Europa-Kommissionen > ERN > Bevisoptagelse og bevisførelse > Belgien

Seneste opdatering : 05-01-2007
Printervenlig version Føj til favoritter

Bevisoptagelse og bevisførelse - Belgien

 

INDHOLDSFORTEGNELSE

I. Bevisbyrden I.
1.
a) Hvilke retsregler er gældende med hensyn til bevisbyrden? a)
b) Findes der retsregler, hvorved det bestemmes, at visse faktiske omstændigheder ikke er omfattet af bevisbyrden? Er det muligt at vælte en formodning ved modbevis? b)
2. I hvilken udstrækning skal retten være overbevist om rigtigheden af en faktisk omstændighed for at kunne basere sin afgørelse herpå? 2.
II. Bevisoptagelse II.
3. Kan foranstaltninger til sagens oplysning og bevismidler kun iværksættes på begæring af en af parterne, eller kan retten også ex officio tage skridt til sådanne foranstaltninger? 3.
4.
a) Hvad sker der, såfremt retten godkender en begæring om foranstaltninger til sagens oplysning? a)
b) I hvilke tilfælde kan retten afvise en parts begæring om foranstaltninger til sagens oplysning? b)
5.
a) Hvilke bevismidler findes der? a)
b) På hvilken måde adskiller vidnebevis og syn og skøn sig fra dokumentbevis og syns- og skønserklæring? b)
c) Tillægges visse bevismidler større vægt end andre? c)
d) Stilles der særlige krav til bevisførelsen for visse faktiske omstændigheder? d)
6.
a) Er vidner i henhold til loven forpligtet til at afgive vidneforklaring? a)
b) I hvilke tilfælde kan et vidne nægte at afgive vidneforklaring? b)
c) Kan en person, som nægter at afgive vidneforklaring, pålægges at gøre det? Indebærer det risiko for sanktioner, såfremt en person nægter at afgive vidneforklaring? c)
d) Er der personer, som ikke kan pålægges at afgive vidneforklaring? d)
7. Hvilken rolle spiller dommeren og parterne i forbindelse med vidneafhøringen? Under hvilke omstændigheder kan et vidne afhøres indirekte under anvendelse af moderne kommunikationsteknologi? 7.
III. Bevisbedømmelsen III.
8. Kan retten tage hensyn til beviser, som ikke er tilvejebragt ad retmæssig vej? 8.
9. Tillægges en parts egen forklaring værdi som bevismiddel? 9.

 

I. Bevisbyrden

1.

a) Hvilke retsregler er gældende med hensyn til bevisbyrden?

I det belgiske retssystem skelnes der mellem civilret og handelsret. Handelsretten er gældende for erhvervsdrivende, mens civilretten betragtes som den alment gældende ret.

De civilretlige bestemmelser om bevisbyrden findes i civillovbogen (Burgerlijk Wetboek), herefter betegnet B.W., fra § 1315. Der er tale om et lukket system med nøje fastlagte bevismidler (jf. punkt 5a).

De handelsretlige bestemmelser om bevisbyrden findes i § 25 i handelslovbogen (Wetboek van Koophandel), herefter betegnet W.Kh. Det mest markante kendetegn er systemets åbenhed og friheden, hvad angår bevismidler i handelsretlige sager. I § 25 i W.Kh. hedder det: Ud over de bevismidler, som er tilladt i henhold til civilretten, kan forpligtelser i handelsretlige forhold også fastslås ved vidnebevis i alle tilfælde, hvor retten vurderer, at dette må tillades, medmindre der er tale om særlige tilfælde, som er omfattet af andre bestemmelser. Der kan føres bevis for køb og salg ved en godkendt faktura, uden at dette anfægter de øvrige bevismidler, som er tilladt i henhold til lovgivningen om handelsvirksomhed.

Procestekniske aspekter, hvad angår bevisbyrden i civile sager og handelsretlige sager, reguleres ved den belgiske retsplejelov (Gerechtelijk Wetboek), herefter betegnet Ger.W., fra § 870. Ved § 876 i Ger.W. bestemmes, at retten skal afgøre den konkrete sag i henhold til de retsregler om bevisbyrden, der finder anvendelse på den pågældende type sager. Der kan således være tale om enten en civil sag eller en handelsretlig sag.

TopTop

Det påhviler den part, der gør en omstændighed, teori eller påstand gældende, at føre bevis herfor. Den, som kræver en forpligtelse opfyldt, må føre bevis for dens eksistens. Omvendt må den, som påstår at være frigjort fra en forpligtelse, føre bevis for, at betaling er erlagt, eller for, at den handling, som bringer forpligtelsen til ophør, er udført (jf. § 1315 i B.W.). I forbindelse med en retstvist må parterne hver især føre bevis for de faktiske omstændigheder, de gør gældende (jf. § 870 i Ger.W.: "actori incumbit probatio"). Det er derpå op til modparten at modbevise rigtigheden af de pågældende omstændigheder - såfremt det er muligt og tilladt.

b) Findes der retsregler, hvorved det bestemmes, at visse faktiske omstændigheder ikke er omfattet af bevisbyrden? Er det muligt at vælte en formodning ved modbevis?

Under forudsætning af at den offentlige orden og den nationale sikkerhed ikke tilsidesættes, kan alle faktiske omstændigheder gøres til genstand for bevisførelse. Der er dog tre begrænsninger, hvad angår retten til bevisførelse under en retssag. For det første skal den faktiske omstændighed, der gøres til genstand for bevisførelse, være relevant for sagen. For det andet skal den faktiske omstændighed, der gøres til genstand for bevisførelse, være afgørende, hvilket vil sige, at den kan lægges til grund for rettens pådømmelse af sagen. Endelig skal bevisførelsen være tilladt. Der må således ikke være tale om krænkelse af privatlivets fred, tavshedspligten eller brevhemmeligheden.

En formodning kan i princippet gendrives af modparten. Kun hvor der er tale om en uigendrivelig formodning ("iure et de iure"), er der ikke mulighed for at komme med indvendinger. Modbevis er i sådanne tilfælde ikke tilladt. Gendrivelige formodninger ("iuris tantum") kan og må til gengæld gendrives ved bevismidler, dvs. ved hjælp af de fastlagte teknikker, når det gælder civile sager, og frit, når det gælder handelsretlige sager.

TopTop

2. I hvilken udstrækning skal retten være overbevist om rigtigheden af en faktisk omstændighed for at kunne basere sin afgørelse herpå?

De af parterne førte beviser skal overbevise retten. Det vil afhænge af bevisets styrke og troværdighed, hvorvidt retten føler sig overbevist. Vurderer retten, at det førte bevis kan bidrage til at løse tvisten, og vurderer retten, at bevismaterialet er en troværdig gengivelse af de faktiske forhold, tillægger den materialet bevisværdi. Der er først tale om et bevis, når retten har tillagt noget bevisværdi.

Mens bevisværdi primært er et subjektivt begreb, er beviskraft et strengt objektivt begreb. Beviskraften afhænger af den troværdighed, der knytter sig til et bevismiddel. Kun bevismidler, som frembyder en tilstrækkelig grad af troværdighed, tillægges beviskraft i henhold til loven, da retten fratages sine beføjelser i disse forhold. Det gælder dokumentbevis. Såfremt retten fortolker et dokumentbevis, som er tilvejebragt på retmæssig vis, på en måde, som er uforenelig med dokumentets ordlyd, krænker retten dokumenters beviskraft. Den berørte part kan påberåbe sig dette som begrundelse for indbringelse for kassationsretten.

II. Bevisoptagelse

3. Kan foranstaltninger til sagens oplysning og bevismidler kun iværksættes på begæring af en af parterne, eller kan retten også ex officio tage skridt til sådanne foranstaltninger?

En part, som fremsætter en påstand, skal kunne bevise den. I visse tilfælde kan retten pålægge en part at gøre brug af et bevismiddel. Det gælder eksempelvis, når retten ex officio begærer edsaflæggelse (jf. § 1366 i B.W.). Retten kan under nøje fastlagte betingelser pålægge en part at aflægge ed. Det kan ske enten til endelig afgørelse af sagen eller blot for at bestemme størrelsen af det i afgørelsen omhandlede beløb.

TopTop

Retten kan afhøre parterne og ex officio begære vidneafhørelse, medmindre det ved lov er forbudt (jf. § 916 i Ger.W.). Retten kan også foranstalte syn og skøn for at få fastslået sagforhold eller for at indhente en udtalelse af teknisk art (jf. § 962 i Ger.W.).

4.

a) Hvad sker der, såfremt retten godkender en begæring om foranstaltninger til sagens oplysning?

Begæring om foranstaltninger til sagens oplysning skal fremsættes af en af sagens parter, enten som hovedkrav eller som et incidenspunkt. Retten afsiger herefter en begrundet kendelse, ved hvilken den enten afviser eller tillader de begærede foranstaltninger.

Såfremt der er tale om prøvelse af dokumenter (jf. § 883 i Ger.W.) eller påstand om, at der er begået falsk (jf. 895 i Ger.W.), anmoder retten parterne om at møde personligt (eventuelt bistået af deres advokater) og medbringe alle effekter, dokumenter og lignende eller det dokument, i forbindelse med hvilket der hævdes at være begået falsk. Retten kan behandle sagen umiddelbart eller indlevere den til justitskontoret, hvorpå den kan iværksætte foranstaltninger til sagens oplysning eller anmode en sagkyndig om at iværksætte sådanne. Herefter træffer retten afgørelse om spørgsmålet.

Såfremt en part tilbyder at føre bevis i form af et eller flere vidneudsagn, kan retten give tilladelse til denne bevisførelse, såfremt den er gyldig (jf. § 915 i Ger.W.). Såfremt det ikke ved lov er forbudt, kan retten begære vidneafhøring. Vidnerne indkaldes af justitssekretæren mindst otte dage før afhøringen. De skal aflægge ed og afhøres individuelt af retten. Retten kan ex officio eller på begæring af en af parterne stille spørgsmål til vidnet. Vidneforklaringen nedskrives, oplæses, korrigeres og fuldstændiggøres i påkommende tilfælde, hvorefter vidneafhøringen afsluttes.

TopTop

Syn og skøn kan foranstaltes ved en kendelse afsagt af retten for at løse eller undgå en tvist. Der kan være tale om udelukkende at fastslå sagforhold, eller der kan være tale om at indhente udtalelser af teknisk art (jf. § 962 i Ger.W.). Skønsmanden er ansvarlig over for retten i forbindelse med udførelsen af opgaven. Parterne skal stille al fornøden dokumentation til rådighed for skønsmanden og være denne behjælpelig i enhver henseende. Syns- og skønserklæringen skal foreligge inden udløbet af en ved kendelsen fastsat frist. Såfremt syns- og skønserklæringen ikke stemmer overens med rettens overbevisning, er retten ikke forpligtet til at følge skønsmandens udtalelse.

Retten kan på parternes begæring eller ex officio kræve besigtigelse (jf. § 1007 i Ger.W.). Besigtigelsen foretages, eventuelt under parternes tilstedeværelse, enten af den dommer, der har krævet besigtigelsen, af en hertil udpeget dommer eller af en person med offentlig autorisation. Der udarbejdes en rapport om besigtigelsen og resultaterne heraf, og denne meddeles parterne.

b) I hvilke tilfælde kan retten afvise en parts begæring om foranstaltninger til sagens oplysning?

Retten er aldrig forpligtet til at acceptere en parts begæring om foranstaltninger til sagens oplysning. Såfremt en ret modtager en anmodning om foretagelse af processuelle skridt fra en anden retskreds, er den anmodede ret forpligtet til at udføre hvervet (jf. § 873 i Ger.W.).

5.

a) Hvilke bevismidler findes der?

Der findes fem typer bevismidler inden for (almen) civilret: dokumentbevis, vidnebevis, formodning, parters vedgåelse og edsaflæggelse (jf. § 1316 i B.W.).

TopTop

Dokumentbevis (jf. § 1317 i B.W.) omfatter såvel notarialiter oprettede dokumenter som privat oprettede dokumenter. Et notarialiter oprettet dokument er et dokument, som er affattet på forskriftsmæssig vis af en person med offentlig bestalling (eksempelvis en notar eller en embedsmand ved personregisteret), og som har bindende virkning mellem parterne og i forhold til tredjemand, hvad angår den i dokumentet omhandlede aftale. Et anerkendt privat oprettet dokument, som er underskrevet af alle berørte parter og udfærdiget i et antal eksemplarer, som svarer til antallet af parter, har bindende virkning mellem parterne. Skriftlig dokumentation er påkrævet, såfremt der er tale om emner, som beløber sig til eller repræsenterer en værdi af mere end 375 euro (jf. § 1341 i B.W.).

Vidnebevis (jf. § 1341 i B.W.) er ikke gyldigt, såfremt det går imod eller videre end indholdet af dokumentbeviser. Vidnebevis accepteres imidlertid, såfremt der kun foreligger begyndende skriftligt bevis, eller såfremt det ikke har været muligt at fremlægge noget dokumentbevis.

Formodning (jf. § 1349 i B.W.) er de slutninger, loven eller retten drager af et kendt forhold til afgørelse af et ukendt forhold. Formodning kan ikke veje tungere end indholdet af et dokument, men kan i lighed med vidneudsagn tjene til uddybelse af et begyndende skriftligt bevis eller erstatte dokumentbevis, hvor et sådant ikke har kunnet tilvejebringes.

Parternes vedgåelse (jf. § 1354 i B.W.) er enten retslig eller udenretslig. En retslig vedgåelse er en forklaring, som afgives i retten af en af parterne eller en af denne særligt befuldmægtiget, og som har bindende virkning og kan føres som bevis mod den, der afgiver forklaring. En udenretslig vedgåelse er ikke underlagt formkrav af nogen art.

TopTop

Edsaflæggelse (jf. § 1357 i B.W.) forekommer enten, når en af parterne begærer, at modparten aflægger ed (partsed til endelig afgørelse af et spørgsmål), eller ved rettens pålæg. Såfremt der er tale om partsed til endelig afgørelse af et spørgsmål, tjener edsaflæggelsen udelukkende som bevis til fordel eller ulempe for den, der har begæret edsaflæggelsen.

Bevisførelsen i handelsretlige sager (jf. § 25 i W.Kh.) er fri og omfatter en særlig form for bevis, nemlig fakturaen i forbindelse med købsaftaler. Den erhvervsdrivende kan ved en gyldig faktura fremlægge bevis til fordel for sig selv, mens andre dokumenter skal udgå fra den anden part for at kunne tjene som bevismiddel.

b) På hvilken måde adskiller vidnebevis og syn og skøn sig fra dokumentbevis og syns- og skønserklæring?

Vidnebevis er et selvstændigt bevismiddel, som er reguleret ved civillovbogens bestemmelser herom. De procestekniske aspekter, hvad angår vidnebevis, er fastlagt i den belgiske retsplejelov. Syn og skøn er blot en blandt flere former for bevisførelse, som er reguleret ved den belgiske retsplejelovs bestemmelser. Parterne kan anmode retten om at indkalde vidner, men kan ikke selv udmelde en skønsmand. Det kan kun retten gøre.

Dokumentbevis har beviskraft, og retten er forpligtet til at respektere dokumentbevisets indhold. Det er ikke tilfældet, når det gælder syns- og skønserklæringer. Hvis erklæringen ikke stemmer overens med rettens overbevisning, er retten ikke forpligtet til at følge den (jf. § 986 i Ger.W.).

c) Tillægges visse bevismidler større vægt end andre?

De lovfæstede bevisteknikker er hierarkisk ordnet. Vedgåelse og edsaflæggelse rangerer således højest. Et dokumentbevis har altid forrang frem for vidneudsagn og formodning. Notarialiter oprettede dokumenter har bindende virkning mellem parterne og i forhold til tredjemand, mens anerkendte privat oprettede dokumenter er bindende mellem parterne. Vidneudsagn og formodning må kun føres som bevis, såfremt det skriftlige bevis er ufuldstændigt, eller det ikke har været muligt at tilvejebringe et skriftligt bevis for den omhandlede forpligtelse.

TopTop

d) Stilles der særlige krav til bevisførelsen for visse faktiske omstændigheder?

Afhængigt af om der er tale om en civil sag eller en handelsretlig sag, er retten til bevisførelse enten reguleret ved lov eller fri. Inden for civilretten stilles der krav om, at alle emner og transaktioner, som beløber sig til eller repræsenterer en værdi af mere end 375 euro, skal gøres til genstand for et notarialiter oprettet eller et privat oprettet dokument (jf. § 1341 i B.W.). Dette dokument er eneste gyldige bevismiddel. Vidneudsagn og formodning accepteres ikke. Drejer det sig om handelsretlige sager, er vidneudsagn og formodning i princippet gyldige bevismidler, også når de går imod eller videre end indholdet af dokumentbeviser.

6.

a) Er vidner i henhold til loven forpligtet til at afgive vidneforklaring?

Nej, vidneafhøring sker på begæring af en af parterne eller foranstaltes af retten ex officio (jf. §§ 915-916 i Ger.W.).

b) I hvilke tilfælde kan et vidne nægte at afgive vidneforklaring?

Såfremt et vidne indkaldes og anfører legitime årsager til ikke at være forpligtet til at afgive vidneforklaring, træffer retten afgørelse om spørgsmålet. Det indkaldte vidnes tavshedspligt betragtes bl.a. som legitim årsag (jf. § 929 i Ger.W.).

c) Kan en person, som nægter at afgive vidneforklaring, pålægges at gøre det? Indebærer det risiko for sanktioner, såfremt en person nægter at afgive vidneforklaring?

Et indkaldt vidne har pligt til at give møde. Såfremt et vidne udebliver, kan retten på begæring af en af parterne lade den pågældende indkalde ved vidnestævning, som forkyndes ved stævningsmand (jf. § 925 i Ger.W.). Et således indkaldt vidne, som udebliver, idømmes bøde (jf. § 926 i Ger.W.).

TopTop

d) Er der personer, som ikke kan pålægges at afgive vidneforklaring?

Vidnebevis er ugyldigt, såfremt vidneforklaringen afgives af en person, som ikke har den hertil påkrævede handleevne (jf. § 961, stk. 1, i Ger.W.).

En mindreårig under 15 år må ikke afhøres under ed. Sådanne personers forklaringer må kun betragtes som vejledende (jf. § 931, stk. 1, i Ger.W.).

En mindreårig, som har den påkrævede dømmekraft, kan i alle sager, der angår den pågældende, afhøres af retten eller af en af retten udpeget person. Det kan ske på begæring af den mindreårige selv eller ved rettens afgørelse, idet den mindreårige i sidstnævnte tilfælde kan nægte at lade sig afhøre (jf. § 931, stk. 3-7, i Ger.W.).

Slægtninge i nedstigende linje må ikke afhøres i sager, hvor deres slægtninge i opstigende linje har modsatrettede interesser (jf. § 931, stk. 2, i Ger.W.).

7. Hvilken rolle spiller dommeren og parterne i forbindelse med vidneafhøringen? Under hvilke omstændigheder kan et vidne afhøres indirekte under anvendelse af moderne kommunikationsteknologi?

Parterne må ikke henvende sig direkte til eller afbryde vidnet, men skal altid henvende sig til retten (jf. § 936 i Ger.W.). Retten kan, ex officio eller på begæring af en af parterne, stille vidnet alle spørgsmål, som kan tjene til at tydeliggøre eller fuldstændiggøre vidneforklaringen (jf. § 938 i Ger.W.).

Indirekte vidneafhøring er gyldig. Der er ingen lovbestemmelser eller retsprincipper, der forhindrer dette. Endvidere åbnes der ved § 924 i Ger.W. mulighed for, at retten kan træffe afgørelse om at optage vidneudsagn in situ, såfremt vidnet godtgør, at det ikke er muligt at give møde.

III. Bevisbedømmelsen

8. Kan retten tage hensyn til beviser, som ikke er tilvejebragt ad retmæssig vej?

Beviser, som er tilvejebragt ad uretmæssig vej, må ikke anvendes under retssagen. Retten må ikke tage sådanne i betragtning, når den træffer sin afgørelse. Såfremt der i forbindelse med tilvejebringelsen af beviset har været tale om krænkelse af privatlivets fred, tavshedspligten eller brevhemmeligheden, er beviset tilvejebragt ad uretmæssig vej og ikke gyldigt.

9. Tillægges en parts egen forklaring værdi som bevismiddel?

Dokumenter, som udgår fra en af parterne, kan ikke anvendes som bevismiddel til fordel for den pågældende part. Dog gælder der inden for handelsretlige forhold den undtagelse, at en (af kunden accepteret) faktura i forbindelse med købsaftaler kan fremlægges som bevismiddel af den erhvervsdrivende, selv om fakturaen er et dokument, der udgår fra den erhvervsdrivende selv. Et forskriftsmæssigt regnskab kan accepteres af retten som bevisførelse for handelstransaktioner mellem erhvervsdrivende.

En parts vedgåelse er en forklaring afgivet for retten enten af den pågældende part selv eller en af denne særligt befuldmægtiget. Forklaringen har bindende virkning og kan føres som bevis mod den, der afgiver forklaring.

« Bevisoptagelse og bevisførelse - Generelle oplysninger | Belgien - Generelle oplysninger »

TopTop

Seneste opdatering : 05-01-2007

 
  • EU-ret
  • International ret

  • Belgien
  • Bulgarien
  • Tjekkiet
  • Danmark
  • Tyskland
  • Estland
  • Irland
  • Grækenland
  • Spanien
  • Frankrig
  • Italien
  • Cypern
  • Letland
  • Litauen
  • Luxembourg
  • Ungarn
  • Malta
  • Nederlandene
  • Østrig
  • Polen
  • Portugal
  • Rumænien
  • Slovenien
  • Slovakiet
  • Finland
  • Sverige
  • Det Forenede Kongerige