-
EMNER
Retsorden- Domstolene
- Juridiske erhverv
- Retshjælp
- Retternes kompetence
- Sagsanlæg ved domstolene
- Procesfrister
- Lovvalgsregler
- Forkyndelse
- Bevisoptagelse og bevisførelse
- Foreløbige og sikrende retsmidler
- Tvangsfuldbyrdelse
- Forenklede og hurtige procedurer
Skilsmisse- Forældremyndighed
- Underholdsbidrag
- Konkurs
- Alternativ konfliktløsning
- Erstatning til ofre for forbrydelser
- Elektronisk sagsbehandling
Skilsmisse - Italien
|
||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
1. Hvad er betingelserne for at opnå skilsmisse?
Der er ved lov fastsat udtrykkelige skilsmissegrunde ( jf. punkt 2), som er nødvendige, men ikke tilstrækkelige betingelser for, at der kan opnås skilsmisse. Retten skal nemlig efterprøve (med mere eller mindre vidtrækkende beføjelser, afhængigt af hver enkelt skilsmissegrund), at samlivet er ophørt, hvilket er fælles for alle skilsmissegrunde.
En sådan efterprøvning er også nødvendig i forbindelse med en fælles skilsmissebegæring. Det er nemlig ikke tilstrækkelig skilsmissegrund, at ægtefællerne er enige (og derfor findes der ikke nogen egentlig skilsmisse efter fælles overenskomst). De forhold, der ligger til grund for begæringen, skal altid undersøges af retten, inden der kan bevilges skilsmisse.
Retten træffer afgørelse om opløsning af ægteskabet, hvis det er indgået i henhold til civilloven, eller om de civilretlige virkningers ophør, hvis ægteskabet er indgået ved en religiøs ceremoni og korrekt indført i civilstandsregisteret. Det er nødvendigt, at anklagemyndigheden medvirker.
Kilder: lov nr. 898 af 1. december 1970, ændret ved lov nr. 436 af 1. august 1978 og lov nr. 74 af 6. marts 1987.
2. Hvad anses for skilsmissegrund?
Den ene af ægtefællerne kan kræve skilsmisse:
- når den anden ægtefælle efter ægteskabets indgåelse er blevet dømt - og dommen har fået retskraft - for meget alvorlige forhold, uanset om de er begået før ægteskabets indgåelse eller ej, dvs.:
- fængsel på livstid eller i mere end 15 år, også ved flere domme, for forsætlige lovovertrædelser, undtagen politiske overtrædelser og overtrædelser med særlige moralske eller sociale motiver,
- enhver form for frihedsstraf for incest (art.564 i straffeloven) og for voldtægt, som omhandlet i art. 609 a (voldtægt) , 609 c , 609 d, 609 g ( indført ved lov nr. 66 af 1996),
- enhver form for frihedsstraf for forsætligt drab af et barn eller for drabsforsøg på ægtefællen eller et barn,
- enhver form for frihedsstraf, ved to eller flere domme, for forhold, der har forårsaget alvorlig legemsskade, misligholdelse af pligten til at hjælpe familiemedlemmer, mishandling af familiemedlemmer og mindreårige børn og udnyttelse af en umyndig til skade for ægtefællen eller et barn, medmindre den sagsøgende ægtefælle dømmes for medvirken, eller det konstateres, at det ægteskabelige samliv er genoptaget)
- i tilfælde, hvor:
- den anden ægtefælle er blevet frikendt for de incest- og voldtægtsforhold, der er omhandlet i litra b) og c) i punkt 1 ovenfor, hvis retten fastslår, at sagsøgte er uegnet til at opretholde eller genoptage det ægteskabelige samliv
- ægtefællerne har været separeret ved dom eller efter fælles overenskomst i mindst tre år fra det tidspunkt, hvor de gav møde for retten som led i separationsproceduren
- straffesagen vedrørende forhold, der er omhandlet i punkt 1, b) og c), afsluttes med en dom om, at forbrydelsen er forældet, men at betingelserne for dens strafbarhed stadig er opfyldt
- straffesagen om incest er afsluttet med en dom om, at forholdet ikke kan straffes, da det ikke har givet anledning til en offentlig skandale
- den anden ægtefælle er udenlandsk statsborger og har fået ægteskabet omstødt og opløst i udlandet eller har indgået et nyt ægteskab i udlandet
- ægteskabet ikke er blevet fuldbyrdet
- der foreligger en retskraftig dom om kønsskifte. I dette tilfælde kan skilsmissebegæringen indgives både af den ægtefælle, der har skiftet køn, og af den anden.
Sammenfattende kan det siges, at der foruden de strafferetlige forhold (som ud over straf for særlig alvorlige forhold også omfatter tilfælde af frifindelse, fordi der er tale om mentale forstyrrelser, forbrydelsen er forældet, og der ikke foreligger nogen objektiv begrundelse for straf i tilfælde af incest) findes følgende skilsmissegrunde: separation, den anden ægtefælles omstødelse eller opløsning af ægteskabet eller indgåelse af nyt ægteskab i udlandet, manglende fuldbyrdelse af ægteskabet og kønsskifte.
3. Hvilke følger har skilsmissen med hensyn til:
a) de personlige relationer mellem ægtefællerne?
Personlige relationer. Skilsmissen indebærer:
- først og fremmest, at de ægteskabelige virkninger ophører, og at ægtefællerne dermed igen får civilstand som ugifte og får mulighed for at indgå nyt ægteskab. Kvinden er dog underlagt et midlertidigt forbud mod at indgå nyt ægteskab, medmindre betingelserne i civillovens artikel 89 er opfyldt
- at kvinden mister det efternavn, hun ved ægteskabet fik føjet til sit eget. På grundlag af en ansøgning kan domstolen dog tillade kvinden at beholde mandens efternavn foruden sit eget, når det er i hendes eller børnenes interesse.
Skilsmissen fjerner ikke slægtskabet, især ikke i direkte linje (civillovens artikel 87, stk. 4). Skilsmissen betyder ikke, at en udenlandsk ægtefælle mister det statsborgerskab, vedkommende har opnået i kraft af ægteskabet.
b) formuefællesskabet?
Formuefællesskab. Skilsmisse indebærer opløsning af formuefællesskabet (der omfatter alt det, som ægtefællerne har erhvervet i fællesskab eller hver for sig under ægteskabet, medmindre der er tale om personlige ejendele som anført i civillovens artikel 179), samt opløsning af formuefonde. Når der er mindreårige børn, vil fondene dog fortsat bestå, indtil det yngste barn bliver myndigt. Skilsmisse påvirker ikke almindelige ejendomsforhold (for eksempel genstande, som ægtefællerne hver især har købt inden ægteskabets indgåelse, eller under ægteskabet som særeje), der kan opløses på begæring fra en af ægtefællerne.
c) udøvelsen af forældremyndigheden over umyndige børn?
Forældremyndighed. Den domstol, der træffer afgørelse om skilsmisse, bestemmer også, at børnene skal overlades til en af forældrene eller, hvis det er i børnenes interesse, til forældrene i fællesskab eller på skift. Den fastlægger samværsbetingelserne for den af forældrene, der ikke har fået tilkendt forældremyndigheden, træffer dispositioner med hensyn til forvaltningen af børnenes formue og det underholdsbidrag, der skal betales af den af forældrene, der ikke har fået tilkendt forældremyndigheden.
Den af forældrene, der har fået tilkendt forældremyndigheden, har fortrinsret til at blive boende i familiens bolig. (Der henvises til afsnittet, “Forældremyndighed – Italien”, som indeholder yderligere oplysninger).
d) forsørgerpligten over for den anden ægtefælle?
Forsørgerpligt. I forbindelse med afgørelsen om skilsmisse vil domstolen på grundlag af en ansøgning tilkende den ene ægtefælle et periodisk underholdsbidrag, hvis den pågældende ikke har tilstrækkelige midler eller af objektive grunde ikke kan skaffe dem. Bidragspligten ophører, hvis den bidragsberettigede indgår nyt ægteskab. Efter aftale mellem parterne kan underholdsbidraget også udbetales som en engangsydelse, ved at den bidragsberettigede ægtefælle får tildelt ejendomsretten til fast ejendom. (Der henvises til afsnittet "Underholdsbidrag - Italien", som indeholder yderligere oplysninger).
Andre virkninger. Når den bidragsberettigede ægtefælle ikke har indgået nyt ægteskab, har vedkommende også ret til en procentdel af den anden ægtefælles fratrædelsesgodtgørelse. Hvis den tidligere ægtefælle er død, har den efterladte også ret til overførselspension eller til at dele pensionen med en eventuel efterlevende ægtefælle, samt til en del af arven, hvis den pågældende har behov derfor. Ifølge loven har den bidragsberettigede ægtefælle også mulighed for at få tinglyst en panteret i den anden ægtefælles formuegenstande eller at gøre udlæg i disse.
Misligholdelse af forsørgerpligten. Misligholdelse af forpligtelsen til at betale underholdsbidrag til ægtefællen og/eller børnene er en strafferetlig overtrædelse (jf. straffelovens artikel 570).
4. Hvad indebærer begrebet “separation” i praksis?
Separation indebærer, at ægtefællernes samlivsforpligtelse ophører. Den faktiske separation har ingen virkninger (undtagen for forhold, der ligger forud for reformlov nr. 151 fra 1975).
Separationen ophæver ikke ægteskabets retsvirkninger, men betyder blot, at forbindelserne svækkes.
Separation kan ske ved dom eller ved overenskomst.
Kilde: de materielle regler findes i civilloven (artikel 150 ff. Arvereglerne findes i civillovens artikel 548 og 585).
5. Hvad er betingelserne for separation?
Separation ved dom forudsætter, at der er konstateret forhold, som gør det utåleligt at fortsætte samlivet, eller som kan skade børnenes opdragelse alvorligt. Begæringen kan også indgives af den ægtefælle, der er skyld i disse forhold.
Efter anmodning fra en af parterne afgør domstolen – hvis forudsætningerne er til stede – hvem af ægtefællerne der er skyld i separationen (ved reformen af 1975 blev begrebet “sanktion” baseret på skyld, erstattet af begrebet “afhjælpning” af en situation, der er utålelig for samlivet eller til skade for børnene).
Skyldsspørgsmålet (der kun kan gøres gældende i afgørelsen om separation) har betydning for tilkendelse af forsørgerpligt og for arveforhold. Den offentlige anklager skal deltage.
Separation ved overenskomst beror på en aftale mellem ægtefællerne, men får først retskraft, når domstolen har godkendt den. Domstolen skal kontrollere, at ægtefællernes aftale er i overensstemmelse med familiens overordnede interesser. Hvis aftalen om overdragelse af forældremyndigheden og børnenes underhold strider mod børnenes interesse, indkalder dommeren parterne for at fortælle dem, hvilke ændringer der skal foretages, og kan i tilfælde af en utilfredsstillende løsning afslå at godkende aftalen. Ifølge retspraksis behøver den offentlige anklager ikke at deltage, hvis ikke der er mindreårige børn.
6. Hvad er retsvirkningerne af separation?
Personlige relationer: ved separation (ved dom eller overenskomst) bortfalder forpligtelsen til de former for bistand, der forudsætter samliv, faderskabsformodningen bortfalder, kvinden mister ikke mandens efternavn, som ved ægteskabet er føjet til hendes eget, men domstolen kan – efter anmodning fra manden - forbyde brugen af det, hvis det kan medføre alvorlig skade, ligesom den kan tillade kvinden ikke at bruge det, hvis det kan medføre skade.
Formuefællesskab: ved separation opløses formuefællesskabet mellem ægtefællerne.
Forældremyndighed: når domstolen træffer afgørelse om separation, tager den også stilling til forældremyndigheden og fastlægger det underholdsbidrag, som den af forældrene, der ikke har fået tilkendt forældremyndigheden, skal betale. Den ægtefælle, der har fået tilkendt forældremyndigheden, har fortrinsret til at blive boende i familiens bolig (der henvises til afsnittet “Forældremyndighed – Italien", som indeholder yderligere oplysninger).
Forsørgerpligt: Domstolen fastslår efter anmodning, at den af ægtefællerne, der ikke tillægges skylden for separationen, har ret til at modtage underhold fra de anden ægtefælle, hvis den pågældende ikke selv har tilstrækkelige midler. Ægtefællen er også bidragsberettiget, dvs. har ret til periodisk at modtage et beløb, som er nødvendigt til den pågældendes underhold, selv om vedkommende måtte være skyld i separationen (der henvises til afsnittet “Underholdsbidrag – Italien“, som indeholder yderligere oplysninger).
Ifølge retspraksis foretages den tilpasning af underholdsbidrag, som udtrykkeligt gælder i skilsmissesager, også i forbindelse med separation.
Afgørelser om forældremyndighed og beregning af underholdsbidrag (både for ægtefællen og for børnene) kan ændres. Misligholdelse af forsørgerpligten er en overtrædelse af straffeloven (artikel 570).
Separation med og uden skyld: En fraskilt ægtefælle, der ikke tilkendes skylden for separationen, har de samme arverettigheder som ægtefæller, der ikke er fraskilt.
Den ægtefælle, der tilkendes skylden for separationen, har kun ret til underholdsbidrag, hvis vedkommende ved arvefaldet havde ret til underhold fra den afdøde ægtefælle ( jf. civillovens artikel 548 og 585).
Andre virkninger: Afgørelsen om separation giver ret til tinglysning af retspant. I tilfælde af misligholdelse kan domstolen på rettighedshaverens anmodning afsige kendelse om udlæg i den bidragspligtiges formuegenstande og pålægge tredjemand, som skal betale regelmæssige beløb til den bidragspligtige, at betale en del deraf til rettighedshaveren.
7. Hvad indebærer begrebet “omstødelse af ægteskabet” i praksis?
I civilloven (artikel 117 ff.) defineres en række forskellige former for ugyldighed, som betyder, at ægteskabet kan omstødes. Det må foretrækkes at anvende kategorien ugyldighed og behandle de konkrete aspekter ved ugyldighed og de retsregler, der gælder for dem.
Ægteskabet er ugyldigt, når det er behæftet med de fejl, der udtrykkeligt er anført i loven, og som der skal gøres indsigelse imod.
Et søgsmål vedrørende omstødelse af et ægteskab forkyndes ikke over for arvingerne, medmindre sagen allerede verserer. Den offentlige anklager skal medvirke.
Kilde: de materielle regler findes i civilloven (artikel 117-129 a).
8. Hvad er betingelserne for at få omstødt et ægteskab?
Et ægteskab kan være ugyldigt af følgende årsager (artikel 117 ff. i civilloven):
- den ene af ægtefællerne er gift i forvejen (ikke civilstand som ugift): ugyldigheden er absolut og uforældelig: ansøgning kan indgives af ægtefællerne, deres nærmeste familie, den offentlige anklager og enhver, der har interesse deri
- impedimentum criminis: denne grund foreligger, når ægteskabet er indgået af personer, hvoraf den ene er dømt for drab eller drabsforsøg på den andens ægtefælle: ugyldigheden er absolut og kan gøres gældende af ægtefællerne, den offentlige anklager og af enhver, der har interesse deri
- forbud på grund af mentalt handicap hos en af ægtefællerne: der kan også nedlægges forbud efter ægteskabets indgåelse, hvis det kan fastslås, at det mentale handicap eksisterede inden ægteskabet: ægteskabet kan anfægtes af værgen, den offentlige anklager eller af enhver, der har interesse deri
- manglende handleevne ( dvs. invaliditet) hos den ene af ægtefællerne: ægteskabet kan anfægtes af den ægtefælle, der – selv om der ikke foreligger noget forbud – beviser, at vedkommende indgik ægteskabet uden at være i stand til at forstå rækkevidden af sine handlinger: ægteskabet kan ikke anfægtes, hvis parret – efter at den pågældende igen har fået sine sansers fulde brug – har levet sammen i et år
- alder: ansøgning kan indgives af ægtefællerne, den offentlige anklager og forældrene. ´Den mindreårige kan først handle et år efter at være blevet myndig
- slægtskab, adoptions- og paternitetsforhold: ugyldigheden kan gøres gældende af ægtefællerne, den offentlige anklager og af enhver, der har interesse deri, medmindre der er gået et år efter ægteskabets indgåelse, eller det ville have været muligt at opnå tilladelse
- vold, frygt og fejl (samtykke opnået ved vold eller alvorlig frygt, der skyldes faktorer, som ægtefællen ikke har indflydelse på, forkert identitet eller fejl med hensyn til den anden ægtefælles personlighed (jf. civillovens artikel 122): ansøgning kan indgives af den ægtefælle, hvis samtykke er opnået på grund af et af ovennævnte forhold, medmindre parret har levet sammen i et år efter, at volden eller frygten er ophørt eller fra det tidspunkt, hvor fejlen blev opdaget
- proforma: ægteskabet kan anfægtes af hver af ægtefællerne, der havde aftalt ikke af opfylde de forpligtelser og udøve de rettigheder, der følger deraf. Der kan ikke indgives ansøgning, når der er gået et år efter ægteskabets indgåelse, eller når ægtefællerne har levet sammen som mand og kone efter ægteskabets indgåelse, om end i en kort periode.
9. Hvilke følger har omstødelse af ægteskabet?
Hvis ægtefællerne handlede i god tro (dvs. at de ikke havde kendskab til fejlen ved ægteskabets indgåelse), betragtes ægteskabet som gyldigt, indtil det omstødes, og omstødelsen gælder ex nunc (putativt ægteskab). Børn, der fødes eller undfanges i ægteskabet, betragtes som ægtebørn og er derfor omfattet af reglerne for separation af ægtefæller med mindreårige børn.
Domstolen kan også pålægge den ene af ægtefællerne at yde regelmæssige bidrag i højst tre år til den anden ægtefælle, som ikke selv har tilstrækkelige midler og ikke har indgået nyt ægteskab.
Hvis en af ægtefællerne handlede i god tro, får det putative ægteskab retsvirkninger til fordel for denne ægtefælle og eventuelle børn. Den ægtefælle, der handlede i ond tro, skal betale en passende erstatning svarende til tre års underhold samt underholdsbidrag, hvis der ikke findes andre bidragspligtige.
Hvis ægtefællerne handlede i ond tro, får ægteskabet retsvirkninger for børn, der fødes eller undfanges i ægteskabet, medmindre ugyldigheden skyldes bigami eller incest. Børn, der fødes i et ægteskab, som omstødes på grund af bigami, kan dog få faderskabet anerkendt.
God tro formodes kun at foreligge på det tidspunkt, hvor ægteskabet indgås.
10. Findes der udenretslige alternativer til løsning af problemer vedrørende skilsmisse ?
Der findes ingen alternativer til løsning af problemer vedrørende skilsmisse (eller separation). Der findes heller ingen muligheder for familiemægling. Parlamentet er ved at behandle en række lovforslag om familiemægling med det formål at give ægtefællerne mulighed for at aftale, hvem der skal have tildelt forældremyndigheden.
11. Hvor indgives begæring om skilsmisse, separation eller omstødelse af ægteskabet? Hvilke formaliteter skal overholdes, og hvilke dokumenter skal vedlægges begæringen?
Procedurereglerne for skilsmisse gælder også for separation ved dom, medmindre de er uforenelige. I så fald gælder bestemmelserne i den civile retsplejelovs artikel 706 ff.
Sagen behandles som en særlig undersøgelsessag efter regler, der adskiller sig fra de normale procedureregler, især i den indledende fase.
Kompetence: retten (bestående af flere dommere) på den sagsøgte ægtefælles opholds- eller bopælssted, eller, hvis sagsøgte ikke kan findes eller har bopæl i udlandet, på sagsøgers opholds- eller bopælssted. Hvis begge ægtefæller har bopæl i udlandet, er en hvilken som helst domstol i Italien kompetent. I tilfælde af skilsmisse ved fælles overenskomst kan ægtefællerne vælge enten den enes eller den andens opholds- eller bopælssted.
Procedure: skilsmissebegæringen indgives til dommerkontoret ved den kompetente domstol. De relevante dokumenter vedlægges, men de kan også fremlægges under retsmødet. Sagsøger har ansvaret for, at begæringen og den kendelse, hvorved retsformanden har indkaldt ægtefællerne til at give møde, forkyndes for den anden ægtefælle. Hvis mæglingsforsøget under retsmødet ikke lykkes, træffer retsformanden foreløbige forholdsregler i ægtefællernes og børnenes interesse og fastlægger et retsmøde for undersøgelsesdommeren, der vil behandle sagen efter de almindelige procedureregler.
Skilsmisse ved fælles overenskomst: en fælles skilsmissebegæring forudsætter, at ægtefællerne er enige om skilsmisse og om betingelserne vedrørende børnene og de økonomiske forhold. Proceduren er forenklet.
Kilde: lov nr. 898 af 1970 med senere ændringer. For separation gælder artikel 706-711 i den civile retsplejelov
12. Er det muligt at opnå fri proces?
Der er mulighed for fri proces og dermed advokatbistand uden at skulle afholde udgifter til forsvar og andre sagsomkostninger. Udenlandske statsborgere, der har lovligt ophold i Italien, har også adgang til fri proces. Betingelserne for fri proces er fastsat i lov nr. 2l7 af 1990 og i afsnittet vedrørende retshjælp. Da ansøgning indgives til advokatrådet, henvises til de relevante websteder www.ordineavvocati.roma.it/ 
(advokatrådet i Rom) og: www.giustizia.it/servizi_cittadino/patrocinio_stato.htm 
- 
- (justitsministeriet).
Kilde: lov nr. 217 af 1990, ændret ved lov nr. 134 af 2001.
13. Kan en afgørelse om skilsmisse, separation eller omstødelse af ægteskab appelleres?
Afgørelser om separation, skilsmisse eller omstødelse af ægteskab kan anfægtes ved en appelinstans. Afgørelser, der ikke er definitive, og som vedrører skilsmisse (f.eks. når sagen fortsætter med henblik på fastsættelse af underholdsbidrag) eller separation (f.eks. når sagen fortsætter med henblik på afklaring af skyldsspørgsmålet eller fastlæggelse af underholdsbidrag), kan ikke appelleres senere (dvs. sammen med den endelige afgørelse), men skal appelleres inden for de frister, der er fastsat i loven.
14. Hvilken fremgangsmåde skal man benytte for at få en retsafgørelse om skilsmisse, separation eller omstødelse af ægteskab, der er truffet af en domstol i en anden EU-medlemsstat, anerkendt i Italien?
I denne forbindelse anvendes forordning (EF) nr. 2201/2003 af 27. november 2003, der fastlægger en fælles procedure for alle EU-lande.
Anerkendelsen er automatisk. Der er derfor ikke behov for at ajourføre oplysningerne i civilstandsregisteret i en medlemsstat som følge af en definitiv retsafgørelse om skilsmisse, separation og omstødelse af ægteskab.
Enhver part med interesse i sagen kan dog også give meddelelse om, at afgørelsen skal eller ikke skal anerkendes. Grundene til ikke at anerkende en afgørelse er udtrykkeligt fastsat i forordningen. Begæringen (i form af et søgsmål) indgives til den appeldomstol, der har kompetence i det pågældende geografiske område (med henvisning til det sted, hvor afgørelsen skal gennemføres, og i henhold til interne regler). Dommeren træffer afgørelse omgående (uden partshøring), og afgørelsen forkyndes for ansøgeren.
15. Til hvilken domstol i Italien skal man henvende sig for at gøre indsigelse mod en retsafgørelse om skilsmisse, separation eller omstødelse af ægteskab, der er truffet af en domstol i en anden EU-medlemsstat? Hvilken fremgangsmåde anvendes i sådanne tilfælde?
Hver af parterne kan gøre indsigelse mod afgørelsen om anerkendelse ved at henvende sig til den appeldomstol, der har truffet den, inden en måned efter forkyndelsen af den (to måneder, hvis modparten har bopæl i en anden stat). I denne anden fase overholdes reglerne om partshøring, og sagen gennemføres efter det kontradiktoriske princip.
Afgørelse om indsigelse kan indbringes for kassationsdomstolen (Jf. bilag til forordningen).
16. Hvilken lovgivning finder anvendelse i en skilsmissesag mellem ægtefæller, der ikke har bopæl i Italien, eller som har forskellig nationalitet?
Separation og skilsmisse reguleres af den nationale lovgivning, der er fælles for ægtefællerne på det tidspunkt, hvor begæring om separation eller skilsmisse indgives. Hvis ægtefællerne har forskelligt statsborgerskab, træffer dommeren afgørelse om, hvilken lov der skal finde anvendelse, på grundlag af en vurdering af, i hvilket land det ægteskabelige samliv fortrinsvis har fundet sted.
Hvis den pågældende udenlandske lov, der finder anvendelse, ikke indeholder bestemmelser om separation og skilsmisse, anvendes italiensk ret (artikel 31 i lov nr. 218 af 1995), idet lex fori har forrang i dette tilfælde. Det skal i denne forbindelse understreges, at anvendelse af italiensk ret ikke forudsætter, at sagsøger har italiensk statsborgerskab, men også kan gøres gældende af en udlænding, både ved et blandet ægteskab og ved et ægteskab mellem to udlændinge.
I denne forbindelse skal det bemærkes, at italiensk ret finder anvendelse på begæringer om separation eller skilsmisse, der er indgivet af italienske ægtefæller, uanset om de har bopæl i Italien eller ej. Hvis ægtefællerne har forskellig nationalitet, anvendes lovgivningen i den stat, hvor det ægteskabelige samliv fortrinsvis har fundet sted, men hvis denne lovgivning ikke indeholder bestemmelser om separation eller skilsmisse, anvender den italienske domstol italiensk ret.
« Skilsmisse - Generelle oplysninger | Italien - Generelle oplysninger »
Top
Seneste opdatering : 28-05-2007
