Retsorden Domstolene Juridiske erhverv Retshjælp Retternes kompetence Sagsanlæg ved domstolene Procesfrister
Lovvalgsregler Forkyndelse Bevisoptagelse og bevisførelse Foreløbige og sikrende retsmidler Tvangsfuldbyrdelse Forenklede og hurtige procedurer Skilsmisse Forældremyndighed Underholdsbidrag Konkurs Alternativ konfliktløsning Erstatning til ofre for forbrydelser Elektronisk sagsbehandling
Denne side er ikke længere aktiv. Vi er ved at opdatere siden, som vil blive flyttet til den europæiske e-justice-portal.
|
||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
Fransk international privatret har til dato ikke været genstand for nogen kodificering. Lovvalgsreglerne findes i de forskellige lovbøger/love (den borgerlige lovbog, handelsloven, forbrugerloven), men de baserer sig i hovedsagen på retspraksis. Visse af dem findes i afledte fællesskabsinstrumenter.
Et stort antal lovvalgsregler stammer fra internationale aftaler, som Frankrig er part i. De fleste af disse aftaler er udarbejdet inden for rammerne af Haagerkonferencen om international privatret.
De bilaterale aftaler, der hyppigst anvendes af de franske domstole, omfatter personalstatutområdet:
Ifølge retspraksis skal den domstol, en sag er indbragt for, i henhold til landets egen lov afgøre, om den ret, tvisten vedrører, er en ret, sagens parter kan disponere over eller ej.
Den skal på eget initiativ anvende landets lovvalgsregler udelukkende i de tilfælde, hvor den ret, sagen drejer sig om, er en ret, sagens parter ikke kan disponere over (hovedsageligt i sager om personalstatut: retsevne, et ægteskabs gyldighed, i tilfælde af skilsmisse m.m.). Hvis der er tale om en ret, parterne kan disponere over, er det op til parterne at påberåbe sig den fremmede ret, der normalt finder anvendelse.
I international fransk privatret defineres renvoi som en negativ lovvalgsregel, idet de franske lovvalgsregler angiver den fremmede lov, der finder anvendelse, men lovvalgsreglerne i det land, hvis lov sagen "henvises" til, tilbageviser selv til fransk lov (renvoi au premier degré) eller videre henviser til en anden stats lov (renvoi au deuxième degré).
Denne mekanisme, som det er svært at forene med princippet om partsautonomi, har altid været anvendt, når ikke andet fandt anvendelse. Det er bl.a. udelukket at anvende den i sager vedrørende kontraktforhold og vedrørende formueforholdet mellem ægtefæller. Selv på personalstatutområdet anvendes den i dag stadig mindre.
Når tilknytningsfaktoren varierer i tid og/eller sted, afgøres lovvalget så af den nye eller den tidligere tilknytningsfaktor?
I visse tilfælde findes svaret i loven og ellers i retspraksis afhængig af den pågældende lovvalgsregel, men der er en tendens til at tage hensyn til ændringer i tilknytningen, idet der ofte først tages stilling hertil, når en sag indbringes for retten.
De lovvalgsregler, der normalt finder anvendelse, viger i to tilfælde:
Retten tilsidesætter den udpegede fremmede lov, hvis anvendelsen heraf fører til en situation, der er i strid med ordre public (dvs. retsgrundlæggende retsprincipper , der af den offentlige orden anses for at have absolut gyldighed). Retten anvender i så tilfælde franske retsregler i stedet for dem, den besluttede at tilsidesætte.
Ovennævnte princip, der har fuld virkning, når sagen fører til skabelsen af en ret på fransk område, er mere smidigt, hvis der kun er tale om at give rettigheder, der er opnået på lovlig vis i udlandet, virkning i Frankrig.
Ufravigelige regler
Disse regler defineres som regler, hvis overholdelse anses for at være afgørende for opretholdelsen af et lands politiske, sociale og økonomiske struktur.
Disse regler finder direkte anvendelse uden brug af lovvalgsregler. I visse tilfælde er det specificeret i selve reglerne. I andre tilfælde er det op til retten at fastslå, at loven finder umiddelbar anvendelse. Blandt disse regler kan bl.a. nævnes Frankrigs og EU's konkurrenceregler, de franske bestemmelser om arbejdsaftaler for så vidt angår arbejdsmiljø, arbejdstidens længde og hvordan arbejdet skal udføres samt reglerne vedrørende beskyttelse og bistand til mindreårige med ophold i Frankrig. Retten skal på eget initiativ anvende de ufravigelige regler i fransk ret, mens den kan vælge at anvende udenlandske ufravigelige regler, medmindre en international konvention (f.eks. artikel 7, stk. 1, i Romkonventionen) indeholder bestemmelser om det modsatte.
Traditionelt skulle den part, der påberåbte sig anvendelsen af en fremmed lov, redegøre for indholdet heraf og navnlig godtgøre, hvorfor anvendelsen af fransk lov ikke gjorde det muligt at nå frem til et tilsvarende resultat.
Ifølge nyere retspraksis (1998) er det nu tilladt, at retten selv finder frem til indholdet af en fremmed lov, når den har fastslået, at den finder anvendelse, og den skal gøre det på eget initiativ, når den sag, der er forelagt den, vedrører rettigheder, sagens parter ikke kan disponere over.
Vurderingen af, hvad der står i den fremmede lov, kan ske ved hjælp af de undersøgelsesmidler, der er fastsat i den nye civile retsplejelov (sagkyndig undersøgelse, parternes fremmøde, begæring om, at tredjemand fremlægger dokumenter m.m.).
Det er desuden almindelig praksis at anvende et såkaldt "certificat de coutume", dvs. en skriftlig redegørelse fra en udenlandsk myndighed eller privatperson om indholdet af fremmed ret. Der er tale om et dokument på fransk fra en udenlandsk stats konsulat eller ambassade i Frankrig, dvs. fra enten en udenlandsk eller fransk jurist, der er specialiseret i den pågældende ret.
En aftale er underkastet den lov, parterne har vedtaget. Hvis de ikke udtrykkeligt har valgt lov, kan retten afgøre, hvilken lov der finder anvendelse afhængig af aftalens indhold og sagens omstændigheder.
De specifikke lovvalgsregler stammer desuden fra flere internationale aftaler, Frankrig er part i.
I den lov, der finder anvendelse på kontrakter, fastsættes følgende normalt:
EU's Rom II-forordning vil fremover dække en stor del af dette område. Uden for denne forordnings materielle og geografiske anvendelsesområde følger fransk ret den generelle regel om, at den lov, der finder anvendelse, er loven det sted, hvor overtrædelsen fandt sted, men der er en række særlige regler som følge af retspraksis eller de internationale konventioner, Frankrig er part i, som er tilpasset særlige situationer:
Et barns forældreskab afgøres efter moderens personalstatut den dag, hvor barnet er født, eller efter barnets personalstatut, hvis moderen ikke kendes.
Retsvirkningerne heraf reguleres af loven i barnets hjemland eller af den lov, der regulerer retsvirkningerne af forældrenes ægteskab.
Disse regler fortrænges dog af international aftaleret i sager, der involverer stater, der er part i konventioner, hvis anvendelsesområde dækker de pågældende sager: Sager om forældremyndighed, hvor de pågældende børn har deres sædvanlige opholdssted i Frankrig eller i en anden stat, der er part i Haagerkonventionen af 1961, børnebortførelser mellem stater, der er part i Haagerkonventionen af 25. oktober 1980, sager om underholdspligt i forbindelse med Haagerkonventionen af 2. oktober 1973.
Såvel betingelserne som virkningerne af adoption, der er baseret på retspraksis, er reguleret af loven i adoptantens hjemland, mens betingelserne for den adopteredes samtykke og repræsentation reguleres af den lov, der gælder for barnet.
De grundlæggende betingelser for indgåelse af ægteskab (retsevne, samtykke m.m.) er fastsat i ægtefællernes personalstatut (artikel 3 i den borgerlige lovbog). Franskmænd, der gifter sig i udlandet, skal i øvrigt respektere de grundlæggende krav i fransk lov (artikel 170 i den borgerlige lovbog). Når de to ægtefæller har forskellig nationalitet, finder begge personalstatutter anvendelse, idet den strengeste lov finder anvendelse i tilfælde af ægteskabshindringer.
Formkravene (de formaliteter, der skal efterkommes, borgerlig eller kirkelig vielse m.m.) er omfattet af princippet om, at loven det sted, hvor ægteskabet indgås, finder anvendelse.
Det er også ægtefællernes personalstatut, der regulerer virkningerne af ægteskabet. Hvis ægtefællerne har forskellig nationalitet, er det loven det sted, hvor de har fælles bopæl, der finder anvendelse. Hvis de ikke har fælles bopæl, anvender franske domstole fransk ret, da det er loven i den jurisdiktion, hvor sagen anlægges, der finder anvendelse.
Denne lov omfatter bl.a. de personlige forpligtelser, der følger af ægteskabet (troskab, bistand, samliv) og aftaler mellem ægtefællerne med undtagelse af ægtefællernes fremtidige gaver, som henhører under arveloven.
For så vidt angår papirløse ægteskaber, hvis struktur ikke er omfattet af loven, anses de forskellige retlige relationer mellem parterne i gældende ret som særlige relationer, der hver især af omfattet af den lov, der gælder for arten af disse (Tribunal de Grande Instance, Paris, 21.11.1983).
For så vidt angår den lov, der finder anvendelse for partnerskaber såsom "PACS" (Pacte Civile de Solidarité) og i mangel af præcis retspraksis, er meningerne delte. For nogle henhører denne type partnerskab under den lov, der gælder for retshandler. For andre henhører det under den lov, der gælder for de pågældendes personalstatut. Andre ville foretrække, at det fik sin egen tilknytningskategori – lov om denne type partnerskab. Endelig er der nogle, der mener, at fransk ret i det mindste burde gælde for PACS som en ufravigelig regel.
I artikel 310 i den borgerlige lovbog fastsættes det, at skilsmisse og separation er reguleret af fransk ret:
Kassationsretten har fastslået, at kravet om fransk nationalitet eller bopæl i Frankrig skal være opfyldt den dag, hvor sagen indbringes for retten.
I den lov, der finder anvendelse på skilsmisse og separation, fastsættes årsagerne hertil (ansvarspådragende adfærd, uforenelige personligheder, det ægteskabelige samlivs ophør, fælles overenskomst m.m.), de pengemæssige følger af skilsmisse og separation (erstatning, kompensationsydelse eller underholdsbidrag).
De almindelige lovvalgsregler, der på nuværende tidspunkt finder anvendelse i Frankrig, er baseret på artikel 4, 5 og 6 i Haagerkonventionen af 2. oktober 1973 om, hvilken lov der finder anvendelse på underholdspligt. Det fastsættes, at det er den nationale lov i det land, hvor den bidragsberettigede har sit sædvanlige opholdssted, der skal anvendes. Hvis den bidragsberettigede ikke kan opnå underholdsbidrag i medfør af denne lov, anvendes den fælles nationale lovgivning for den bidragsberettigede og den bidragsforpligtede (artikel 5) og ellers loven i den jurisdiktion, hvor sagen anlægges.
Den lov, der således skal anvendes, gælder for de pengemæssige relationer mellem ægtefællerne (underholdsbidrag) og underholdspligten over for parrets børn. Denne lov konkurrerer dog med den lov, der gælder for skilsmisse og separation, jf. artikel 8 i Haagerkonventionen af 1973.
Den lov, der finder anvendelse, er den, ægtefællerne har valgt, da de indgik ægtepagten.
Hvis de ikke udtrykkeligt har foretaget et sådant valg, er det nødvendigt at finde frem til, hvad de stiltiende har valgt. I forbindelse hermed findes der en formodning om, at det er loven på ægteparrets første fælles bopæl, der skal forstås som det sted, hvor de for første gang slog sig ned permanent.
Denne ordning stammer også fra Haagerkonventionen af 14. marts 1978, som Frankrig er part i. I denne konvention tilføjes to subsidiære tilknytningskriterier, efter at parterne har valgt, hvilken lov der skal gælde eller har installeret sig på deres første fælles bopæl, nemlig ægtefællernes fælles nationalitet eller den lov, der er tættest på det sted, de har ophold.
Ifølge den lov, der finder anvendelse, afgøres det, om denne ordning kan ændres eller ej, hvilke kategorier af formuegoder ægtefællerne har, og deres beføjelser herover, hvordan de skal forvaltes, og hvordan ordningen bringes til ophør.
Arv af fast ejendom er omfattet af loven det sted, hvor ejendommen befinder sig. Løsørearv er omfattet af loven på afdødes sidste bopæl.
Arveloven gælder for alle problemer vedrørende overførsel og udlodning af arv og bodeling.
I tilfælde af arv i henhold til loven afgøres det ifølge arveloven, hvem arvingerne er. Til gengæld henhører det under personalstatutten og ikke arveloven at godtgøre det nødvendige slægtskab for at være arveberettiget.
For så vidt angår arv i henhold til testamente finder to internationale instrumenter anvendelse. Det drejer sig om Haagerkonventionen af 5. oktober 1961 om lovkonflikter vedrørende formen for testamentariske dispositioner, men også Washingtonkonventionen af 28. oktober 1973 om indførelse af ensartede regler for et internationalt testamentes udformning.
Den lov, der finder anvendelse, er den, der gælder det sted, hvor løsøret eller den faste ejendom befinder sig. Dette kan vise sig at være kompleks, hvis løsøret flyttes fra en stat til en anden. For at løse en sådan konflikt gælder det i henhold til retspraksis, at det er loven det sted, hvor løsøret befandt sig, da sagen blev indbragt for retten, der finder anvendelse.
For så vidt angår løsøre, der er transportmidler (både, fly m.m.), er det i henhold til international aftaleret loven i den stat, hvor disse er indregistreret, der gælder.
I den lov, der finder anvendelse, fastsættes de vigtigste eller accessoriske rettigheder over formuegodet, og hvilke beføjelser deres indehaver har. Det fastsættes desuden heri, hvordan en ret erhverves. Den lov, der finder anvendelse, kan i den forbindelse kombineres med den lov, der gælder for dokumenter om overdragelse af rettigheder, navnlig overdragelse af ejendomsret.
Generelt er det loven det sted, hvor konkursen indledes, der finder anvendelse. Det er således nødvendigt at se på, om der er en kompetencekonflikt for at afgøre, hvilken lov der finder anvendelse. Der henvises til forordning (EF) nr. 1346/2000 af 29. maj 2000, hvori der fastsættes en lovvalgsregel, nemlig at det er konkurslovgivningen i den medlemsstat, på hvis område insolvensbehandlingen indledes, der finder anvendelse (artikel 4 og 28).
Konkursloven kan konkurrere med loven det sted, hvor formuegodet befinder sig, navnlig for så vidt angår almindelig pant, privilegier og lovbestemt pant i formuegoder, der befinder sig i udlandet.
« Lovvalgsregler - Generelle oplysninger | Frankrig - Generelle oplysninger »
Top
Seneste opdatering : 04-12-2008
|
