Europa-Kommissionen > ERN > Lovvalgsregler > Italien

Seneste opdatering : 20-02-2007
Printervenlig version Føj til favoritter

Lovvalgsregler - Italien

EJN logo

Denne side er ikke længere aktiv. Vi er ved at opdatere siden, som vil blive flyttet til den europæiske e-justice-portal.


 

INDHOLDSFORTEGNELSE

I. RETSKILDER I.
I.1. National ret I.1.
I.2. Internationale aftaler

Udtømmende liste over de gældende internationale konventioner I.2.

I.3. De vigtigste bilaterale aftaler

Liste over de bilaterale aftaler, som domstolene anvender hyppigst (ikke udtømmende) I.3.

II. ANVENDELSE AF LOVVALGSREGLER II.
II.1. Dommerens anvendelse af lovvalgsregler ex officio II.1.
II.2. Renvoi II.2.
II.3. Ændret tilknytning II.3.
II.4. Undtagelser fra anvendelsen af lovvalgsreglerne II.4.
II.5. Vurdering af udenlandsk ret II.5.
III. LOVVALGSREGLER III.
III.1. Kontraktlige forpligtelser og retshandler III.1.
III.2. Forpligtelser uden for kontraktforhold (culpa-ansvar, uberettiget berigelse, uanmodet forretningsførelse (negotiorum gestio) osv. III.2.
III.3. Personalstatut, aspekter vedrørende civilstand (navn, bopæl, retsevne) III.3.
III.4. Faderskab, forholdet mellem forældre og børn samt adoption III.4.
III.5. Ægteskab, papirløse forhold, partnerskab, skilsmisse, separation og underhold III.5.
III.6. Formueforholdet mellem ægtefæller III.6.
III.7. Arv i henhold til lov eller testamente III.7.
III.8. Tinglige rettigheder

Fast ejendom og løsøregenstande (det er i denne forbindelse overflødigt at foretage en detaljeret gennemgang af reglerne om immaterielle formuegenstande). III.8.

III.9. Insolvens III.9.

 

I. RETSKILDER

I.1. National ret

Internationale privatretlige forhold reguleres i Italien ved lov nr. 218 af 31. maj 1995, der har erstattet artikel 16 til 31 i de generelle retsregler i civilloven.  

I.2. Internationale aftaler

Udtømmende liste over de gældende internationale konventioner

De internationale konventioner, der er gældende i Italien, er anført i bilaget PDF File (PDF File 14 KB).

I.3. De vigtigste bilaterale aftaler

Liste over de bilaterale aftaler, som domstolene anvender hyppigst (ikke udtømmende)

De bilaterale aftaler, der tidligere gjaldt for de internationale privatretlige forbindelser mellem Italien og de enkelte EU-medlemsstater, er blevet afløst af fællesskabsregler på de samme områder. De fællesskabsforordninger, der anvendes hyppigst, er forordning nr. 1348/2000 om forkyndelse i medlemsstaterne af retslige og udenretslige dokumenter i civile og kommercielle sager, forordning nr. 1206/2001 om bevisoptagelse på det civil- og handelsretlige område, forordning nr. 2201/2003 om forældreansvar og forordning nr. 44/2001 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område.

Hvad angår Italiens forbindelser med tredjelande, er de hyppigst anvendte aftaler dem, der vedrører juridisk bistand og anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser, og som Italien har indgået med Argentina (Rom, 9.12.1987), Brasilien (Rom, 17.10.1989), Den Russiske Føderation og de øvrige tidligere sovjetrepublikker (Rom, 25.1.1979), republikkerne i det tidligere Jugoslavien (Beograd, 7.5.1962), nogle af Det Forenede Kongeriges tidligere “dominions”, herunder Australien og Canada (London, 17.12.1930), Schweiz (anerkendelse af domme i civil- og handelsretlige sager (Rom, 3.1.1933) og skadeserstatning i forbindelse med trafikulykker (Rom, 16.8.1978)), samt Bulgarien (Rom, 18.5.1990), Rumænien (Bukarest, 11.11.1972) og Tyrkiet (Rom, 10.8.1926).

TopTop

II. ANVENDELSE AF LOVVALGSREGLER

II.1. Dommerens anvendelse af lovvalgsregler ex officio

I hvilket omfang og under hvilke omstændigheder skal dommeren anvende lovvalgsregler, når parterne ikke har påberåbt sig dem ?

Efter italiensk ret hører det til dommerens normale funktion at anvende lovvalgsregler som led i de konkrete sager, der skal behandles. Dommeren fastslår, hvilken ret der skal anvendes, uafhængigt af hvad parterne eventuelt måtte have anmodet om (jura novit curia).

II.2. Renvoi

Når lovvalgsreglerne henviser til udenlandsk lovgivning, kan det ske, at de udenlandske lovvalgsregler henviser til en anden stats lovgivning.

For eksempel peger de franske lovvalgsregler på engelsk ret, når der skal træffes afgørelse om en engelsk statsborgers retsevne, hvis den pågældende person har bopæl i Frankrig. De engelske lovvalgsregler henviser derimod til bopælslandets lovgivning, dvs. fransk ret.

Omhandler de italienske lovvalgsregler renvoi, og tillader de, at en anden stats lovgivning viser tilbage til italiensk lovgivning eller udpeger et tredjelands lovgivning som den, der finder anvendelse?

En eventuel henvisning til en anden stats lovgivning i italiensk ret forekommer, når den udenlandske lovgivning tillader det eller selv omhandler henvisning til italiensk ret. Renvoi finder ikke sted, når den udenlandske lovgivning, der skal anvendes, er valgt af parterne eller vedrører bestemmelser om retshandlernes form, eller når der er tale om forpligtelser uden for kontraktsforhold.

TopTop

II.3. Ændret tilknytning

Hvad sker der, hvis tilknytningskriteriet ændrer sig, for eksempel i tilfælde af overdragelse af løsøre?

I så fald anvendes ovennævnte regler.

II.4. Undtagelser fra anvendelsen af lovvalgsreglerne

  • Kan dommeren afslå at anvende de udenlandske regler om renvoi, hvis deres virkninger strider mod grundlæggende internationale retsprincipper? Og findes der love eller andre regler i Italien, som har forrang for lovvalgsreglerne (præceptive regler)?
  • Efter italiensk ret (artikel 16 i lov 218/1995) kan dommeren ikke anvende den udenlandske lovgivning, hvis dens virkninger “er i strid med grundlæggende retsprincipper”. Herved forstås traditionelt “grundlæggende internationale retsprincipper” .
  • Efter italiensk ret (artikel 17 i ovennævnte lov) har de italienske retsregler forrang og er ufravigelige på trods af henvisningen til den udenlandske lovgivning, når denne har et andet formål og anvendelsesområde end de nationale bestemmelser.

II.5. Vurdering af udenlandsk ret

  • Dommerens og parternes respektive rolle?

Dommeren vurderer ex officio, hvilken udenlandsk lovgivning der skal anvendes, og kan i denne forbindelse støtte sig til sagens parter.

  • Hvilke bevismidler accepteres?

Vurdering af, hvilken udenlandsk ret der skal anvendes, er en vurdering af fakta. Som bevismidler anvendes i denne forbindelse de instrumenter, der er fastlagt i de internationale aftaler, oplysninger, som udenlandske myndigheder har afgivet gennem justitsministeriet, og udtalelser fra eksperter eller specialinstitutter.

TopTop

  • Hvad sker der, hvis det ikke er muligt at fastslå, hvilken udenlandsk ret der skal lægges til grund?

Den lovgivning, der henvises til, anvendes på grundlag af andre tilknytningskriterier i samme sag, hvis det er muligt. I modsat fald anvendes italiensk ret.  

III. LOVVALGSREGLER

III.1. Kontraktlige forpligtelser og retshandler

Det er ikke tilstrækkeligt blot at henvise til Rom-konventionen af 1980. Der må også lægges vægt på regler om forhold, der ikke er omfattet af Rom-konventionen.

Italiensk ret regulerer udtrykkeligt dette spørgsmål: kontraktlige forpligtelser henhører under Rom-konventionen af 19. juni 1980, og i tilfælde, der er ikke er omfattet af denne konvention, henvises der til andre internationale aftaler på området, hvis de kan anvendes. Dette gælder dog ikke i tilfælde, hvor parterne frivilligt har indgået kontrakter derom.

Under alle omstændigheder kan man undlade at anvende den lovgivning, der er udpeget i henhold til en international aftale eller efter parternes eget ønske, hvis den anses for uforenelig med grundlæggende retsprincipper (for eksempel når den strider mod politi- eller sikkerhedsregler).

III.2. Forpligtelser uden for kontraktforhold (culpa-ansvar, uberettiget berigelse, uanmodet forretningsførelse (negotiorum gestio) osv.

I ovennævnte lov 218/1995 fastsættes følgende regler for forpligtelser uden for kontraktforhold: ensidigt løfte (lovgivningen i den stat, hvor løftet afgives), omsætningsgældsbreve (for veksler og checks gælder Genève-konventionen af 1930, og for de øvrige omsætningsgældsbreve (obligationer) gælder retten i den stat, hvor gældsbrevet er udstedt), frivillig repræsentation (retten i den medlemsstat, hvor repræsentanten har sit hovedsæde, eller hvor han fortrinsvis udøver sine beføjelser), lovbestemte forpligtelser (lovgivningen på det sted, hvor den begivenhed, der udløste forpligtelsen fandt sted), culpa-ansvar (normalt retten i den stat, hvor begivenheden er indtruffet, men, hvis skadelidte anmoder derom, anvendes lovgivningen på det sted, hvor den skadevoldende handling fandt sted, og når der kun er borgere fra en enkelt medlemsstat impliceret, anvendes den nationale lovgivning).

TopTop

III.3. Personalstatut, aspekter vedrørende civilstand (navn, bopæl, retsevne)

En persons personalstatut og retsevne samt de personlige rettigheder og deres indhold, herunder retten til et navn, reguleres af lovgivningen i det land, hvor den pågældende har statsborgerskab, undtagen når det gælder rettigheder, der stammer fra familieforhold, og som henhører under reglerne om renvoi i lov 218/1995.

III.4. Faderskab, forholdet mellem forældre og børn samt adoption

Med hensyn til forholdet mellem forældre og børn opnår barnet status som ægtebarn samt statsborgerskab på grundlag af den personalstatut, forældrene eller en af dem har på det tidspunkt, hvor barnet fødes. For at fastslå faderskabet anvendes den personalstatut, barnet har, når det bliver født.

Hvad angår adoption, gælder italiensk ret, når der indgives anmodning til en italiensk domstol om adoption af en mindreårig med det formål at give barnet status som ægtebarn.

Med hensyn til de andre lovvalgsregler indeholder artikel 38 i lov 218/1995 udførlige bestemmelser om de forskellige scenarier, der er taget i betragtning.

III.5. Ægteskab, papirløse forhold, partnerskab, skilsmisse, separation og underhold

I ægteskabsforhold reguleres de personlige forbindelser mellem ægtefællerne ved deres personalstatut, hvis den er fælles, og ellers ved lovgivningen i den stat, hvor parret opholder sig mest.

Den lovgivning, der gælder for deres personlige forbindelser, finder principielt også anvendelse på deres formueforhold, men kan i dette tilfælde fraviges ved en anden aftale mellem ægtefællerne, eller på andre måder, der er specielt fastsat ved lov.

TopTop

Italiensk ret anerkender ikke andre former for samliv end ægteskab som en selvstændig institution.

Separation og skilsmisse reguleres ved ægtefællernes personalstatut, hvis den er fælles, og ellers ved lovgivningen på det sted, hvor parret har opholdt sig mest. Hvis separation og skilsmisse ikke findes i den udenlandske ret, anvendes italiensk ret.

Underholdspligt i familieforhold reguleres ved henvisning til Haagerkonventionen af 2. oktober 1973.

III.6. Formueforholdet mellem ægtefæller

I Italien gælder det generelle princip, at ægtefællerne har fælleseje.

I stedet for fælleseje kan de vælge for eksempel ægtepagt eller en anden ordning, som de har indgået aftale om.

III.7. Arv i henhold til lov eller testamente

Det er den afdødes personalstatut på dødstidspunktet, der er bestemmende for arv. En person kan i levende live fastslå ved testamente, at hans arv skal undergives lovgivningen i den stat, hvor han har bopæl; hvis arvelader er italiensk statsborger, påvirker dette valg ikke de rettigheder, der tilkommer tvangsarvinger med bopæl i Italien.

Et testamente anses for gyldigt, hvis det er anerkendt af lovgivningen på det sted, hvor testator har disponeret over sine formue, eller hvor testator på det tidspunkt, hvor testamentet blev udfærdiget, eller på dødstidspunktet var statsborger eller havde sin bopæl eller sit opholdssted. 

III.8. Tinglige rettigheder

Fast ejendom og løsøregenstande (det er i denne forbindelse overflødigt at foretage en detaljeret gennemgang af reglerne om immaterielle formuegenstande).

Ejendomsretten og de øvrige tinglige rettigheder reguleres ved lovgivningen i den stat, hvor genstandene befinder sig.

III.9. Insolvens

Det er ikke udtrykkeligt fastsat i italiensk ret, hvilken lov der finder anvendelse i tilfælde af lovkonflikter inden for konkurs.

Forordning (EF) nr. 1346/2000 indeholder ensartede regler om lovkonflikter mellem EU's medlemsstater.

« Lovvalgsregler - Generelle oplysninger | Italien - Generelle oplysninger »

TopTop

Seneste opdatering : 20-02-2007

 
  • EU-ret
  • International ret

  • Belgien
  • Bulgarien
  • Tjekkiet
  • Danmark
  • Tyskland
  • Estland
  • Irland
  • Grækenland
  • Spanien
  • Frankrig
  • Italien
  • Cypern
  • Letland
  • Litauen
  • Luxembourg
  • Ungarn
  • Malta
  • Nederlandene
  • Østrig
  • Polen
  • Portugal
  • Rumænien
  • Slovenien
  • Slovakiet
  • Finland
  • Sverige
  • Det Forenede Kongerige