Retsorden Domstolene Juridiske erhverv Retshjælp Retternes kompetence Sagsanlæg ved domstolene Procesfrister
Lovvalgsregler Forkyndelse Bevisoptagelse og bevisførelse Foreløbige og sikrende retsmidler Tvangsfuldbyrdelse Forenklede og hurtige procedurer Skilsmisse Forældremyndighed Underholdsbidrag Konkurs Alternativ konfliktløsning Erstatning til ofre for forbrydelser Elektronisk sagsbehandling
|
||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
Svensk international privatret er kun delvis kodificeret og består af en blanding af lovgivning og retspraksis. Den lovgivning, der findes, tager hovedsageligt sigte på at gennemføre internationale konventioner, som Sverige har tiltrådt. De vigtigste bestemmelser og love på området er:
Ægteskab og børn
Arv
Aftaler og køb
Skadeserstatning
Sverige er part i nedennævnte multilaterale internationale konventioner, som indeholder lovvalgsbestemmelser. Da Sverige indtager en dualistisk holdning til internationale traktater, er disse multilaterale konventioner også gennemført i den nationale lovgivning. Se ovenfor.
Nationernes Forbund
Haagerkonferencen om international privatret
EU
Nordiske konventioner
Der findes ingen bestemmelse i svensk ret om, at en domstol på eget initiativ skal anvende udenlandsk ret. Spørgsmålet er i det væsentlige blevet afklaret ved retspraksis, og der synes at være en skillelinje mellem sager om fravigelige bestemmelser og sager om ufravigelige bestemmelser. I sager om fravigelige bestemmelser, dvs. tvister om noget, som parterne frit kan aftale, synes det at være nødvendigt, at en part påberåber sig udenlandsk ret, for at den anvendes. Der findes flere domme i sager med en klar tilknytning til udlandet, hvor svensk ret uden videre er blevet anvendt, da ingen af parterne havde påberåbt sig udenlandsk ret. I sager om ufravigelige bestemmelser, f.eks. sager om konstatering af faderskab, har der derimod været eksempler på, at domstolene på eget initiativ har anvendt udenlandsk ret.
I svensk international privatret er den generelle holdning til renvoi negativ. En undtagelse herfra findes dog i veksellovens § 79, stk. 2, og checklovens § 58, stk. 2, vedrørende udenlandske statsborgeres ret til at foretage transaktioner ved hjælp af veksler og checks. Forklaringen er, at disse bestemmelser bygger på internationale konventioner. Endvidere findes der undtagelser i § 9, stk. 2, i loven om virkningerne af en konkurs i et andet nordisk land (1981:7) og i §§ 5-7 i loven om lovvalg i forbindelse med visse forsikringsaftaler (1993:645). Endelig accepteres renvoi, for så vidt angår formkravene til et ægteskabs gyldighed, i kap. 1, § 7, stk. 1, i loven om visse internationale retsforhold vedrørende ægteskab og værgemål (1904:26 s. 1).
Der findes ikke i svensk international privatret nogen generel bestemmelse om betydningen af ændret tilknytning, idet dette forhold specifikt reguleres i hver enkelt lov. Eksempelvis følger det således af § 4, stk. 1, i loven om visse internationale spørgsmål vedrørende formueforholdet mellem ægtefæller (1990:272), at "hvis der ikke er indgået nogen aftale om lovvalg, gælder lovgivningen i den stat, hvor ægtefællerne havde bopæl, da de giftede sig", og ifølge § 4, stk. 2, i samme lov, at "hvis begge ægtefæller senere har taget bopæl i en anden stat og boet der i mindst to år, gælder i stedet lovgivningen i denne stat".
I svensk international privatret er det et almindeligt anerkendt princip, at en bestemmelse i udenlandsk ret ikke skal anvendes, hvis en sådan anvendelse ville være åbenbart uforenelig med de grundprincipper, som svensk ret bygger på. Bestemmelser med et sådant indhold kan findes i mange lovgivninger om international privat. Det kan dog ikke heraf sluttes, at et forbehold vedrørende den offentlige orden (ordre public) forudsætter en hjemmel i lovgivningen. Der findes meget få retsafgørelser om, at udenlandsk ret ikke ansås at kunne anvendes under henvisning til ordre public.
At fastslå, hvilke svenske bestemmelser der internationalt er obligatoriske, er normalt en opgave, der tilkommer domstolene.
Hvis domstolen ikke kender indholdet af den udenlandske lovgivning, som efter dens opfattelse skal finde anvendelse, har den to muligheder. Enten foretager den selv en undersøgelse, eller også anmoder den en af parterne om at fremskaffe de fornødne oplysninger. Hvilket af disse alternativer, der vælges, er op til domstolen. Hvis domstolen vælger selv at undersøge spørgsmålet, kan den få hjælp fra justitsministeriet. Generelt kan det siges, at domstolen bør være mere aktiv i sager, der vedrører ufravigelige bestemmelser, end i sager, hvor parterne har en vis aftalefrihed. I sidstnævnte sager kan den i større udstrækning overlade det til parterne at fremskaffe de nødvendige oplysninger.
Sverige er part i Romkonventionen af 1980 om, hvilken lov der skal anvendes på kontraktlige forpligtelser. På visse områder findes der særlige lovvalgsregler.
For aftaler om køb af løsøre gælder loven om lovvalg i forbindelse med køb af løsøre (1964:528), som er en gennemførelse af Haagerkonventionen af 1955 om, hvilken lov der skal anvendes på løsørekøb af international karakter. Loven har forrang for Romkonventionens bestemmelser. Den omfatter dog ikke forbrugerkøb. Ifølge § 3 kan køber og sælger aftale, hvilken lovgivning der skal finde anvendelse. Hvis parterne ikke har foretaget noget lovvalg, er det ifølge lovens § 4 lovgivningen i det land, hvor sælgeren har sit hjemsted, der skal anvendes. Der gælder undtagelser fra denne regel i tilfælde, hvor sælgeren har modtaget betalingen i køberens hjemland, eller hvor der er tale om køb på børs eller auktion.
For visse forbrugeraftaler er der også fastsat undtagelser fra Romkonventionens bestemmelser. I § 13 i loven om aftalevilkår i forbindelse med forbrugerkøb (1994:1512), § 18 i loven om beskyttelse af forbrugere i forbindelse med aftaler om time-sharing (1997:218) og kapitel 5, § 2, i loven om fjernsalg og dørsalg (2005:59) findes der særlige bestemmelser, som tager sigte på at beskytte forbrugerne mod lovvalgsaftaler. Ifølge disse bestemmelser er det under visse omstændigheder lovgivningen i et EØS-land, der skal anvendes, hvis den giver forbrugeren en bedre beskyttelse.
For veksler og checks findes der særlige bestemmelser i §§ 79–87 i vekselloven (1932:130) og §§ 58–65 i checkloven (1932:131). De bygger på Genèvekonventionen af 1930 om løsning af visse lovkonflikter vedrørende veksler og Genèvekonventionen af 1931 om løsning af visse lovkonflikter vedrørende checks.
For visse aftaler om livsforsikring og skadesforsikring gælder loven om lovvalg i forbindelse med visse forsikringsaftaler (1993:645).
Spørgsmålet om lovvalg ved forpligtelser uden for kontraktforhold er ikke generelt reguleret ved lov. I sag NJA 1969, s. 163, blev det fastslået, at erstatningsansvaret for skader uden for kontraktforhold skal bedømmes efter lovgivningen i det land, hvor den skadegørende handling har fundet sted, dvs. efter den såkaldte lex loci delicti-regel. I det pågældende tilfælde blev der ikke taget hensyn til, at skadevolderen og skadelidte havde samme hjemsted. Der findes intet tilfælde i retspraksis, som besvarer spørgsmålet om, hvilket lands lovgivning der skal anvendes, hvis den skadegørende handling finder sted i et andet land end det land, hvor den umiddelbare skade opstår.
I svensk international privatret er statsborgerskabet traditionelt blevet anset for at være det afgørende tilknytningsforhold i forbindelse med konstatering af personalstatuttet. Der findes imidlertid nu så mange eksempler på, at statsborgerskabet må vige for bopælen som det væsentligste tilknytningsforhold, at det er tvivlsomt, om man stadig kan tale om et bestemt tilknytningsforhold, der i første række er afgørende for personalstatuttet. I svensk international privatret anses personalstatuttet hovedsageligt at vedrøre spørgsmål om handleevne og navn.
Ifølge kapitel 1, § 1, i loven om visse internationale retsforhold vedrørende ægteskab og værgemål (1904:26 s. 1) skal retten til at indgå ægteskab ved en svensk myndighed i princippet prøves efter den svenske lovgivning, hvis manden eller kvinden er svensk statsborger eller har bopæl i landet. For nordiske forhold gælder en lignende bestemmelse i § 1 i bekendtgørelsen om visse internationale retsforhold vedrørende ægteskab, adoption og værgemål (1931:429).
Om værgemål og formynderskab findes der særlige bestemmelser i kapitel 4 og 5 i loven om visse internationale retsforhold vedrørende ægteskab og værgemål (1904:26 s. 1) og i §§ 14-21a i bekendtgørelsen om visse internationale retsforhold vedrørende ægteskab, adoption og værgemål (1931:429).
Med hensyn til retten til at oprette eller tilbagekalde testamente er det ifølge kapitel 1, § 3, i loven om internationale retsforhold vedrørende dødsboer (1937:81) lovgivningen i det land, hvor testator var statsborger, der er gældende.
Spørgsmålet om, hvilken lovgivning der finder anvendelse på retten til at indgå aftaler, er delvis reguleret i artikel 11 i Romkonventionen. Om retten til at udstede veksler og checks findes der særlige bestemmelser i § 79 i vekselloven og § 58 i checkloven.
Vedrørende proceshabilitet findes der en særlig bestemmelse i kapitel 11, § 3, i retsplejeloven, ifølge hvilken en udlænding, som ikke i sit hjemland har ret til at føre retssager, alligevel har ret hertil i Sverige, hvis dette følger af den svenske lovgivning.
Spørgsmål vedrørende navne anses i svensk international privatret at henhøre under personretten. Det indebærer f.eks., at en ægtefælles antagelse af den anden ægtefælles navn ikke betragtes som en af ægteskabets retsvirkninger i personlig henseende. Ifølge § 50 i navneloven (1982:670) finder denne lov ikke anvendelse på svenske statsborgere, som har bopæl i Danmark, Norge eller Finland. Deraf kan det modsætningsvis sluttes, at den gælder for de øvrige svenske statsborgere. Loven gælder ifølge § 51 også for udenlandske statsborgere, som har bopæl i Sverige.
I svensk materiel ret sondres der ikke mellem ægte og uægte børn, og i svensk international privatret findes der heller ingen særlige lovvalgsregler vedrørende konstateringen af, om et barn skal anses for at være født i eller uden for ægteskab, eller om det senere kan "legitimeres".
Hvad angår den lovgivning, der skal anvendes med hensyn til konstatering af faderskab, gælder der forskellige bestemmelser, alt efter om der er tale om faderskabsformodning eller om en domstolsafgørelse om konstatering af faderskab. Faderskabsformodningen fremgår af § 2 i loven om internationale spørgsmål vedrørende faderskab (1985:367). Ifølge denne bestemmelse skal den mand, som er eller har været gift med barnets moder, anses som barnets far, hvis dette følger af lovgivningen i den stat, hvor barnet fik bopæl ved fødslen, eller, hvis denne lovgivning ikke indeholder nogen bestemmelse herom, hvis det følger af lovgivningen i den stat, i hvilken barnet ved fødslen blev statsborger. Hvis barnet ved fødslen får bopæl i Sverige, skal spørgsmålet dog altid afgøres vad anvendelse af svensk ret. Hvis faderskabet skal fastslås ved en domstolsafgørelse, skal retten anvende lovgivningen i det land, hvor barnet har bopæl på tidspunktet for førsteinstansrettens afgørelse.
Ifølge § 2, stk. 1, i loven om internationale retsforhold vedrørende adoption (1971:796) skal en svensk domstol i forbindelse med adoptionsansøgningen anvende den svenske lovgivning. I § 2, stk. 2, i samme lov er det dog fastsat, at retten, hvis adoptionsansøgningen vedrører et barn på under 18 år, skal tage særligt hensyn til, om ansøgeren eller barnet ved statsborgerskab, bopæl eller på anden måde har tilknytning til en anden stat, og om det kan forventes at medføre væsentlige ulemper for barnet, hvis adoptionen ikke bliver gældende i den pågældende stat.
Med hensyn til adoptionens retsvirkninger gælder det, at når en udenlandsk adoptionsbeslutning er gældende i Sverige, betragtes adoptivbarnet som adoptivforældrenes barn i et svensk ægteskab, hvad angår spørgsmål om omsorg, værgemål og underhold. Arveretligt skal et adoptivbarn ligestilles med adoptivforældrenes børn født i ægteskab, men kun hvis adoptionen har fundet sted i Sverige. Hvis adoptionen har fundet sted i udlandet, vil adoptivbarnets arveret blive fastlagt efter den lovgivning, som i øvrigt finder anvendelse på arveretlige forhold, dvs. lovgivningen i det land, hvor vedkommende er statsborger.
Hvad angår retten til at indgå ægteskab, henvises til punkt 3.3. Et ægteskab anses at være gyldigt med hensyn til formkravene, hvis det er gyldigt i det land, hvor det er indgået, jf. kapitel 1, § 7, i loven om visse internationale retsforhold vedrørende ægteskab og værgemål (1904:26 s. 1).
Ægteskabets retsvirkninger kan opdeles i to hovedgrupper, de personlige retsvirkninger og de retsvirkninger, der vedrører ægtefællernes formueforhold. En af de væsentligste af ægteskabets personlige retsvirkninger er ægtefællernes indbyrdes underholdspligt. I svensk international privatret anses spørgsmål vedrørende ægtefællers arveret, en ægtefælles antagelse af den anden ægtefælles navn og ægtefællers forsørgelsespligt over for den anden ægtefælles børn ikke at være retsvirkninger af ægteskabet, og den lovgivning, der finder anvendelse, følger af lovvalgsreglerne vedrørende arv, navn osv.
Spørgsmålet om, hvilken lovgivning der finder anvendelse på underholdspligten over for ægtefællen, er ikke lovreguleret. Lovgivningen i det land, hvor den underholdsberettigede har sin bopæl, finder anvendelse, hvis ægtefællerne også har haft fælles bopæl i det pågældende land under ægteskabet. Den svenske højesteret har endnu ikke taget stilling til spørgsmålet om, hvilken lovgivning der finder anvendelse, hvis den underholdsberettigede er flyttet til et andet land, men der findes afgørelser fra landsretterne (hovrätt), som viser en tendens til at anvende lovgivningen i det land, som den underholdsberettigede er flyttet til. En aftale om lovvalg er blevet respekteret i de tilfælde, hvor en sådan er blevet indgået efter tvistens opståen.
Spørgsmål vedrørende skilsmisse afgøres ifølge kapitel 3, § 4, stk. 1, i loven om visse internationale retsforhold vedrørende ægteskab og værgemål (1904:26 s. 1) efter den svenske lovgivning ved svenske domstole. I henhold til stk. 2 i samme paragraf gøres der en undtagelse, hvis begge ægtefæller er udenlandske statsborgere, og ingen af dem det seneste år har haft bopæl i Sverige.
Svensk materiel ret kender ikke begreberne separation og omstødelse af ægteskab. Der er heller ingen generelle lovvalgsregler, som finder anvendelse på sådanne tilfælde. For så vidt angår nordiske forhold, gælder det ifølge § 9 i bekendtgørelsen om visse internationale retsforhold vedrørende ægteskab, adoption og værgemål (1931:429), at domstolen i tilfælde af separation skal anvende Sveriges egen lovgivning.
Ifølge kapitel 3, § 1, i loven om registreret partnerskab (mellem to personer af samme køn) (1994:1117) har et partnerskab samme retsvirkninger som et ægteskab. Kapitel 3, § 4, i samme lov indeholder dog en undtagelsesbestemmelse med hensyn til anvendelse af bekendtgørelsen om visse internationale retsforhold vedrørende ægteskab, adoption og værgemål (1931:429).
Spørgsmålet om, hvilken lovgivning der finder anvendelse på formueforholdet mellem ægtefæller, er reguleret i loven om visse internationale spørgsmål vedrørende formueforholdet mellem ægtefæller (1990:272). Ifølge lovens § 3 kan ægtefæller eller kommende ægtefæller ved en skriftlig aftale vælge, at lovgivningen i et land, hvor mindst en af dem har bopæl eller statsborgerskab på tidspunktet for aftalens indgåelse, skal finde anvendelse på deres indbyrdes formueforhold.
Hvis ægtefællerne ikke har indgået nogen gyldig lovvalgsaftale, er det ifølge lovens § 4 lovgivningen i det land, hvor de tog bopæl efter at have giftet sig, der finder anvendelse. Hvis begge ægtefæller senere har taget bopæl i et andet land og været bosatte der i mindst to år, er det i stedet dette lands lovgivning, der finder anvendelse. Har begge ægtefæller tidligere under ægteskabet haft bopæl i dette land, eller er de begge statsborgere i det pågældende land, finder dette lands lovgivning dog anvendelse, så snart de bosætter sig der.
Ifølge lovens § 5 gælder det, at en lovvalgsaftale er gyldig, hvis den er i overensstemmelse med den lovgivning, der finder anvendelse på ægtefællernes formueforhold på tidspunktet for aftalens indgåelse. Indgås lovvalgsaftalen inden ægteskabet, er den gyldig, hvis den er i overensstemmelse med den lovgivning, der vil finde anvendelse på ægtefællerne, når de indgår ægteskabet. Lovvalgsaftalen anses endvidere for at opfylde formkravene, hvis den opfylder formkravene ifølge lovgivningen i det land, hvor den indgås, eller hvor ægtefællerne på tidspunktet for indgåelsen har bopæl.
For nordiske ægteskaber er der fastsat særlige regler i bekendtgørelsen om visse internationale retsforhold vedrørende ægteskab, adoption og værgemål (1931:429).
Ifølge kapitel 1, § 1, stk. 1, i loven om internationale retsforhold vedrørende dødsboer (1937:81) skal retten til arv alene bestemmes efter lovgivningen i det land, som arvelader var statsborger i på tidspunktet for dødsfaldet. Efter dette lands lovgivning bestemmes det bl.a., hvem der er arveberettiget, hvilken andel af formuen de enkelte arvinger er berettigede til, og om der eventuelt er ret til tvangsarv. Selv en arvings ret til ud over sin tvangsarv at få underholdsbidrag fra arvemassen afgøres efter lovgivningen i det pågældende land.
Spørgsmålet om, hvorvidt en gave skal anses for at være et arveforskud, afgøres ifølge lovens kap 1, § 8, efter lovgivningen i det land, hvor arveladeren var statsborger på tidspunktet for gaven. På samme måde skal afgørelser om, hvilke bindende virkninger en arveaftale med arveladeren eller en dødsgave har, ifølge lovens kapitel 1, § 7, træffes i henhold til lovgivningen i det land, hvor arveladeren var statsborger på aftale- eller gavetidspunktet.
I lovens kapitel 1, § 9, er det fastsat, at spørgsmål om, hvorvidt en person overhovedet har habilitet til at modtage en arv, skal bestemmes efter lovgivningen i det land, hvor den pågældende er statsborger.
Spørgsmål om habilitet til at oprette eller tilbagekalde et testamente skal ifølge lovens kapitel 1, § 3, afgøres efter lovgivningen i det land, i hvilket testator var statsborger på tidspunktet for dispositionen.
Et testamente skal ifølge lovens kapitel 1, § 4, anses at opfylde formkravene, hvis det opfylder formkravene i henhold til lovgivningen i det land, hvor testamentet blev oprettet, eller i det land, hvor testator på tidspunktet for oprettelsen eller ved sin død var statsborger. Hvis testamentet omfatter fast ejendom, anses det også at opfylde formkravene, hvis det opfylder formkravene ifølge lovgivningen på det sted, hvor den faste ejendom er beliggende. Det samme gælder i forbindelse med tilbagekaldelse af et testamente. Bestemmelsen er en gennemførelse af Haagerkonventionen af 1961 om lovkonflikter vedrørende formkrav til testamenter.
Gyldigheden af et testamentes indhold vurderes ifølge lovens kapitel 1, § 5, efter lovgivningen i det land, hvor testator var statsborger på tidspunktet for dødsfaldet. Det samme gælder ifølge lovens kapitel 1, § 6, ved afgørelse af, om et testamente er ugyldigt på grund af sindssygdom, svig, vildfarelse, tvang eller anden utilbørlig påvirkning.
For nordiske forhold er der fastsat særlige bestemmelser i loven om dødsboer efter danske, finske, islandske eller norske borgere, som havde bopæl her i landet, m.v. (1935:44).
På tingsrettens område findes der kun lovvalgsbestemmelser for bestemte tilfælde vedrørende skibe og luftfartøjer, finansielle instrumenter og ulovligt fjernede kulturgenstande samt for visse situationer, der er reguleret i den nordiske konkurskonvention og EU's konkursforordning.
De tingsretlige virkninger af f.eks. et køb eller en pantsætning af fast ejendom eller løsøre skal bestemmes i henhold til lovgivningen i det land, hvor det pågældende aktiv befinder sig på tidspunktet for købet eller pantsætningen. Ifølge denne lovgivning skal det konstateres, hvilke former for tingsret der findes, hvordan den pågældende tingsret opstår og ophører, hvilke formkrav der gælder, og hvilke rettigheder over for tredjemand en given tingsret omfatter.
Med hensyn til udenlandske sikkerhedsgivende rettigheder er det i retspraksis blevet fastslået, at hvis sælgeren på tidspunktet for den sikkerhedsgivende rets indtræden var bekendt med, at aktivet skulle flyttes til Sverige (og den sikkerhedsgivende ret ikke gælder i Sverige), burde vedkommende i stedet have sørget for en sikkerhedsgivende ret, som opfylder de retlige krav i Sverige. Endvidere bør retsvirkninger af den udenlandske sikkerhedsgivende ret ikke anerkendes, hvis der er forløbet en vis tid, efter at aktivet er flyttet til Sverige. Den udenlandske borger har i så fald haft fornøden tid til enten at skaffe sig en ny sikkerhed eller at inddrive sin fordring.
I en svensk konkurssag finder svensk ret anvendelse på selve konkursproceduren og på andre spørgsmål af konkursretlig art, f.eks. betingelserne for at indlede en konkurssag.
Særlige bestemmelser om forholdet til andre EU-medlemsstater findes i forordning (EF) nr. 1346/2000 om konkurs.
« Lovvalgsregler - Generelle oplysninger | Sverige - Generelle oplysninger »
Seneste opdatering : 20-03-2007
|
Top