en retfærdig afvejning af parternes interesser fordeles bevisbyrden i retspraksis i stadig højere grad på grundlag af risikofaktorer. De vigtigste sagstyper er:
Producentansvar (BGB § 823, stk. 1)

Bevisbyrden for, at et produkt har været fejlbehæftet, at der er opstået en skade, og at der er en årsagssammenhæng mellem fejlen og skaden, påhviler sagsøgeren, medens producenten bærer bevisbyrden for, at der ikke foreligger noget ansvar.

TopTop

Lægers erstatningsansvar

I sager vedrørende lægers erstatningsansvar kan utilstrækkelig eller urigtig lægelig dokumentation (sygejournaler, patientkort) medføre, at bevisbyrden lettes eller endog, at der statueres omvendt bevisbyrde. I tilfælde af en grov behandlingsfejl er det tilstrækkeligt, at sagsøgeren kan bevise, at en sådan fejl almindeligvis vil kunne føre til en skade af den art, der gøres gældende. Ved den konkrete konstatering af årsagssammenhængen indrømmes sagsøgeren i så fald en lettelse af bevisbyrden, hvis denne ikke helt pålægges lægen.

Oplysnings- og rådgivningspligt

Ved misligholdelse af særlige kontraktlige oplysnings-, advarsels- og rådgivningsforpligtelser har den, der har tilsidesat sådanne forpligtelser, bevisbyrden for, at skaden også ville være opstået, hvis forpligtelserne var blevet opfyldt. Der foreligger en formodning for, at skaderamte ville have fulgt de pågældende råd.

2. I hvor høj grad skal retten være overbevist om en faktisk omstændighed for at kunne basere sin dom herpå?

(Skal retten være fuldstændig overbevist om, at en omstændighed virkelig er korrekt, eller er det tilstrækkeligt med en stor sandsynlighed, selv om der stadig består en vis tvivl?)

ZPO § 286 indeholder den væsentlige civilretlige retsplejegrundsætning, at bevisvurderingen er fri. Retten skal således under hensyntagen til de samlede retsforhandlinger og resultaterne af en eventuel bevisoptagelse efter egen fri overbevisning afgøre, om en faktisk omstændighed, som påberåbes, må anses for at være sand eller usand.

En overvejende eller høj sandsynlighed er ikke et tilstrækkeligt bevis for en faktisk omstændighed. På den anden side er det ikke nødvendigt, at enhver mulig tvivl er udelukket. Ifølge retspraksis kræves der en så stor sandsynlighed, at denne i det praktiske liv vil blive anset for at give vished uden nogen rimelig tvivl, selv om en sådan tvivl ikke fuldstændigt kan udelukkes.

TopTop

En undtagelse med hensyn til beviskravet gælder i de tilfælde, hvor det ifølge loven er tilstrækkeligt at sandsynliggøre en faktisk omstændighed. Sandsynliggørelsen kræver, at der skal være en overvejende sandsynlighed for, at det, der hævdes, er korrekt. Ved sandsynliggørelse er den pågældende part ikke tvunget til at anvende de samme bevismidler som ved et virkeligt bevis (vidne, bevisdokument, besigtigelse, sagkyndig, partsafhøring). Det er f.eks. ifølge ZPO § 294 også muligt at afgive en erklæring på tro og love.

II. Bevisoptagelse

3. Kræver bevisoptagelse altid, at en part skal anmode herom, eller kan dommeren i visse tilfælde også optage bevis på eget initiativ?

Ifølge det forhandlingsprincip, der gælder for civilretlige sager, er det op til parterne at forelægge sagsforholdene og beviserne herfor. Retten kan ikke på eget initiativ indbringe nye sagsforhold og lægge sådanne til grund for afgørelsen. Rettens oplysnings- og vejledningspligt er udtryk for et grænseområde, ZPO § 139.

Til trods for princippet om parternes bevisførelse er det til en vis grad også muligt for retten selv at foranledige bevisoptagelse. Det skal dog ske på grundlag af de af parterne forelagte sagsforhold, og må ikke tage sigte på en undersøgelse af sagsforholdene.

Retten kan således på eget initiativ træffe beslutning om besigtigelse og indhentning af udtalelser fra sagkyndige (ZPO § 144), om forelæggelse af bevisdokumenter (ZPO § 142) og om supplerende afhøring af en part (ZPO § 448). Det er også muligt for retten selv at træffe beslutning om afhøring af en part (ZPO § 448). Forudsætningen herfor er, at resultatet af retsforhandlingerne eller en eventuel bevisoptagelse ikke er tilstrækkelig til at overbevise retten om, hvorvidt en faktisk omstændighed, der skal bevises, er sand eller usand. Det kræves også, at der forinden foreligger en vis sandsynlighed for den omstændighed, der søges bevist.

TopTop

4.

a) Hvilken procedure følges, når dommeren har godkendt en parts anmodning om bevisoptagelse?

Når en part har anmodet om bevisoptagelse, træffer retten beslutning herom. Det sker uden særlige formkrav under de mundtlige forhandlinger eller ved en beslutning om bevisoptagelse i henhold til ZPO § 358. En sådan beslutning skal ifølge ZPO § 359 indeholde en angivelse af de omtvistede omstændigheder, der skal bevises, og af de bevismidler, der skal benyttes, med angivelse af de vidner og sagkyndige eller af den part, der skal afhøres, samt angivelse af den part, der har anmodet om bevisoptagelsen.

Derefter følger bevisoptagelsen, som finder sted efter bestemmelserne herom (ZPO §§ 355 - 484). I den forbindelse er det navnlig principperne om umiddelbarhed (ZPO § 355) og partsoffentlighed (ZPO § 357), der skal iagttages.

Umiddelbarhedsprincippet indebærer, at bevisoptagelsen skal ske for den ret, der behandler sagen, da det er den, der skal vurdere bevisernes vægt. Undtagelser fra dette princip er kun mulige i de tilfælde, der er nævnt i loven, og i hvilke bevisoptagelsen kan overdrages til et af rettens medlemmer (ZPO § 361) eller til en anden ret (ZPO § 362). Partsoffentlighedsprincippet indebærer, at sagens parter har ret til at være til stede under bevisoptagelsen og til at udspørge eventuelle vidner (ZPO § 397).

Resultatet af bevisoptagelsen er derefter genstand for drøftelser med parterne under de mundtlige forhandlinger, ZPO § 285. På grundlag af det samlede resultat af forhandlingerne, herunder bevisoptagelsen, skal retten derefter ved en fri bevisvurdering fastslå de faktiske omstændigheder, ZPO § 286.

TopTop

b) I hvilke tilfælde afviser retten en parts anmodning om bevisoptagelse?

En anmodning om bevisoptagelse kan af proceduremæssige eller bevisretlige grunde afvises, hvis:

  • den pågældende omstændighed ikke kræver noget bevis, dvs. at den allerede er bevist, at den er almindeligt kendt, eller at den ikke er omtvistet,
  • den pågældende omstændighed er uden nævneværdig betydning, dvs. at den ikke vil have nogen indflydelse på rettens afgørelse,
  • bevismidlet er uegnet til at føre bevis for den anførte omstændighed (forekommer meget sjældent, da beviser ikke må vurderes inden bevisoptagelsen),
  • det ikke er muligt at fremskaffe bevismidlet,
  • bevismidlet ikke er tilladt, f.eks. på grund af chikanøse påstande "helt ud i det blå" eller som følge af, at vidnets tavshedspligt er til hinder herfor (medmindre vidnet fritages for sin tavshedspligt),
  • bevisoptagelsen er undergivet rettens skøn, f.eks. ved konstateringen af en opstået skade i henhold til ZPO § 287,
  • den pågældende omstændighed allerede i en anden retssag er konstateret på en måde, der er bindende for begge parter,
  • anmodningen skal afvises på grund af fristoverskridelse (ZPO § 296, stk. 1),
  • bevisoptagelsen er umulig på ubestemt tid, en herfor fastsat frist allerede er overskredet, og der ellers ville opstå en forsinkelse af retssagen (ZPO § 356).

5.

a) Hvilke forskellige bevismidler findes der?

De fem bevismidler, der kan benyttes ved et egentligt bevis, er:

TopTop

(1) Besigtigelse ZPO §§ 371 - 372 a

Besigtigelse er enhver form for undersøgelse, som dommeren foretager ved hjælp af sine sanser med henblik på at opnå et bevis. På trods af betegnelsen "besigtigelse" kan undersøgelsen også foretages ved at føle, lugte, høre eller smage. Besigtigelse kan derfor også omfatte lydoptagelser, billedmedier og edb-medier.

(2) Vidnebevis ZPO §§ 373 - 401

Vidneudsagn tjener til at bevise faktiske begivenheder, der har fundet sted, og som vidnet selv har overværet. Et vidne kan således i modsætning til en sagkyndig ikke erstattes af en anden person.

Et vidne må ikke være part i sagen.

Hvis vidnet har behov for et særligt sagkundskab for at kunne vurdere den pågældende faktiske begivenhed, taler man om et sagkyndigt vidne (ZPO § 414), f.eks. ved en vagtlæges udtalelser om personskader som følge af uheld.

(3) Sagkyndig ZPO §§ 402 - 414

Den sagkyndige bistår dommeren med specialviden, som er nødvendig for vurderingen af visse faktiske omstændigheder. Den sagkyndige konstaterer ikke selv de faktiske omstændigheder. Han skal blot foretage en vurdering på grundlag af allerede konstaterede faktiske omstændigheder.

Kun hvis selve konstateringen af de faktiske omstændigheder kræver særlig specialviden, kan det overlades til den sagkyndige at foretage en sådan konstatering. Et eksempel herpå er en lægelig diagnose.

En ekspertudtalelse, der er udarbejdet på foranledning af en af parterne, kan kun undtagelsesvis accepteres som en sagkyndig udtalelse, og det kræver, at begge parter giver deres samtykke hertil.

(4) Bevisdokumenter ZPO §§ 415 - 444

TopTop

Bevisdokumenter i den i ZPO omhandlede forstand er skriftlige erklæringer. I loven sondres der i relation til dokumentets beviskraft mellem officielle bevisdokumenter (ZPO §§ 415, 417, 418) og private bevisdokumenter ZPO § 416.

(5) Afhøring af parterne ZPO §§ 445 - 455

Afhøring af parterne er i forhold til andre bevismidler subsidiær og er kun tilladt i forbindelse med hovedbeviset (ZPO § 445, stk. 2). Afhøring af parterne kan kun foretages med modpartens samtykke eller på dommerens initiativ.

b) Hvorved adskiller beviser i form af vidneforklaringer/mundtlige ekspertudtalelser sig fra skriftlige beviser/skriftlige ekspertudtalelser?

Med hensyn til beviskraften er der ingen forskel. Alle bevismidler er ligeværdige som følge af princippet om, at dommerens bevisvurdering er fri. Forskellen består alene i den måde, beviset optages på.

Ethvert vidne afhøres for sig, og vidner, der efterfølgende skal afhøres, må ikke påhøre vidneforklaringerne, ZPO § 394, stk. 1. Vidner, hvis forklaringer er indbyrdes modstridende, kan konfronteres med hinanden, ZPO § 394, stk. 2.

Vidnet pålægges inden afhøringen at tale sandhed og gøres opmærksom på, at der senere kan blive tale om edsaflæggelse, ZPO § 395, stk. 1. Afhøringen begynder med spørgsmål vedrørende vidnets personoplysninger, ZPO § 395, stk. 2. Derefter udspørges vidnet i henhold til ZPO § 396 om de faktiske omstændigheder i sagen. Retten forsøger at medvirke til, at vidnet kan give en sammenhængende forklaring om de faktiske omstændigheder, afhøringen vedrører. Retten stiller om nødvendigt supplerende spørgsmål med henblik på præcisering eller komplettering af vidneudsagnet.

TopTop

Parterne har ret til at overvære vidneafhøringen og til at stille vidnet spørgsmål. I den forbindelse har en part selv principielt kun ret til at forelægge spørgsmål, der skal stilles til vidnet, medens advokaten umiddelbart kan stille spørgsmål til vidnet, ZPO § 397.

Disse regler om, hvordan afhøringen af et vidne foregår, finder tilsvarende anvendelse, når bevisoptagelsen finder sted ved afhøring af sagkyndige og sagens parter, ZPO §§ 402, 451.

Dokumentbevis føres ved forelæggelse af bevisdokumentet. I de tilfælde, hvor den part, der skal føre beviset, ikke selv er i besiddelse af bevisdokumentet, men dette befinder sig hos modparten eller tredjemand, finder bevisførelsen sted ved en begæring om, at modparten eller tredjemand pålægges at forelægge dokumentet, ZPO §§ 421, 428. Forpligtelsen til at forelægge dokumentet er undergivet de civilretlige bestemmelser og består, når den bevisførende kan forlange, at modparten eller tredjemand skal udlevere eller forelægge dokumentet, ZPO § 422. Den bevisførende skal begrunde, hvorfor der foreligger en sådan forpligtelse, ZPO § 424, nr. 5, andet punktum. Skriftlige udtalelser fra sagkyndige betragtes også som bevisdokumenter i den i ZPO omhandlede forstand.

c) Har nogen bevismidler større beviskraft end andre?

(f.eks. skriftlige beviser frem for vidneudsagn, officielt bekræftede dokumenter frem for private dokumenter)

Nej, alle bevismidler er i princippet ligeværdige. Dette følger af grundsætningen om den fri bevisvurdering i henhold til ZPO § 286. Ifølge denne bestemmelse skal det samlede resultat af bevisoptagelsen lægges til grund ved rettens vurdering af beviset. Kun i undtagelsestilfælde skal dommeren følge bindende bevisregler, som f.eks. vedrørende beviskraften af retsprotokoller jf. ZPO § 165 ZPO, domme jf. ZPO § 314 og visse andre dokumenter jf. ZPO §§ 415 - 418.

TopTop

d) Er nogen bevismidler obligatoriske i forbindelse med bestemte forhold?

(Er det f.eks. i forbindelse med gæld, der overstiger et vist beløb, nødvendigt at have et skriftligt bevis?)

Nej, ZPO indeholder ingen bestemmelser om sådanne obligatoriske bevismidler i forbindelse med bestemte forhold.

Der findes dog en undtagelse, som kun gælder for bestemte sagstyper. I dokument- og vekselsager kan de faktiske omstændigheder, der ligger til grund for sagen, kun bevises ved hjælp af dokumenter, og alle andre forhold kan kun bevises ved hjælp af dokumenter eller partsafhøring, ZPO §§ 592 ff..

6.

a) Er vidner forpligtet til at afgive vidneforklaring?

Ethvert korrekt indkaldt vidne, der er undergivet tysk ret, er forpligtet til at give møde i retten, til at afgive vidneudsagn og til at aflægge ed.

Vidnepligten omfatter også vidnets pligt til forud at efterse optegnelser og til at opfriske sin viden om sagen, ZPO § 378. Den omfatter ingen pligt til at undersøge forhold, som vidnet ikke i forvejen er bekendt med.

b) I hvilke tilfælde kan det nægtes at afgive vidneforklaring?

(Hvis et vidne f.eks. er beslægtet eller besvogret med en part i sagen (i hvilken grad?), eller hvis vidnet ved afgivelse af forklaring ville belaste sig selv)

De i ZPO anførte vidnefritagelsesgrunde fastlægger retten til på grund af en personlig tilknytning til en part at nægte at afgive vidneforklaring (ZPO § 383) og retten til af saglige grunde at undlade at besvare bestemte spørgsmål (ZPO § 384).

TopTop

Retten til at nægte at afgive vidneforklaring i henhold til ZPO § 383 er dels begrundet i vidnets familiære forbindelser, dels i vidnets loyalitet i arbejdsforhold, og har til formål at undgå interessekonflikter.

Denne ret tilkommer den forlovede (nr. 1), ægtefællen (nr. 2) og livspartneren (nr. 3), ved ægteskab og partnerskab også efter, at et sådant er ophørt. Desuden kan den, der i direkte linje er eller var beslægtet eller besvogret med en part, eller i en sidelinje indtil tredje grad er beslægtet med eller indtil anden grad er eller var besvogret med en part (nr. 3), nægte at afgive vidneforklaring. Med sidelinje menes ikke i direkte linje, men med afstamning efter samme tredje person. Slægtskabets eller svogerskabets grad regnes efter det dertil nødvendige antal fødsler.

Desuden kan præster ifølge ZPO § 383, nr. 4, nægte at afgive vidneforklaring, og det samme gælder personer, der i forbindelse med deres arbejde medvirker eller har medvirket ved forberedelse, fremstilling eller udbredelse af periodiske skrifter eller radioudsendelser (nr. 5), samt personer, der i kraft af deres hverv, stilling eller profession får betroet oplysninger, som i sagens natur eller ifølge loven er omfattet af tavshedspligt (nr. 6).

Den erhvervsbegrundede ret til at nægte at afgive vidneforklaring omfatter alt, hvad de nævnte personer netop på grund af deres særlige stilling har fået kendskab til.

Vidnefritagelsesgrunden i ZPO § 384 har til formål at beskytte vidnet mod de følger, som en vidnepligt kunne få. De giver vidnet ret til at undlade at besvare bestemte spørgsmål, men fritager ikke som ZPO § 383 generelt vidnet for at afgive forklaring.

TopTop

Retten til ikke at vidne i henhold til ZPO § 384 omfatter spørgsmål, hvis besvarelse for vidnet selv eller for en person, som vidnet er i familie med på en af de i ZPO § 383 anførte måder, ville medføre en direkte formueretlig skade (nr. 1) eller udsætte vedkommende for vanære eller endog fare for en straffesag eller en administrativ sag (nr. 2). Desuden er et vidne ikke forpligtet til at besvare et spørgsmål, hvis han derved ville afsløre en handels- eller forretningsmæssig hemmelighed (nr. 3).

ZPO § 385 fastsætter visse undtagelser fra den i ZPO §§ 383 og 384 omhandlede ret til ikke at afgive vidneforklaring. Særlig vigtig er fritagelse for tavshedspligt i henhold til ZPO § 385, stk. 2, som for præster og andre personer, der ifølge ZPO § 383, stk. 1, nr. 6, er undergivet en tavshedspligt, medfører, at vidnepligten igen opstår.

c) Kan en person, der nægter at afgive vidneforklaring, straffes eller tvinges til at afgive forklaring?

Ja. Hvis et korrekt indkaldt vidne ikke giver møde i retten, pålægger retten i henhold til ZPO § 380, stk. 1, en bøde, og hvis den ikke kan inddrives, forvandles den til hæfte. Bøden kan andrage mellem 5 og 1 000 EUR, jf. EGStGB artikel 6, stk. 1, hæftestraffen mellem 1 dag og 6 uger, jf. EGStGB artikel 6, stk. 2. Desuden pålægges vidnet at betale de omkostninger, som udeblivelsen medfører.

Undlader et vidne igen at give møde i retten, kan det ud over fastsættelsen af bøden besluttes, at vidnet skal tvangsfremstilles i retten i henhold til ZPO § 380, stk. 2. Sådanne foranstaltninger træffes ikke, hvis vidnet rettidigt giver en gyldig begrundelse for ikke at kunne komme. Ved en efterfølgende begrundelse skal vidnet kunne godtgøre, at han var uden skyld i den opståede forsinkelse, jf. ZPO § 381.

TopTop

Hvis vidnet nægter at afgive vidneforklaring eller at aflægge ed uden nogen form for begrundelse eller med en begrundelse, der anses for retligt at være uden betydning, kan der ifølge ZPO § 390, stk. 1, over for vidnet træffes de samme foranstaltninger som over for et vidne, der er udeblevet uden grund. Hvis vidnet igen nægter at afgive vidneforklaring, kan retten efter begæring idømme vidnet hæfte til fremtvingelse af vidneforklaring, dog ikke længere end indtil sagens afslutning i den pågældende instans, jf. ZPO § 390, stk. 2.

d) Er der personer, som ikke kan afgive vidneforklaring?

(umyndiggjorte voksne, mindreårige, personer med samme interesser som en af parterne, personer dømt for bestemte forbrydelser)

Nej, der findes ikke nogen almindelig "vidneuegnethed". Enhver, der mentalt er i stand til at opfatte faktiske begivenheder og til at forstå og besvare spørgsmål herom, kan således optræde som vidne, uanset alder og handleevne.

Der gælder ingen særlige regler for personer, der allerede er blevet dømt for forsætlige falske vidneudsagn eller for mened.

En person, der selv direkte som part eller retlig repræsentant er deltager i sagen, kan ikke optræde som vidne. En undtagelse gælder for parter i sagen, for så vidt angår udsagn om forhold, der udelukkende vedrører andre parter i sagen. En retlig repræsentant kan i visse tilfælde afgive vidneudsagn, hvis det forhold, afhøringen vedrører, intet har at gøre med vedkommendes opgaver som retlig repræsentant. F.eks. kan en værge afgive vidneudsagn om forhold, der intet har at gøre med vedkommendes opgaver som værge, i en retssag, hvor den umyndige er part.

TopTop

Det afgørende tidspunkt for vurderingen af muligheden for at afgive vidneudsagn, er altid tidspunktet for vidneafhøringen.

7. Hvad er dommerens og parternes rolle ved afhøring af vidner? Under hvilke omstændigheder kan et vidne afhøres ved brug af ny teknologi som tele- eller videokonference?

(Hvem leder vidneafhøringen? Kan dommeren stille spørgsmål til vidnerne? Er modparten berettiget til at stille spørgsmål til vidnerne?)

Dommeren leder vidneafhøringen. Det kan også overlades til et af rettens medlemmer at forestå vidneafhøringen, hvilket i så fald som oftest sker i medfør af ZPO § 375, stk. 1a.

Ethvert vidne afhøres for sig, og vidner, der efterfølgende skal afhøres, må ikke påhøre vidneforklaringerne, ZPO § 394, stk. 1. Vidner, hvis forklaringer er indbyrdes modstridende, kan konfronteres med hinanden, ZPO § 394, stk. 2.

Parterne har ret til at overvære vidneafhøringen og til at stille vidnet spørgsmål. I den forbindelse har en part selv principielt kun ret til at forelægge spørgsmål, der skal stilles til vidnet, medens advokaten umiddelbart kan stille spørgsmål til vidnet, ZPO § 397.

Afhøring af et vidne ved en videokonference er tilladt, hvis parterne efter en anmodning herom har givet deres samtykke, ZPO § 128 a, stk. 2. Desuden kræves det, at vidnet eller den sagkyndige er villig hertil, da videotransmissionen berører vedkommendes personlige rettigheder.

III. Bevisvurdering

8. Kan retten tage hensyn til beviser, som ikke er tilvejebragt ad retmæssig vej?

(f.eks. ulovlige optagelser m.v.)

TopTop

Forbud mod at tage hensyn til beviser kan for det første følge af bestemmelserne, f.eks. forbuddet mod at tage hensyn til tidligere straffe, der er eller skulle være slettet af det centrale register, BZRG § 51.

For det andet er det ifølge Bundesverfassungsgerichts retspraksis forbudt at tage hensyn til beviser, som er tilvejebragt ved krænkelse af en personlig rettighed, der er beskyttet i henhold til forfatningen, medmindre en hensyntagen hertil undtagelsesvis vil være berettiget ud fra en afvejning af de berørte interesser.

Et sådant forbud gælder ifølge denne retspraksis f.eks. generelt i tilfælde af hemmelige båndoptagelser. Det samme gælder for aflytning ved hjælp af minisendere, retningsfølsomme mikrofoner eller samtaleanlæg og for anvendelsen af ulovligt tilegnede personlige optegnelser såsom dagbøger og intime breve.

I alle disse tilfælde kan en konkret afvejning af de berørte interesser i den pågældende sag dog føre til, at der undtagelsesvis kan tages hensyn til de ulovligt tilvejebragte beviser, så længe dette ikke indebærer et indgreb i den pågældendes mest centrale privatliv.

Om en overtrædelse af processuelle bestemmelser også indebærer et forbud mod at tage hensyn til beviset, må afgøres konkret under hensyntagen til de pågældende bestemmelser. Mangler, der har indflydelse på behandlingen af en sag, herunder navnlig sagens form, kan ifølge ZPO § 295, stk. 1, afhjælpes. F.eks. er afhøring af en part som vidne en procedurefejl, der kan afhjælpes, hvilket betyder, at der kan tages hensyn til udsagnet, hvis parterne er indforståede hermed eller ikke påberåber sig fejlen inden afslutningen af det følgende retsmøde med mundtlige forhandlinger. Også en undladt belæring om en bestående ret til at nægte at afgive vidneudsagn kan ifølge ZPO § 295, stk. 1, afhjælpes.

Overtrædelser af bestemmelser, der er i det offentliges interesse, kan derimod ikke afhjælpes, ZPO § 295, stk. 2. Eksempler herpå er alle de forhold, som dommeren på eget initiativ skal kontrollere, som f.eks. procesforudsætninger, korrekt anvendelse af retsmidler og udelukkelse af en dommer.

9. Tillægges en parts egen forklaring værdi som bevismiddel?

Som allerede nævnt under punkt 5, litra a) og c), kan afhøring af parterne i visse tilfælde tillades som bevis. Den vægt, et sådant bevis tillægges, afhænger i så fald af dommerens frie overbevisning, ZPO § 286.

« Bevisoptagelse og bevisførelse - Generelle oplysninger | Tyskland - Generelle oplysninger »

TopTop

Seneste opdatering : 08-05-2007

 
  • EU-ret
  • International ret

  • Belgien
  • Bulgarien
  • Tjekkiet
  • Danmark
  • Tyskland
  • Estland
  • Irland
  • Grækenland
  • Spanien
  • Frankrig
  • Italien
  • Cypern
  • Letland
  • Litauen
  • Luxembourg
  • Ungarn
  • Malta
  • Nederlandene
  • Østrig
  • Polen
  • Portugal
  • Rumænien
  • Slovenien
  • Slovakiet
  • Finland
  • Sverige
  • Det Forenede Kongerige