Europa-Kommissionen > ERN > Lovvalgsregler > Østrig

Seneste opdatering : 30-07-2007
Printervenlig version Føj til favoritter

Lovvalgsregler - Østrig

EJN logo

Denne side er ikke længere aktiv. Vi er ved at opdatere siden, som vil blive flyttet til den europæiske e-justice-portal.


 

INDHOLDSFORTEGNELSE

Retskilder Retskilder
1.1. National ret 1.1.
1.2. Internationale aftaler 1.2.
1.3. Bilaterale aftaler 1.3.
Anvendelse af lovvalgsregler Anvendelse af lovvalgsregler
2.1. Myndighedernes anvendelse af lovvalgsregler 2.1.
2.2. Renvoi (tilbagevisning og viderehenvisning) 2.2.
2.3. Ændret tilknytning 2.3.
2.4. Undtagelser fra anvendelsen af lovvalgsreglerne 2.4.
2.5. Vurdering af den relevante fremmede lov 2.5.
Lovvalgsregler Lovvalgsregler
3.1. Kontraktlige forpligtelser 3.1.
3.2. Erstatning uden for kontraktforhold 3.2.
3.3. Personalstatut 3.3.
3.4. Faderskab, forholdet mellem forældre og børn og adoption 3.4.
3.5. Ægteskab, partnerskab, skilsmisse og underhold 3.5.
3.6. Formueforholdet mellem ægtefæller 3.6.
3.7. Arv i henhold til loven eller testamente 3.7.
3.8. Tinglige rettigheder 3.8.
3.9. Insolvens 3.9.

 

1. Retskilder

1.1. National ret
Østrigs internationale privatret (IPR) er kodificeret. Basisloven er Gesetz über das internationale Privatrecht (IPRG) af 15. juni 1978, BGBl. Nr. 304/1978. Ud over IPRG er der følgende lovvalgsregler:
  • § 13a i Bundesgesetz af 8. marts 1979, mit dem Bestimmungen zum Schutz der Verbraucher getroffen werden (Konsumentenschutzgesetz - KSchG), BGBl. Nr. 140/1979
  • § 11 i Bundesgesetz über den Erwerb von Teilzeitnutzungsrechten an unbeweglichen Sachen (Teilzeitnutzungsgesetz - TNG), BGBl. I Nr. 32/1997
  • Bundesgesetz über internationales Versicherungsvertragsrecht für den Europäischen Wirtschaftsraum, BGBl. Nr. 89/1993
  • § 20 i Bundesgesetz zur Umsetzung der Richtlinie 93/7/EWG über die Rückgabe von unrechtmäßig aus dem Hoheitsgebiet eines Mitgliedstaates der Europäischen Gemeinschaft verbrachten Kulturgütern, BGBl. I Nr. 67/1998
  • § 23 i Bundesgesetz über die zivilrechtliche Haftung für Schäden durch Radioaktivität (Atomhaftungsgesetz 1999 - AtomHG 1999), BGBl. I Nr. 170/1998
  • Bundesgesetz über internationales Versicherungsvertragsrecht für den Europäischen Wirtschaftsraum (IVVG), BGBl. Nr. 89/1993
  • § 16 og 18 i Bundesgesetz über die Wirksamkeit von Abrechnungen in Zahlungs- sowie Wertpapierliefer- und abrechnungssystemen (Finalitätsgesetz), BGBl. I Nr. 98/2001
  • § 221-235 i Bundesgesetz über das internationale Insolvenzrecht (IIRG), BGBl. I Nr. 36/2003.
1.2. Internationale aftaler

Ifølge § 53 i IPRG berører IPRG ikke mellemstatslige aftaler – de går forud for bestemmelserne i IPRG, ligesom de går forud for andre nationale lovvalgsregler. Østrig har tiltrådt følgende internationale aftaler, som indeholder regler om lovvalg:

TopTop

  • Haagerkonventionen af 24. oktober 1956 (English,français) om lovvalget i sager vedrørende underholdspligt over for børn
  • Haagerkonventionen af 5. oktober 1961 (English,français) om myndighedernes kompetence og lovvalget i sager vedrørende beskyttelse af mindreårige
  • Haagerkonventionen af 5. oktober 1961 (English,français) om lovkonflikter vedrørende formen for testamentariske dispositioner
  • Haagerkonventionen af 4. maj 1971 (English,français) om lovvalg ved trafikuheld
  • Den Internationale Civilstandskommissions konvention af 20. september 1970 (English,français) PDF File (PDF File 140 KB) om legitimation ved forældrenes efterfølgende ægteskab
  • Rom-konventionen af 19. juni 1980 om, hvilken lov der skal anvendes på kontraktlige forpligtelser.
1.3. Bilaterale aftaler

Følgende bilaterale aftaler indeholder regler om lovvalg:

TopTop

  • venskabs- og etableringsaftalen af 9. september 1959 mellem Republikken Østrig og Det Iranske Kejserrige
  • aftalen af 16. december 1954 mellem Republikken Østrig og Den Føderative Folkerepublik Jugoslavien om gensidige retlige forbindelser
  • aftalen af 11. december 1963 mellem Republikken Østrig og Folkerepublikken Polen om gensidige forbindelser på det civilretlige område og om dokumenter
  • aftalen af 9. april 1965 mellem Republikken Østrig og Den Ungarske Folkerepublik om arvesager.

2. Anvendelse af lovvalgsregler

2.1. Myndighedernes anvendelse af lovvalgsregler

Fremmed lov anvendes ex officio og i overensstemmelse med det oprindelige anvendelsesområde (§ 3 i IPRG).

2.2. Renvoi (tilbagevisning og viderehenvisning)

Ifølge § 5 i IPRG er renvoi relevant, medmindre der udtrykkeligt henvises til de relevante retsregler. Viser den fremmede lov tilbage til østrigsk lov, anvendes østrigsk lov. Henviser den fremmede lov til retsregler, der allerede er henvist til, anvendes de retsregler, der første gang blev henvist til.

2.3. Ændret tilknytning

Ændres de betingelser, der afgør tilknytningen til et givent retssystem, på et senere tidspunkt, har det ingen betydning for afsluttede forhold (§ 7 i IPRG). Det er derfor principielt de retsregler, der gælder på tidspunktet for gennemførelsen af forholdet, der anvendes på afsluttede forhold, og de retsregler, der gælder på tidspunktet for afgørelsen, der anvendes på endnu ikke afsluttede forhold.

TopTop

2.4. Undtagelser fra anvendelsen af lovvalgsreglerne

Den fremmede lov, der henvises til, anvendes ikke, hvis anvendelsen vil føre til et resultat, der strider mod grundværdierne i det østrigske retssystem (§ 6 i IPRG).

Østrigsk lov indeholder bestemmelser (ufravigelige regler), der anvendes uafhængigt af bestemmelserne i Østrigs internationale privatret. At der er tale om ufravigelige regler, fremgår enten af selve ordlyden, dvs. den måde, de er formuleret på, eller af formålet.

2.5. Vurdering af den relevante fremmede lov

Det vurderes ex officio, hvilken fremmed lov der skal anvendes. Domstolene kan i den forbindelse støtte sig på sagens parter, oplysninger fra Forbundsjustitsministeriet eller udtalelser fra sagkyndige. Er det inden for en rimelig frist trods store anstrengelser ikke muligt at fastslå, hvilken fremmed lov der skal lægges til grund, anvendes østrigsk lov (§ 4 i IPRG).

3. Lovvalgsregler

3.1. Kontraktlige forpligtelser

Kontraktlige forpligtelser, som ikke er omfattet af Rom-konventionen, er undergivet loven i det land, som parterne udtrykkeligt har valgt, eller som fremgår med rimelig sikkerhed af aftalen eller omstændighederne. Er der ikke valgt lov, anvendes § 46-49 i IPRG (§ 35 i IPRG). Da § 46-49 imidlertid ikke regulerer kontraktlige forpligtelser, er det ifølge § 1 i IPRG den lov, forholdet har den nærmeste tilknytning til, der anvendes, medmindre andet er fastsat.

TopTop

Der gælder særlige lovvalgsregler for forbrugeraftaler: Lovvalgsreglerne fra flere forbrugerbeskyttelsesdirektiver er gennemført i østrigsk lov i artikel 13a, stk. 1, i Konsumentenschutzgesetz (KSchG). Bestemmelsen begrænser især det frie lovvalg for at beskytte forbrugeren. Det frie lovvalg begrænses også ved en anden internationalprivatretlig bestemmelse, nemlig § 11, stk. 1, i Teilzeitnutzungsgesetz (TNG).

Bundesgesetz über internationales Versicherungsvertragsrecht für den Europäischen Wirtschaftsraum, som gennemfører en række EU-direktiver i østrigsk lov, regulerer lovvalget ved forsikringsaftaler, som dækker risici beliggende i et EØS-land. Der er – begrænset – mulighed for lovvalg. Er der ikke foretaget lovvalg, er aftalen undergivet loven i det land, den har den nærmeste tilknytning til. Det formodes, at aftalen har sin nærmeste tilknytning til det land, hvor risikoen består. Hvor risikoen består, varierer alt efter forsikringstype.

Ufravigelige regler er f.eks. § 7, 7a og 7b i Arbeitsvertragsrechts-Anpassungsgesetz (AVRAG), som bestemmer, at arbejdstagere i Østrig – uanset hvilken lov der finder anvendelse – som et minimum har krav på den overenskomstmæssige løn og den fastsatte mindsteferie. Et andet eksempel på en ufravigelig regel er § 13a, stk. 2, i KSchG, som bestemmer, at § 6 i KSchG (om ulovligt aftaleindhold), § 864a i ABGB (om gyldigheden af usædvanlige klausuler i de generelle salgsbetingelser og aftaleformularer) og § 879, stk. 3, i ABGB (om ugyldigheden af meget ufordelagtige klausuler i de generelle salgsbetingelser og aftaleformularer til beskyttelse af forbrugerne) finder anvendelse, uanset hvilken lov aftalen er undergivet, hvis aftalen er indgået i forbindelse med en aktivitet, som den erhvervsdrivende har udøvet i Østrig med henblik på at indgå sådanne aftaler. En lignende ufravigelig regel er § 11, stk. 2, i TNG.

TopTop

3.2. Erstatning uden for kontraktforhold

Hvilket lands lov der finder anvendelse på erstatning uden for kontraktforhold, er fastsat i § 35 og 48 i IPRG.

Kravet bedømmes efter den lov, sagens parter har valgt, eller – hvis der ikke er foretaget lovvalg – efter loven i det land, hvor det forhold, der har forårsaget skaden, er opstået. Har begge parter imidlertid en nærmere tilknytning til loven i et andet land, anvendes loven i dette land.

Denne lovvalgsregel bestemmer, efter hvilket lands lov det skal vurderes, om der foreligger erstatningspligt, hvem der har pligt til at yde erstatning, og hvor stor erstatningen skal være. Den omhandler også spørgsmålet om egen skyld, skadelidtes adgang til at fremsætte direkte krav over for forsikringsselskabet og forældelsesfristen for erstatningskrav.

I forbindelse med erstatningskrav som følge af trafikuheld, der er omfattet af Haagerkonventionen af 4. maj 1971 (English,français) om lovvalg ved trafikuheld, gælder lovvalgsreglerne efter denne konvention.

TopTop

Erstatningskrav (og andre krav), der opstår som følge af illoyal konkurrence, er undergivet loven i det land, hvis marked konkurrencen foregår på (§ 48, stk. 2, i IPRG).

Krav vedrørende erstatning uden for kontraktforhold for skader, der opstår i Østrig som følge af ioniserende stråling, afgøres efter skadelidtes ønske efter østrigsk lov (§ 23, stk. 1, i AtomHG 1999). Er skaden som følge af ioniserende stråling opstået i udlandet, og skal den afgøres efter østrigsk lov, skal der kun ydes erstatning for skaden, hvis og i det omfang det også er fastsat i skadelidtes personalstatut (se punkt 3.3.) (§ 23, stk. 2, i AtomHG 1999).

Uanmodet forretningsførelse (negotiorum gestio) afgøres efter loven i det land, hvor forretningsførelsen har fundet sted. Har den imidlertid en nærmere tilknytning til et andet retsforhold, anvendes den lov, der finder anvendelse på dette forhold (§ 46 i IPRG).

Berigelseskrav afgøres efter loven i det land, hvor berigelsen har fundet sted. Er berigelsen imidlertid opnået i kraft af en ydelse, der er udført på grundlag af et retsforhold, er den (uagtet renvoi) undergivet de materielle regler i det land, hvis materielle regler finder anvendelse på retsforholdet (§ 46 IPRG).

3.3. Personalstatut

En persons personalstatut er loven i det land, han er statsborger i. Har en person statsborgerskab i flere lande, er det loven i det land, han har den nærmeste tilknytning til, der gælder. Har en person østrigsk statsborgerskab, er det dog altid dette statsborgerskab, der gælder. For flygtninge og statsløse er personalstatutten loven i det land, hvor de har fast ophold (§ 9 i IPR-G).

TopTop

En persons brug af et navn er undergivet hans personalstatut, uanset hvorfor han har det pågældende navn (§ 13 i IPRG).

Giftenavne er derfor f.eks. ikke undergivet ægteskabsstatutten, men navnestatutten. Navneattester udformes i overensstemmelse med den almindelige formstatut i § 8 i IPRG. (Det betyder, at en retsakts form skal bedømmes efter samme lov som selve retsakten. Det er dog tilstrækkeligt at overholde formkravene i det land, hvor retsakten er udfærdiget.) Har man fået et navn under en tidligere personalstatut, skifter man det ifølge retspraksis ikke, bare fordi man skifter personalstatut (statsborgerskab).

En persons rets- og handleevne bedømmes også ud fra hans personalstatut (§ 12 i IPRG).

Dette gælder også for en eventuel indskrænkning i handleevnen, f.eks. på grund af sindssygdom, men ikke for så vidt angår myndighed til at indgå ægteskab. Er en person først blevet myndig, bliver han med at være det, også selv om han endnu ikke ville være det efter sin nye personalstatut.

3.4. Faderskab, forholdet mellem forældre og børn og adoption

Det er den personalstatut (se punkt 3.3.), ægtefællerne havde, da barnet blev født, eller – hvis ægteskabet forinden er opløst – da ægteskabet blev opløst, der er bestemmende for, hvilke betingelser der skal være opfyldt for at fastslå eller anfægte, at et barn er avlet i ægteskabet. Har ægtefællerne ikke samme personalstatut, er det den personalstatut, barnet har på fødselstidspunktet, der gælder.

Denne henvisningsregel gælder også for formodningen om, at ægtemanden er far til de børn, hans hustru føder, årsagerne til at anfægte, at et barn er avlet i ægteskabet, og spørgsmålet om, hvem der har adgang til at anfægte faderskabet, samt tidsfristerne for at anfægte faderskabet.

TopTop

Faderens personalstatut er bestemmende for, hvilke betingelser der skal være opfyldt for at erklære et barn uden for ægteskabet for ægtefødt (f.eks. ved en offentlig retsakt) (§ 23 i IPRG).

Barnets personalstatut er bestemmende for, hvilke virkninger det har, at barnet er avlet i ægteskabet eller erklæres for ægtefødt (§ 24 i IPRG). Efter konventionen om legitimering af børn født uden for ægteskabet, er legitimation ved forældrenes efterfølgende indgåelse af ægteskab gyldig, hvis den er gyldig efter faderens eller moderens domicillov.

§ 24 i IPRG omhandler barnets pleje og opdragelse, forvaltning og brug af barnets formue, lovbestemt repræsentation ved en eller begge forældre, herunder kravet om myndighedernes tilladelse i bestemte situationer, regulering af forældrenes eller faderens myndighed efter forældrenes skilsmisse og gensidig underholdspligt. Bestemmelsen svarer i vid udstrækning til Haagerkonventionen om beskyttelse af mindreårige. Det vil sige, at de kompetente myndigheder skal anvende landets interne lov på foranstaltninger til beskyttelse af mindreårige. Kompetencen ligger i reglen hos opholdslandets myndigheder.

Den personalstatut, et barn har, når det bliver født, er bestemmende for, hvilke betingelser der skal være opfyldt for at fastslå og anerkende faderskabet til et barn uden for ægteskabet. Har barnet senere opnået en anden personalstatut, anvendes denne, hvis det er muligt at fastslå eller anerkende faderskabet efter denne personalstatut, men ikke efter den personalstatut, barnet havde, da det blev født. Den lov, faderskabet er fastslået eller anerkendt efter, anvendes også, hvis faderskabet anfægtes (§ 25 i IPRG).

TopTop

Barnets personalstatut er bestemmende for, hvilke virkninger det har, at barnet er avlet uden for ægteskabet (§ 25 i IPRG).

Ved spørgsmålet om faderskab er det således personalstatutten på et givent tidspunkt, der er afgørende. Det gælder dog ikke ved forholdet mellem forældre og børn, hvor det er barnets respektive personalstatut, der er afgørende.

Ved adoption er både adoptantens og adoptivbarnets personalstatut afgørende. Barnets personalstatut anvendes kun i begrænset omfang, medmindre barnet er myndigt. I så fald er barnets personalstatut kun bestemmende for samtykke fra barnet eller fra tredjemand, som barnet har et familieretligt forhold til.

Det er den personalstatut, adoptanten har, eller – ved adoption mellem ægtefæller – den lov, der gælder for de personlige retsvirkninger af ægteskabet (se punkt 3.5.), der er bestemmende for adoptionens virkninger. Dør den ene ægtefælle, afhænger disse virkninger af den efterlevende ægtefælles personalstatut.

§ 26 i IPRG finder anvendelse på de materielle betingelser for adoption og adoptantens alder, aldersforskellen mellem adoptivforældre og adoptivbørn og spørgsmålet om, hvorvidt og på hvilke betingelser det forhold, at adoptanten har biologiske børn, er til hinder for adoption. § 26 i IPRG gælder også for samtykkekravet, herunder muligheden for ved nægtet samtykke at opnå myndighedernes tilladelse. Adoptionens arveretlige virkninger bedømmes ikke ud fra adoptionsstatutten, men arvestatutten (se punkt 3.7.).

Adoption er et afsluttet forhold, og bedømmelsen ændres derfor ikke, hvis personalstatutten eller tilknytningen efterfølgende ændres. Adoption er et varigt retsforhold. Den statut, der gælder for adoptionens virkninger, kan derfor ændre sig. Den afhænger dermed af adoptantens personalstatut.

TopTop

3.5. Ægteskab, partnerskab, skilsmisse og underhold

Østrigsk lov er bestemmende for den form, et ægteskab indgået i Østrig har, og de enkelte parters personalstatut er bestemmende for den form, et ægteskab indgået i udlandet har. Det er dog tilstrækkeligt at overholde formkravene i det land, hvor ægteskabet indgås (§ 16 i IPRG). Med den begrænsede henvisning til formkravene i det land, hvor ægteskabet indgås, er det kun de materielretlige bestemmelser i den lov, der henvises til, der er omfattet, og en eventuel renvoi fra den stedlige lov er derfor uden betydning (undtagelse fra § 5 i IPRG, se punkt 2.2).

De enkelte parters personalstatut er bestemmende for, hvilke betingelser der skal være opfyldt for at indgå og omstøde ægteskab, og hvilke betingelser der skal være opfyldt for at opløse ægteskab (til forskel fra skilsmisse) (§ 17 i IPRG).

Denne henvisningsregel gælder for alle materielle ægteskabsbetingelser, dvs. navnlig alderskravet, kravet om, at der ikke må foreligge hindringer for ægteskabets indgåelse, eventuelle samtykkekrav og muligheden for at substituere disse.

Ifølge § 18 i IPRG er det ægtefællernes fælles personalstatut eller – hvis ægtefællerne ikke har samme personalstatut – den sidste fælles personalstatut (forudsat at en af ægtefællerne har bevaret denne personalstatut), der er bestemmende for de personlige retsvirkninger af ægteskabet. I alle andre tilfælde er det loven i det land, hvor begge ægtefæller har fast ophold, eller – hvis et sådant ikke findes – loven i det land, hvor de begge sidst havde fast ophold (forudsat at en af ægtefællerne stadig har fast ophold dér).

TopTop

Denne henvisningsregel gælder navnlig for samlivskravet, virkninger af bopælen, bidragspligt, men også for ægtefællernes krav på underhold. Den gælder dog ikke for forhold angående giftenavn eller formueforholdet mellem ægtefæller.

Henvisningen kan ændre sig, dvs. ændrer tilknytningen sig, kan det føre til, at et andet lands lov finder anvendelse.

Skilsmisse er ifølge § 20 i IPRG undergivet det lands lov, der gælder for ægteskabets personlige retsvirkninger. Afgørende er i den forbindelse, hvornår skilsmissen opnås.

Bestemmelsen fastsætter betingelserne for skilsmisse og skilsmissens virkninger. Den omfatter f.eks. kravet på underhold efter skilsmisse.

Tilknytningen vedrører et bestemt tidspunkt, og henvisningen er derfor fast og kan ikke ændre sig.

Separation er ukendt i østrigsk lov. Separation skal derfor behandles efter reglen om den nærmeste tilknytning i § 1 i IPRG. Hvilket lands lov der er den nærmeste tilknytning til, ville domstolene formentlig træffe afgørelse om i analogi med § 20 i IPRG.

Papirløst ægteskab og partnerskab er heller ikke udtrykkeligt reguleret i østrigsk lov og vil derfor også skulle behandles efter § 1 i IPRG.

3.6. Formueforholdet mellem ægtefæller

Formueforholdet mellem ægtefæller er undergivet den lov, som parterne udtrykkeligt vælger eller – hvis der ikke er foretaget lovvalg – den lov, der gælder for ægteskabets personlige retsvirkninger på det tidspunkt, hvor ægteskabet indgås (§ 19 i IPRG).

TopTop

Henvisningsreglen gælder både for lovbestemte og aftalte formueforhold mellem ægtefæller.

Tilknytningen til et lands lov er uforanderlig.

Ægtepagters form er reguleret i § 8 i IPRG, hvori det fastslås, at det – for så vidt angår en retsakts form – er tilstrækkeligt at overholde formkravene i det land, hvor retsakten er udfærdiget.

3.7. Arv i henhold til loven eller testamente

Ifølge § 28 i IPRG er det den personalstatut, afdøde har på dødstidspunktet, der er bestemmende for arv. Denne lov bestemmer også, hvem der er arveberettiget, hvor store dele af arven de har ret til, og hvor stor en tvangsarv de i givet fald har krav på, legatarernes retsstilling, vilkår og en forbigået tvangsarvings krav på at få udleveret en gave.

Det er dog ikke arvestatutten, men arvingens personalstatut, der er bestemmende for arveretten og frakendelse heraf.

Denne lovvalgsregel gælder principielt også for hæftelse for boets gæld og erhvervelse ved arv. Ved dødsbosager, der behandles i Østrig, er det dog østrigsk lov, der er bestemmende for erhvervelse ved arv og hæftelse for boets gæld (§ 28, stk. 2, i IPRG).

Er der ingen arvinger til boet, eller tilfalder boet en lokal myndighed som lovbestemt arving, er det ifølge § 29 i IPRG ikke afdødes personalstatut, der bestemmer arvefølgen, men loven i det land, hvor formuen befinder sig på dødstidspunktet.

§ 30 i IPRG regulerer gyldigheden af dispositioner i tilfælde af dødsfald, navnlig testamenter, arvepagter og arveafkald. Dispositioner af denne art er undergivet den personalstatut, arvelader har på det tidspunkt, hvor retsakten udfærdiges. Er den testamentariske disposition ikke gyldig efter denne lov, men efter den personalstatut, arvelader har på dødstidspunktet, er det denne lov, der anvendes. Haagerkonventionen om testamentariske dispositioner går forud for denne bestemmelse.

TopTop

3.8. Tinglige rettigheder

Erhvervelse og fortabelse af tinglige rettigheder til fysiske formuegenstande, herunder besiddelsen heraf, er undergivet loven i det land, hvor genstandene befinder sig på tidspunktet for det faktiske forhold, der ligger til grund for erhvervelsen eller fortabelsen. Det er loven i det land, hvor genstandene befinder sig, der er bestemmende for genstandenes retlige status og rettighedernes indhold (§ 31 i IPRG).

Denne henvisningsregel gælder især for ejendomsretten, servitutter (grundbyrder), panteret, byggeret, ejerboliger, men også for tilbageholdelsesrettigheder, der kan gøres gældende over for tredjemand. Den er også bestemmende for virkningerne af ejendomsoverdragelse.

Ændres det sted, hvor genstandene befinder sig, senere hen, har det ingen betydning for lovvalget, da erhvervelsen af retten udgør et afsluttet forhold.

Det er det sted, hvor genstandene befinder sig, der er bestemmende for virkningerne af rettighedserhvervelsen. Denne tilknytning er derfor ikke uforanderlig.

Spørgsmålet om omfanget af ejerens retlige beskyttelse og om, hvorvidt og i hvilket omfang indehaveren af den tinglige ret har råderet, f.eks. om en genstand, der haves i håndpant, også kan sælges uden rettens mellemkomst, og andre spørgsmål afgøres efter dette lands lov.

Der gælder særlige regler for transportmidler (§ 33 i IPRG). Tinglige rettigheder til skibe og luftfartøjer, der er opført i et register, er undergivet registerlandets lov. Tog er undergivet loven i det land, hvor det jernbaneforetagende, der driver togene, har sit hovedkontor.

TopTop

Lov- og tvangsbestemte panterettigheder eller lovbestemte tilbageholdelsesrettigheder til sikring af krav på erstatning for skader forårsaget af fartøjet eller udlæg herfor er omfattet af loven i det land, hvor genstandene befinder sig på tidspunktet for det tilgrundliggende faktiske forhold.

Der gælder også særlige regler for formuegenstande i form af fast ejendom. I det omfang tinglige rettigheder til fast ejendom også er omfattet af en anden henvisningsregel (f.eks. henvisningsregelen for formueforholdet mellem ægtefæller), har den materielretlige henvisning, dvs. tilknytningen til loven i det land, hvor ejendommen befinder sig, forrang.

Der er ingen henvisningsregel for immaterielle formuegenstande. Spørgsmål om immaterielle formuegenstande vil tingsretligt ifølge § 1 i IPRG skulle afgøres efter den lov, de har den nærmeste tilknytning til. Sikrede rettigheder afgøres efter lex cartae. § 33a i IPRG, som gennemfører artikel 9 i direktiv 2002/47/EF om aftaler om finansiel sikkerhedsstillelse på et større anvendelsesområde, indeholder en særlig regel for sikkerhed i form af dematerialiserede værdipapirer. Værdipapirer, der afvikles i værdipapirafviklingssystemer, er omfattet af særlige bestemmelser i § 16 og 18 i Finalitätsgesetz, som gennemfører direktiv 98/26/EF om endelig afregning i betalingssystemer og værdipapirafviklingssystemer.

3.9. Insolvens

Den internationale insolvensret er reguleret i fjerde del af den østrigske konkurslov. Denne del blev indsat ved Bundesgesetz über das internationale Insolvenzrecht (IIRG), BGBl. I Nr. 36/2003. Ifølge denne lovs § 217 anvendes bestemmelserne kun, i det omfang intet andet er fastsat i folkeretten eller navnlig i EU-retsakter, særlig forordning (EF) nr. 1346/2000 af 29. maj 2000 om konkurs (EU's konkursforordning). § 221-235 bestemmer, hvilket lands lov der skal anvendes. Bestemmelserne følger i vidt omfang de tilsvarende bestemmelser i EU's konkursforordning.

Det er principielt loven i det land, hvor sagen indledes, der bestemmer, hvilke betingelser der skal være opfyldt for at indlede en insolvensbehandling, og hvilke virkninger insolvensbehandlingen har. Afsnittet indeholder navnlig regler om tredjemands tinglige rettigheder, modregning, ejendomsforbehold, aftaler vedrørende fast ejendom, regulerede markeder, arbejdsaftaler, insolvensbehandlingens virkninger for rettigheder, som kræves noteret i et offentligt register, hvilken lovgivning, skadelige handlinger er undergivet, og beskyttelse af en erhvervende tredjemand, insolvensbehandlingens virkninger for verserende retssager, anvendelse af lex rei sitae-reglen (ifølge hvilken den gældende lov er loven i det land, hvor genstanden befinder sig) på udøvelsen af ejendomsrettigheder eller andre rettigheder, aftaler om netting, genkøbsaftaler og betalinger efter insolvensbehandlingens indledning.

I det omfang disse bestemmelser overlapper bestemmelserne i IPRG eller andre lovvalgsregler, har disse mere specialiserede bestemmelser i konkursloven forrang.

Yderligere oplysninger

Den østrigske lovs bestemmelser kan ses (på tysk) i Østrigs retsinformation Deutsch under "Bundesrecht".

« Lovvalgsregler - Generelle oplysninger | Østrig - Generelle oplysninger »

TopTop

Seneste opdatering : 30-07-2007

 
  • EU-ret
  • International ret

  • Belgien
  • Bulgarien
  • Tjekkiet
  • Danmark
  • Tyskland
  • Estland
  • Irland
  • Grækenland
  • Spanien
  • Frankrig
  • Italien
  • Cypern
  • Letland
  • Litauen
  • Luxembourg
  • Ungarn
  • Malta
  • Nederlandene
  • Østrig
  • Polen
  • Portugal
  • Rumænien
  • Slovenien
  • Slovakiet
  • Finland
  • Sverige
  • Det Forenede Kongerige