Tvangsfuldbyrdelse - Italien

INDHOLDSFORTEGNELSE 1. Hvad betyder tvangsfuldbyrdelse på det civil- og handelsretlige område?  1.1. Liste over forskellige former for tvangsfuldbyrdelse af et krav til skyldner om enten at handle, undlade at handle eller betale.  2. Hvad er betingelserne for tvangsfuldbyrdelse?  2.1. Procedure  2.1.1. Hvilke afgørelser kan tvangsfuldbyrdes? Både retsafgørelser og ikke-retlige dokumenter.  2.1.2. Skal man have domstolens tilladelse til at tvangsfuldbyrde?  2.1.3. Hvilken domstol har kompetence til at beordre tvangsfuldbyrdelse?  2.1.4. Personer, der forestår tvangsfuldbyrdelsen og deres rolle, ansvar og bemyndigelse.  2.1.5. Er det obligatorisk at benytte en advokat eller anden juridisk bistand?  2.1.6. Omkostninger ved forskellige former for tvangsfuldbyrdelse.  2.2. Hvad er forudsætningerne for, at en domstol kan indlede en tvangsfuldbyrdelsesprocedure? Hvilke former for gæld og skyldnere er der tale om?  3. Fuldbyrdelsesforanstaltningernes formål og karakter  3.1. Hvilke former for aktiver kan gøres til genstand for tvangsfuldbyrdelse?  3.2. Hvilke virkninger har tvangsfuldbyrdelse?  3.2.1. Hvad er konsekvenserne for en skyldner, der ikke opfylder sine forpligtelser? Kan vedkommende fortsat råde over sine aktiver? Kan han pålægges en straf?  3.2.2. Hvad er konsekvenserne i forhold til tredjemand? Hvilke forpligtelser har banken med hensyn til at udlevere oplysninger om den deponerede sum og de betingelser denne er underlagt? Hvad er straffen for ikke at respektere dem?  3.3. Hvilken gyldighed har disse foranstaltninger i forhold til skyldner? Fastsættes varigheden ved lov eller af domstolen?  4. Kan en afgørelse om tvangsfuldbyrdelse appelleres?  4.1. Hvem kan appellere afgørelsen?  4.2. Hvilken domstol er kompetent?  4.3. Hvad er fristen for at appellere?  4.4. Hvad er virkningen af at appellere?

 

1. Hvad betyder tvangsfuldbyrdelse på det civil- og handelsretlige område?

Tvangsfuldbyrdelse er en måde, hvorpå fordringshaver (en privatperson eller en virksomhed) kan gennemtvinge et krav, som han har over for et andet retssubjekt som følge af en retsafgørelse (eller særlige dokumenter, som sidestilles med retsafgørelser).

Tvangsfuldbyrdelse er således en lovreguleret procedure for, hvordan fordringshaver kan få sit krav opfyldt, og som kan være lidt forskellig afhængigt af, hvilken form for krav der er tale om (de forskellige former for tvangsfuldbyrdelse fremgår af svaret på spørgsmål 1.1). Tvangsfuldbyrdelsen foretages således under ledelse af en dommer, som udpeges af de involverede parter til at sikre, at reglerne for tvangsfuldbyrdelse overholdes.

1.1. Liste over forskellige former for tvangsfuldbyrdelse af et krav til skyldner om enten at handle, undlade at handle eller betale.

Afhængigt af afgørelsens indhold (retsafgørelsen eller et andet dokument med samme retsvirkning) er der forskellige måder, hvorpå tvangsfuldbyrdelsen kan foretages for at gennemtvinge fordringshavers krav. Der er følgende former for tvangsfuldbyrdelse:

1. Den mest almindelige form for tvangsfuldbyrdelse er den, der har til formål, at give den, der anmoder om tvangsfuldbyrdelse (fordringshaver) mulighed for at få et krav om penge eller en genstand opfyldt. Denne form for tvangsfuldbyrdelse finder sted, når fordringshaver på grundlag af en retsafgørelse eller tilsvarende dokument, skal have opfyldt sit krav om en sum penge. Den foretages i to tempi: Først gøres der udlæg i skyldners aktiver (penge eller andre aktiver med visse begrænsninger – se svaret i punkt 3.1), dernæst overføres pengene eller aktivet til fordringshaver, eller aktivet sælges på auktion (for at omsætte aktivet til kontanter) afhængigt af omstændighederne. Reglerne for denne form for tvangsfuldbyrdelse er lidt forskellige afhængigt af, om der er tale om udlæg i fast ejendom ("espropriazione forzata immobiliare") eller udlæg i løsøre ("espropriazione forzata mobiliare").
2. Den tvangsfuldbyrdelse, der er omhandlet i (a) omfatter også en procedure, hvorved fordringshaver kan få adgang til løsøre, der på tvangsfuldbyrdelsestidspunktet er i en andens besiddelse (hos tredjemand, som ikke har noget med sagen at gøre) eller til et tilgodehavende, som skyldner har hos tredjemand. Herved får fordringshaver, hvad han er berettiget til. I det første tilfælde gøres der udlæg i et aktiv (som tilhører skyldner, men befinder sig hos tredjemand), og i det andet tilfælde overføres skyldners tilgodehavende hos tredjemand til fordringshaver: tredjemand fortsætter således sit kontraktforhold, men nu i forhold til en ny fordringshaver. Denne form for tvangsfuldbyrdelse skyldes, at også tilgodehavender udgør en værdi og fordel, dvs. at de indgår i retssubjektets formue, og skyldners tilgodehavende hos tredjemand overføres derfor til fordringshaver. Denne form for tvangsfuldbyrdelse kaldes udlæg hos tredjemand.
3. En anden form for tvangsfuldbyrdelse er den, der har til formål at give fordringshaver rådighed over en genstand, som skyldner har pligt til at give ham tilbage (f.eks. en lejet bolig efter udløb af lejekontrakt) eller til at levere (f.eks. en genstand, som skyldner allerede har solgt, men som fordringshaver ikke har fået rådighed over). Denne form for udlæg, som kan foretages i både løsøre og fast ejendom, adskiller sig fra den form for udlæg, der er beskrevet i punkt (a), fordi der ikke er tale om, at skyldners ejendom overføres til fordringshaver, men om at give fordringshaver rådighed over noget, som han ifølge loven allerede ejer. Denne form for tvangsfuldbyrdelse kaldes udlæg med henblik på tilbagelevering eller levering.
4. En tredje form for tvangsfuldbyrdelse benyttes i de tilfælde, hvor fordringshaver ikke har krav på et gode, men på, at skyldner handler på en bestemt måde – det kan være en kontraktlig eller lovmæssig forpligtelse til at gøre noget bestemt (f.eks. at udføre arbejder på et bygningsværk, der tilhører fordringshaver) eller til at afholde sig fra at gøre noget (f.eks. krav om ikke at udføre arbejder, som ville være i strid med de rettigheder, som ejeren af en nabobygning har). I disse tilfælde gør tvangsfuldbyrdelsen det muligt for fordringshaver enten at få udført et stykke arbejde på skyldners regning (eftersom skyldner ikke har opfyldt sin forpligtelse til at handle), eller at få fjernet det stykke arbejde, som skyldner har udført (hvor der var en forpligtelse til ikke at handle). Der er her tale om "tvangsfuldbyrdelse af et krav om at handle eller afstå fra at handle".

2. Hvad er betingelserne for tvangsfuldbyrdelse?

2.1. Procedure

2.1.1. Hvilke afgørelser kan tvangsfuldbyrdes? Både retsafgørelser og ikke-retlige dokumenter.

Der er et ufravigeligt princip om, at to betingelser skal være opfyldt, før en fordring kan tvangsfuldbyrdes: den ene betingelse vedrører de formelle krav til fordringen, den anden de indholdsmæssige krav. Det formelle krav er, at der skal være grundlag for at fuldbyrde, dvs. der skal forelægge et dokument eller en retsafgørelse, som ifølge loven kan tvangsfuldbyrdes. Det indholdsmæssige krav til fordringen er, at fordringen ifølge loven skal være "sikker, nøjagtig og forfalden". Kravet om, at fordringen skal være "sikker" forekommer indlysende, da en fordring ikke kan fuldbyrdes, hvis der hersker usikkerhed om, hvorvidt den eksisterer, og hvad den i givet fald går ud på. En forudsætning for, at fordringen kan tvangsfuldbyrdes, er at fordringen er "nøjagtig" og "forfalden", fordi man ikke kan tvangsfuldbyrde et krav (angivet i retsafgørelsen), hvis det i praksis ikke kan gennemtvinges (pengebeløb som skyldner skylder fordringshaver, individualisering af den genstand, der skal overdrages, den handling der skal udføres mv. se punkt 1.1) eller hvis kravet, selv om det er nøjagtigt, af juridiske årsager ikke er forfaldent, fordi andre betingelser ikke er opfyldt. Hvis der er indledt en tvangsfuldbyrdelsesprocedure på trods af, at disse betingelser ikke er opfyldt, kan dette aspekt af proceduren underkastes domstolens kontrol (se punkt 4).

Top

Eksekutionsgrundlaget, dvs. det dokument, der ifølge loven giver grundlag for at gennemtvinge et krav, kan være af retlig eller udenretlig karakter.

Retlige afgørelser omfatter alle afgørelser og dispositioner, der træffes af domstolen i forbindelse med retssager, og som kan håndhæves ved lov:

1. domme (om betaling, om overdragelse af et aktiv, om udførelse eller afståelse fra at udføre en bestemt handling), som er endelige, dvs. som ikke kan appelleres til en højere instans, eller som foreløbigt er eksigible [normalt er alle domme afsagt af første instans eksigible, medmindre appelretten har suspenderet eksekutionen]
2. afgørelser om betaling af et pengebeløb efter opgørelse af et mellemværende
3. afgørelser, der træffes i løbet af sagen, om at betale pengebeløb, der ikke anfægtes af parterne
4. afgørelser om foreløbig tvangsfuldbyrdelse, hvorved dommeren på grundlag af særligt bevismateriale træffer afgørelse om betaling af et pengebeløb eller overdragelse af aktiver
5. forlig i arbejdsretssager
6. retligt pålæg om at betale et pengebeløb eller overdrage løsøre på grundlag af bestemte dokumenter (som viser, at der ifølge loven er tale om en sikker fordring), som kan tvangsfuldbyrdes, eller som foreløbigt er erklæret eksigibel
7. pålæg om at flytte, fordi en kontrakt er udløbet eller en husleje betalt for sent, hvis pålægget bekræftes af dommeren
8. voldgiftsafgørelser (dvs. afgørelser truffet af "dommere", som ikke arbejder for domstolene, men som stridens parter har udpeget til at løse konflikten), som kan tvangsfuldbyrdes
9. afgørelser om, at arbejdsgiver skal betale erstatning til en arbejdstager, der uretmæssigt er blevet afskediget.

Udenretlige fordringer er dokumenter udarbejdet uden for retten, som repræsenterer indehaverens ret, og som ifølge loven har en særlig "styrke" for så vidt angår deres oprettelse og reglerne for deres anvendelse, især med hensyn deres hurtige omsætning, hvilket betyder, at de i fuldbyrdelsesøjemed svarer til domme og andre retsafgørelser. Der er primært tale om veksler og andre former for gældsbreve, som ifølge loven udtrykkeligt kan tvangsfuldbyrdes (egenveksler, bankchecks og beviser udstedt af banker), skattekrav, som skattevæsenet kan tvangsfuldbyrde, omsættelige dokumenter, der er attesteret af en notar, og som udtrykker vilje eller forpligtelse til at betale et pengebeløb (men ikke til at handle eller undlade at handle) og efter en reform i 2006 private, bekræftede dokumenter for så vidt angår den del af dokumentet, der vedrører forpligtelsen til at betale et pengebeløb.

Top

2.1.2. Skal man have domstolens tilladelse til at tvangsfuldbyrde?

Det er ikke nødvendigt at have domstolens tilladelse til at indlede en tvangsfuldbyrdelsesprocedure, fordi kravet allerede fremgår af afgørelsen eller af dokumentet (se punkt 2.1.1). Det er tilstrækkeligt, at det kompetente dommerkontor efter at have kontrolleret, at dokumentet formelt set er lovligt, påfører betegnelsen "kan tvangsfuldbyrdes", dvs. en lovbestemt betegnelse, som påbyder offentlige organer (retten og offentlige myndigheder, som eventuelt skal yde bistand) at handle i overensstemmelse med deres kompetence. Det er derfor en forudsætning, at dokumentets udformning er i overensstemmelse med loven og bærer dommerkontorets påtegnelse. Der gælder lignende regler for dokumenter, der er oprettet for en notar (se punkt 2.1.1).

2.1.3. Hvilken domstol har kompetence til at beordre tvangsfuldbyrdelse?

Det er retten i første instans, der har den saglige kompetence. Loven giver ikke fredsdommeren kompetence på området, da hans kompetence er begrænset til generelle sager af mindre økonomisk værdi. Når først den saglige kompetence er fastlagt, fastlægges den stedlige kompetence. Ved tvangsfuldbyrdelse i sager om løsøre eller fast ejendom (se punkt 1.1, a) og c)) er det domstolen i den retskreds, hvor genstanden befinder sig, der har kompetence. Ved tvangsfuldbyrdelse i sager om fyldestgørelse af krav hos tredjemand (se punkt 1.1, b)) er det domstolen i den retskreds, hvor tredjemand opholder sig, der har kompetence. Ved tvangsfuldbyrdelse i sager om forpligtelse til at handle eller afstå fra at handle (se punkt 1.1, d)) er det domstolen i den retskreds, hvor forpligtelsen skal opfyldes, der har kompetence. Den saglige kompetence er fastlagt ved lov og kan ikke ændres af sagens parter ved en fælles aftale. Det skyldes, at spørgsmålet vedrører sagsfordelingen i domstolene, og at valget er truffet ud fra et samfundsmæssigt hensyn. Den stedlige kompetence ligger derimod mindre fast, fordi den fastlægges med udgangspunkt i sagsparternes interesse, og sagsparterne kan derfor med visse undtagelser vælge, at sagens skal behandles i en anden retskreds.

Top

2.1.4. Personer, der forestår tvangsfuldbyrdelsen og deres rolle, ansvar og bemyndigelse.

Det er fogeden, der som en del af retsvæsenet, står for at gennemtvinge et krav. Fogeden træffer de nødvendige foranstaltninger til at gennemtvinge et krav, nogle gange med hjælp fra f.eks. en vurderingsmand, en opsynsmand eller en administrator, hvis sagen vedrører aktiver, der kræver opbevaring eller forvaltning. I forbindelse med fast ejendom har de seneste reformer gjort det muligt for en dommer at lade en notar forestå salget. Der er dog altid en dommer, som kan kontrollere eller give retningslinjer for udførelsen af de opgaver, der varetages af de offentlige organer. Hvis der opstår konflikter, kan fogeden, notaren eller sagsparterne anmode dommeren om at kalde parterne sammen og give retningslinjer.

2.1.5. Er det obligatorisk at benytte en advokat eller anden juridisk bistand?

Tvangsfuldbyrdelsesprocedurer er opbygget på samme måde som en retssag, idet de ledes af en dommer, gennemføres ved hjælp af foranstaltninger, som dommeren enten træffer eller giver tilladelse til efter at have hørt sagens parter, og fordi de kan give anledning til en decideret retssag (se punkt 4). Derfor skal man også i tvangsfuldbyrdelsesprocedurer have en forsvarer.

2.1.6. Omkostninger ved forskellige former for tvangsfuldbyrdelse.

Der er ikke faste takster for de forskellige former for tvangsfuldbyrdelse. Udgifterne afhænger af, hvilke foranstaltninger der skal træffes (om der er aktiver, der skal vurderes, om der skal udpeges en administrator eller en opsynsmand, som har krav på honorar, eller om der er udgifter til annoncering i aviser, på internettet o.lign. i forbindelse med et salg). Den generelle regel er, at fordringshaver i første omgang betaler udgifterne, som ved sagens afslutning pålægges skyldner. Med hensyn til udgifterne til juridisk bistand (som er lovpligtig), er der udførlige regler for de minimums- og maksimumstakster, forsvarerne må opkræve afhængigt af værdien og arten af den pågældende tvangsfuldbyrdelsesprocedure.

Top

2.2. Hvad er forudsætningerne for, at en domstol kan indlede en tvangsfuldbyrdelsesprocedure? Hvilke former for gæld og skyldnere er der tale om?

De formelle og indholdsmæssige betingelser, der skal være opfyldt for at kunne gennemtvinge et krav, og de dokumenttyper, der danner grundlag for tvangsfuldbyrdelse er beskrevet i punkt 2.1.1. Ifølge italiensk lov skal endnu en betingelse være opfyldt. Den vedrører ikke den egentlige tvangsfuldbyrdelsesprocedure, men går forud for denne: fordringshaver skal forud for tvangsfuldbyrdelsesproceduren sende skyldner en påkravsskrivelse ("precetto"), hvori han tydeligt opfordrer skyldner til straks at opfylde den forpligtelse, der ifølge fordringen (afgørelse osv.) påhviler ham, med angivelse af en frist herfor, og hvori han gør det klart, at der i modsat fald vil blive indledt en tvangsfuldbyrdelsesprocedure. Derved får skyldner en frist til at opfylde sin forpligtelse og undgå tvangsfuldbyrdelse, og fordringshaver får samtidig en frist (på 90 dage), inden for hvilken han skal indlede proceduren.

3. Fuldbyrdelsesforanstaltningernes formål og karakter

3.1. Hvilke former for aktiver kan gøres til genstand for tvangsfuldbyrdelse?

I princippet kan alle aktiver, løsøre og fast ejendom, og alle de tilgodehavender, skyldner måtte have, gøres til genstand for tvangsfuldbyrdelse, fordi de er med til sikre fordringshavers formue. Loven fastsætter dog en række undtagelser afhængigt af aktivernes art eller funktion. Ifølge retspraksis kan der ikke foretages udlæg i strengt personlige ejendele, som f.eks. genstande, der indgår i vedkommendes religionsdyrkelse, genstande, der er nødvendige for at opretholde en beskeden husholdning (klæder, husholdningsmaskiner, møbler osv.), medmindre der er tale om værdifulde genstande, og endelig personlige papirer (breve, manuskripter osv.), medmindre de indgår i en samling. Der er også begrænsninger af samfundsmæssig karakter: tilgodehavender, som arbejdstager har hos arbejdsgiver inden for det offentlige eller det private, kan kun gøres til genstand for tvangsfuldbyrdelse i begrænset omfang, som fastlægges fra sag til sag, for at give skyldner mulighed for at skaffe de mest basale fornødenheder (der findes specifikke regler for de forskellige kategorier af lønmodtagere, men generelt kan kun en femtedel tvangsfuldbyrdes). Ligeledes er der også kun meget begrænsede muligheder for at gøre værktøj, genstande og bøger, som er nødvendige for, at skyldner kan udføre sit arbejde, til genstand for tvangsfuldbyrdelse. Visse tilgodehavender er helt udelukket: sociale ydelser til personer i økonomiske vanskeligheder eller til invalide personer, bidrag til forsørgelse, dvs. penge, som et familiemedlem skal betale til et andet (f.eks. forældre, der betaler til deres børn eller bidrag mellem ægtefæller), såfremt det pågældende familiemedlem er økonomisk uformående og har behov for bidraget. Der er andre begrænsninger, som er fastsat på grundlag af særlige regler, og som har til formål at sikre krav, der kommer i første rækker i forhold fordringshaverens fordring. De vigtigste begrænsninger forekommer i situationer, hvor skyldner er en offentlig administration: særlige regler fastsætter 1) at tvangsfuldbyrdelsesproceduren i visse tilfælde ikke kan indledes, før der er gået en vis tid, for at give administrationen mulighed for at afslutte de lovpligtige regnskabsprocedurer for offentlige organer, 2) at visse offentlige midler, som primært er beregnet til sociale formål (f.eks. bekæmpelse af narkotika) i visse tilfælde heller ikke kan gøres til genstand for tvangsfuldbyrdelse. Endelig er der særlige regler, som begrænser muligheden for at gøre visse værdipapirer, såsom aktier eller andele i et selskab, til genstand for tvangsfuldbyrdelse for at undgå, at eksterne parter får adgang til selskabet gennem tvangsfuldbyrdelse (regler om "billigelse").

Top

3.2. Hvilke virkninger har tvangsfuldbyrdelse?

3.2.1. Hvad er konsekvenserne for en skyldner, der ikke opfylder sine forpligtelser? Kan vedkommende fortsat råde over sine aktiver? Kan han pålægges en straf?

Tvangsfuldbyrdelsen er baseret på de betingelser, skyldners aktiver er underlagt, og foregår således: Fogeden søger på baggrund af eksekutionsgrundlaget aktiver eller penge i skyldners hjem, på skyldners person eller hos tredjemand. Han har adgang til skyldners hjem, og kan i tilfælde af, at debitor nægter ham adgang, lade sig ledsage af politiet. Når aktivet er identificeret, gøres der udlæg heri, hvilket er første led i tvangsfuldbyrdelsen. Udlæg betyder, at skyldner ikke må foretage sig noget, som betyder, at aktivet unddrages fra proceduren. Ved fast ejendom tinglyses en bemærkning om udlægget, således at udlægget bekendtgøres for tredjepart. Fogeden overdrager dernæst de penge, værdipapirer eller værdifulde genstande, han har fundet, til en opsynsmand ved domstolen. De øvrige aktiver, navnlig fast ejendom, betros en administrator (eller i visse tilfælde skyldner selv, hvis denne bor i ejendommen). Fogeden giver under alle omstændigheder opsynsmanden eller administratoren de fornødne instrukser i afventning af salg eller overdragelse af aktivet til fordringshaver. Opsynsmanden eller administratoren har pligt til at følge disse instrukser og kan drages til ansvar, både civilretligt (for skader) og strafferetligt på grundlag af forskellige bestemmelser i straffelovbogen, hvis aktiverne fjernes, ødelægges eller forringes forsætligt eller som følge af forsømmelighed.

Top

Udlægget er ikke irreversibelt: dommeren med ansvar for tvangsfuldbyrdelsen kan således på skyldners anmodning erstatte udlægget i aktiverne (eller i tilgodehavender hos tredjemand) med et udlæg i et pengebeløb, som skyldner stiller til rådighed eventuelt i form af rater. Hvis værdien af aktiverne er højere end både den fordring, som skal tvangsfuldbyrdes, og de udgifter, der er forbundet med proceduren, kan dommeren reducere udlægget ved at udelukke nogle af aktiverne eller dele deraf fra tvangsfuldbyrdelsen.

3.2.2. Hvad er konsekvenserne i forhold til tredjemand? Hvilke forpligtelser har banken med hensyn til at udlevere oplysninger om den deponerede sum og de betingelser denne er underlagt? Hvad er straffen for ikke at respektere dem?

Når der er gjort udlæg, er det pågældende aktiv underkastet tvangsfuldbyrdelsen, hvilket betyder, at eventuelle senere fordringer, der måtte vedrøre aktivet, uanset at de formelt set er gyldige, ikke har nogen indflydelse på tvangsfuldbyrdelsen, som foretages uafhængigt heraf. Bankpersonalet er underlagt samme ansvar som opsynsmænd og administratorer (se punkt 3.2.1) og må ikke give oplysninger om, hvilke betingelser indeståender er underlagt eller om løbende konti og værdipapirer, medmindre de på forhånd har dommerens tilladelse.

3.3. Hvilken gyldighed har disse foranstaltninger i forhold til skyldner? Fastsættes varigheden ved lov eller af domstolen?

Som anført i punkt 3.2.1 betyder tvangsfuldbyrdelsen, at skyldner ikke råder over aktiverne (eller har begrænset rådighed alt efter, hvad dommeren har givet tilladelse til). Denne begrænsning ophører, når fordringshaveren har fået indfriet sin fordring, dvs. når aktivet er solgt eller overdraget til fordringshaver. Når der er foretaget udlæg, skal fordringshaveren sørge for at indlede den egentlige procedure, hvorved han får sin fordring indfriet, inden for en bestemt frist. Hvis fristen for at anmode om salg eller overdragelse af aktivet overskrides, mister udlægget sin virkning, og proceduren afsluttes (det er muligt at indlede en ny procedure).

Top

4. Kan en afgørelse om tvangsfuldbyrdelse appelleres?

4.1. Hvem kan appellere afgørelsen?

Tvangsfuldbyrdelsesproceduren kontrolleres af en dommer. De personer, der er berørt af proceduren, kan anmode dommeren om at udøve denne kontrol ved at gøre indsigelse. Såvel skyldner som andre parter, som vil lide skade af fordringshavers anmodning om tvangsfuldbyrdelse (f.eks. en part, som hævder, at det pågældende aktiv tilhører ham) kan gøre indsigelse. Der kan gøres indsigelser både før og under tvangsfuldbyrdelsesproceduren. Skyldners eller tredjemands indsigelser kaldes indsigelser mod tvangsfuldbyrdelsesretten, når de gør indsigelse mod selve retten til tvangsfuldbyrdelse, dvs. retten til at indlede en tvangsfuldbyrdelsesprocedure, af subjektive eller objektive årsager. Det er også muligt at gøre indsigelse i tilfælde af, at visse formaliteter i forbindelse med tvangsfuldbyrdelsesproceduren ikke er overholdt. Dette kaldes formalitetsindsigelse mod tvangsfuldbyrdelsen.

4.2. Hvilken domstol er kompetent?

I det første tilfælde (indsigelse mod tvangsfuldbyrdelsesretten) indledes der en selvstændig sag om tvangsfuldbyrdelsen ved den domstol, der har den stedlige og saglige kompetence, som afsluttes med en afgørelse. Formalitetsindsigelser mod tvangsfuldbyrdelsen indgives derimod til den dommer, der har ansvaret for tvangsfuldbyrdelsen, som behandler indsigelsen og træffer en afgørelse. I begge tilfælde kan afgørelsen kun appelleres ved kassationsretten (efter reformen i 2006).

4.3. Hvad er fristen for at appellere?

Der kan gøres indsigelser mod tvangsfuldbyrdelsesretten både inden og under proceduren, og der er ingen bestemt frist. Der er dog en naturlig frist, nemlig ved tvangsfuldbyrdelsens afslutning. Fristen for formalitetsindsigelsen mod tvangsfuldbyrdelsen er derimod fem dage fra gennemførelsen af det forhold, der bestrides.

4.4. Hvad er virkningen af at appellere?

Dommeren kan, hvis der er alvorlige grunde hertil, suspendere tvangsfuldbyrdelsen og træffe foranstaltninger til at undgå unødig skade. Hvis tvangsfuldbyrdelsesproceduren er nået til den fase, hvor aktiverne er ved at blive overdraget, er det obligatorisk at suspendere proceduren.

« Tvangsfuldbyrdelse - Generelle oplysninger | Italien - Generelle oplysninger »

Top

Seneste opdatering : 07-05-2007