Europa-Kommissionen > ERN > Alternativ konfliktløsning > Tyskland

Seneste opdatering : 28-12-2006
Printervenlig version Føj til favoritter

Alternativ konfliktløsning - Tyskland

EJN logo

Denne side er ikke længere aktiv. Vi er ved at opdatere siden, som vil blive flyttet til den europæiske e-justice-portal.


 

INDHOLDSFORTEGNELSE

1. Hvilke forskellige former for alternativ konfliktløsning findes der? 1.
Generelt Generelt
Tvister mellem forbrugere og virksomheder (i bredeste betydning) Tvister mellem forbrugere og virksomheder (i bredeste betydning)
Konflikter mellem virksomheder Konflikter mellem virksomheder
Konflikter mellem arbejdstagere og arbejdsgivere Konflikter mellem arbejdstagere og arbejdsgivere
a) Forligsinstitutioner for konflikter vedrørende elev- og lærlingeforhold a)
b) Forligsinstitution i henhold til lov om medarbejderrepræsentation (Betriebsverfassungsgesetz (BetrVG)). b)
c) Overenskomstmæssige forlig c)
Familiekonflikter Familiekonflikter
Konflikter som følge af anvendelse af loven om bankoverførsler eller misbrug af betalingskort Konflikter som følge af anvendelse af loven om bankoverførsler eller misbrug af betalingskort
Konflikter mellem privatpersoner Konflikter mellem privatpersoner
2. Er anvendelsen af alternative konfliktløsningsmetoder (ADR) lovbestemt eller obligatorisk i henhold til en retsafgørelse? 2.
3. Er der fastlagt lovregler herom? 3.
4. Der findes aftaleretlige bestemmelser, hvori det fastslås, at der i tilfælde af konflikter vedrørende opfyldelsen af kontrakten først skal anvendes ADR-metoder, før tvisten kan indbringes for domstolene. Er sådanne bestemmelser bindende for parterne? 4.
5. I forbindelse med hvilke former for konflikter er ADR-metoden hensigtsmæssig? 5.
Konflikter mellem virksomheder Konflikter mellem virksomheder
Konflikter mellem arbejdstagere og arbejdsgivere Konflikter mellem arbejdstagere og arbejdsgivere
Familiekonflikter Familiekonflikter
Konflikter mellem privatpersoner Konflikter mellem privatpersoner
Andre konkrete situationer (f.eks. konflikter med myndigheder) Andre konkrete situationer (f.eks. konflikter med myndigheder)
6. Hvis der anvendes en ADR-metode, hvordan sikres der da garantier, som kan sammenlignes med dem, der gives ved domstolene? Hvordan sikres navnlig fortroligheden i forbindelse med forhandlinger? 6.
7. Er juridisk bistand påkrævet? Hvilken rolle spiller advokater i forbindelse med alternativ konfliktløsning ("ADR-metoden")? 7.
8. Er det muligt at anvende alternativ konfliktløsning som "fjernmetode" (herunder navnlig ved hjælp af elektroniske medier)? 8.
9. Bliver der pålagt gebyr ved anvendelse af ADR-metoden? I bekræftende fald, hvorledes fordeles disse omkostninger? Er det muligt at få bevilget retshjælp? 9.
10. Vil det stadig være muligt at indbringe en sag for retten, hvis det udenretslige forsøg på at løse en konflikt mislykkes? Har dette indvirkning på fristerne for så vidt angår retslige procedurer? 10.
11. Hvis parterne når til enighed inden for rammerne af en udenretslig konfliktløsningsprocedure, hvorledes træder denne aftale da i kraft? Hvad sker der, hvis den fundne løsning ikke omgående træder i kraft? Kan de sædvanlige fuldbyrdelsesprocedurer iværksættes? Er det stadig muligt at indbringe sagen for domstolene? 11.

 

1. Hvilke forskellige former for alternativ konfliktløsning findes der?

Generelt

Voldgifts-, forligs- og mæglingsprocedurer er de hyppigst forekommende former for alternativ konfliktløsning i Forbundsrepublikken Tyskland. Disse procedurer kan supplere hinanden, men har hver især sine særpræg.

Voldgiftsproceduren adskiller sig ved, at det drejer sig om en institution, som ikke er en offentlig domstolsinstans, men derimod en procedure, som parterne indbyrdes er enedes om. I henhold til denne procedure løses tvisten af de personer, som får overdraget den retslige kompetence i den konkrete sag. Voldgiftsretten træffer en endelig afgørelse i stedet for den offentlige domstolsinstans, og denne afgørelse har således retsvirkning.

Formålet med forligsmetoden er at få parterne i konflikten til at nå til enighed om forligsmandens kompromisforslag. Såfremt dette viser sig at være umuligt, kan forligsmægling udgøre et vigtigt redskab, da parterne derigennem får mulighed for at genoptage den ellers afbrudte dialog og nå frem til en løsning, der er acceptabel for begge parter.

Mægling adskiller sig fra den forligsmægling, der udøves med rettens eller advokaters mellemkomst. I § 86, stk. 1, i lov om frivillig retspleje (Gesetzes über die Angelegenheiten der freiwilligen Gerichtsbarkeit (FGG)) hedder det eksempelvis, at skifteretten i forbindelse med skifte kan indtræde som forligsmægler på en medarvings begæring. § 52a i FGG indeholder bestemmelser om forligsmægling i konflikter, der omhandler samkvemsret med børn. I henhold til § 278 i civilprocesloven (Zivilprozessordnung (ZPO)) er domstolene i alle situationer og faser i proceduren forpligtet til at tilstræbe en mindelig løsning på tvisten eller på de enkelte stridspunkter. Dette er ligeledes en retslig forligsmæglingsfunktion. I forbindelse med forligsmægling fremlægger tredjemand de forskellige synspunkter på en sådan måde, at det bliver muligt at nå til enighed. Denne form for mellemkomst kan dog kun betegnes som mægling, hvis forligsmægleren er neutral og ikke forelægger løsningen for parterne, men derimod lader parterne i konflikten selv udarbejde en overenskomstmæssig løsning. Mægleren assisterer i forbindelse med kommunikationen i såvel forhandlings- som mæglingsprocessen. Til forskel fra en dommer har han imidlertid ingen beslutningskompetence og forelægger - i modsætning til voldgiftsmanden og forligsmanden - heller ingen direkte løsningsforslag.

TopTop

Tvister mellem forbrugere og virksomheder (i bredeste betydning)

I Forbundsrepublikken Tyskland findes der en lang række voldgifts- og forligsinstitutioner, som søger at løse konflikter i mindelighed (først og fremmest forbrugerrelaterede konflikter), inden disse bliver indbragt for domstolene. Disse institutioner henhører ofte under erhvervsorganisationer (kamre, sammenslutninger o.l.), og deres kompetence defineres således i henhold til den pågældende branche. De bliver oftest kontaktet af kunder, der befinder sig i en konflikt med en udbyder eller sælger af en vare eller tjenesteydelse. Forligsinstitutioner kan være oprettet eller anerkendt af de enkelte delstaters retsmyndigheder (Landesjustizverwaltungen). I visse delstater er anvendelsen af disse udenretslige institutioner eksempelvis obligatorisk i formueretlige tvister, før disse kan indbringes for byretten (Amtsgericht), såfremt det omtvistede beløb ikke overstiger 750 EUR. I nogle delstater bliver forligsinstitutionernes opgaver hovedsagelig varetaget af de allerede eksisterende voldgiftsretter. I andre delstater påhviler det derimod advokatstanden eller notarerne og ikke forligsinstitutionerne at varetage forligsopgaverne.

Voldgifts- og forligsinstitutionernes tjenesteydelser kan beskrives som følger:

  • I næsten alle større byer er voldgifts- og forligsinstitutioner blandt de tjenesteydelser, som udbydes af industri- og handelskamre og håndværksråd. Hertil kommer automobilindustriens forligsinstitutioner, som behandler tvister vedrørende bilreparationer, samt bilforhandlernes forligsinstitutioner, der behandler mangler vedrørende brugte biler.
  • På regionalt plan findes der i de fleste delstater voldgifts- og forligsinstitutioner for tekstil- og læderrensningsbranchen samt for læge- og arkitekterhvervene.
  • I enkelte delstater er der voldgifts- og forligsinstitutioner for radio- og tv-teknik, karrosseribyggeri samt for nærmere bestemte håndværkserhverv (snedkere, tagdækkere, fliselæggere osv.) eller for reklamationer vedrørende sko.
  • Inden for de liberale erhverv findes der i praktisk talt alle delstater forligsinstitutioner inden for rammerne af lægernes og arkitekternes organisation. Advokaternes, patentbureauernes, skatterådgivernes og revisorernes organisationer er i forbindelse med tvister mellem organisationernes medlemmer og medlemmernes opdragsgivere forpligtet til på begæring at indtræde som mæglere.
  • I Forbundsrepublikken Tyskland er der boligforligsinstitutioner, der drives af udlejer- og lejerorganisationer i fællesskab.
  • I seks delstater er der tilmed oprettet byggeforligsinstitutioner.
  • Ligeledes bør nævnes de private bankers (ombudsmands)virksomhed, der behandler klager, som vedrører alle former for bank- og pengeforretninger.

Såfremt forligsinstitutionerne afgiver henstillinger, er disse som regel ikke bindende for parterne. Forligsinstitutionens kendelse er imidlertid delvist bindende for virksomhederne. Proceduren bliver

TopTop

dog først endelig afsluttet, når parterne når til enighed og indgår forlig.

Konflikter mellem virksomheder

I Tyskland stiger antallet af virksomhedsmæglinger. Advokater og repræsentanter for erhvervslivet forsøger på forskellige måder at fastlægge mæglingsprocedurer og kvalitetsstandarder herfor.

Konflikter mellem arbejdstagere og arbejdsgivere
a) Forligsinstitutioner for konflikter vedrørende elev- og lærlingeforhold

Til løsning af konflikter i eksisterende erhvervsuddannelsesforhold inden for håndværksfaget kan håndværkerlavene nedsætte udvalg som supplement til de allerede eksisterende institutioner i henhold til lov om de erhvervsfaglige uddannelser (jf. § 111, stk. 2, i arbejdsretsloven (ArbGG)). Hvis der er nedsat et sådant udvalg, er det en ufravigelig procesforudsætning, at tvisten indbringes for dette udvalg.

Forligskendelsen er bindende for parterne, såfremt de anerkender den inden for en uge. Forlig, der er indgået med udvalgets mellemkomst, eller kendelser afsagt af udvalget, og som parterne har tilsluttet sig, tvangsfuldbyrdes. Hvis der ikke indgås forlig, eller parterne ikke accepterer forligskendelsen, kan parterne inden for en periode på to uger indgive klage til den behørige arbejdsret.

b) Forligsinstitution i henhold til lov om medarbejderrepræsentation (Betriebsverfassungsgesetz (BetrVG)).

Uoverensstemmelser mellem arbejdsgivere og samarbejdsudvalg kan indbringes for forligsinstitutionen (§ 76 i lov om medarbejderrepræsentation (BetrVG)). På virksomhedsplan har forligsinstitutionen en forligsfunktion inden for rammerne af virksomheden. Forligsinstitutionen skal sammensættes af et lige antal bisiddere fra arbejdsgiver- og arbejdstagersiden samt af en upartisk formand, som udpeges af parterne i fællesskab. I tilfælde af tvistigheder udpeger arbejdsretten formanden og fastsætter antallet af bisiddere. I henhold til aftale internt i virksomheden kan der ligeledes oprettes en permanent forligsinstitution.

TopTop

Forligsinstitutionen træder til på begæring af den ene af parterne, når dens kendelse træder i stedet for enighed mellem arbejdsgiveren og samarbejdsudvalget (§ 76, stk. 5 i BetrVG). For så vidt angår tvister om regelfastsættelse er dette navnlig tilfældet, når det eksempelvis drejer sig om medbestemmelse i forbindelse med sociale anliggender, jf. § 87 i BetrVG. Forligsinstitutionen træffer sine afgørelser under behørig hensyntagen til virksomhedernes og de pågældende medarbejderes interesser efter et rimeligt skøn. Denne afgørelse, der træffes på grundlag af et skøn, kan på begæring af en af parterne prøves for arbejdsretten inden for en periode på to uger med hensyn til grænserne for skønnet.

I de øvrige situationer kan forligsinstitutionen kun træde til på begæring af begge parter (§ 76, stk. 6, i BetrVG). Forligsinstitutionens kendelse træder kun i stedet for enigheden mellem arbejdsgiveren og samarbejdsudvalget, hvis begge parter på forhånd underkaster sig forligsinstitutionens kendelse eller efterfølgende tilslutter sig denne.

Arbejdsgiveren afholder udgifterne til forligsinstitutionen (§ 76a i BetrVG).

c) Overenskomstmæssige forlig

Når overenskomstparterne ikke kan nå til enighed i deres forhandlinger, anvendes ofte en forligsmetode for at udligne interessemodsætninger og hindre, at der indledes arbejdskonflikter. Formålet med forligsmetoden er til enhver tid at bidrage til indgåelsen af en overenskomst og således opretholde arbejdsfreden.

For det meste har overenskomstparterne indgået særlige forligsaftaler. Dette betyder, at de har stor betydning i praksis. Forligsproceduren afsluttes, såfremt forligsinstitutionen, der almindeligvis er sammensat af repræsentanter for de stridende overenskomstparter og en upartisk formand, ikke når frem til et kompromisforslag, eller såfremt dette forslag bliver afvist af en eller begge overenskomstparter. Det næste trin er en arbejdskonflikt.

TopTop

Familiekonflikter

I forbindelse med familiekonflikter anvender de kommunale myndigheder mægling efter devisen "hjælp til selvhjælp" i henhold til lov om social sikring (Sozialgesetzbuch) inden for rammerne af ungdomsforsorgen. Formålet er at gøre det muligt for forældrene at udarbejde en overenskomstmæssig løsning på konflikten på basis af fælles ejerskab, som tilgodeser de fælles behov og interesser.

Advokater tilbyder især udenretslig mægling og forligsmægling, hvis det drejer sig om familieretlige tvister. Desuden indeholder loven forskellige bestemmelser, hvorefter domstolene i hver fase i den retslige behandling af tvister (især i forbindelse med tvister om retsregler vedrørende børn) skal tilstræbe en mindelig aftale mellem parterne (eksempelvis udenretslige konfliktløsning i henhold til § 52 i lov om frivillig retspleje (Gesetz über die Angelegenheiten der freiwilligen Gerichtsbarkeit (FGG)) eller indførelse af mæglingsprocedurer i forbindelse med tvister vedrørende samkvemsret i henhold til § 52a i FGG).

På det udenretslige område har familiemægling i forbindelse med regulering af følgerne af separation og skilsmisse vundet stadig større indpas. Selv om hverken mæglingsproceduren eller mæglernes uddannelses- og erhvervsbeskrivelse er reguleret i lovgivningen, har man i Forbundsrepublikken Tyskland udviklet høje kvalitetsstandarder for uddannelsen af familiemæglere. Eksempelvis kan nævnes de uddannelsesretningslinjer, der er udstukket af forbundsorganisationen for familiemægling (Bundes-Arbeits-gemeinschaft für Familien-Mediation). Familiemægling vedrører mægling i (familie)konflikter mellem ægtepar, ugifte og forhenværende ægtepar og endelig mellem samlevere, og hensyntagen til alle parternes interesser skal tilstræbes. Ved forældres separation og skilsmisse sigtes der med mæglingsproceduren mod en fælles overenskomst, der sikrer faderen og moderen fælles forældremyndighed efter separationen eller skilsmissen. Formålet med mæglingsmetoden er at løse de stridspunkter, der gør sig gældende i forbindelse med en skilsmisse, samt at synliggøre de tilgrundliggende konflikter for parterne og få dem til at forstå disse. Det er eksempelvis muligt at indgå overenskomstmæssige aftaler om underhold, formuedeling, ejendomsret og forældremyndighed. Afskaffelsen (i 1977) af skyldsprincippet i skilsmissesager og anerkendelsen af den fælles forældremyndighed over børn (siden 1982) er en væsentlig forudsætning for, at det er muligt at gennemføre mægling med henblik på indgåelsen af en aftale om vilkår, der er fastlagt i fællesskab og på basis af fælles ejerskab, i forbindelse med separation og skilsmisse.

TopTop

Konflikter som følge af anvendelse af loven om bankoverførsler eller misbrug af betalingskort

I henhold til § 14 i lov om søgsmål med påstand om forbud i forbindelse med procesreglementet for forligsinstitutioner (Unterlassungsklagengesetz in Verbindung mit der Schlichtungsstellenverfahrensordnung) er der fastlagt en alternativ konfliktløsningsmetode for konflikter i forbindelse med pengeoverførsler (§§ 675a-675g i civillovbogen (BGB)) eller som følge af misbrug af betalingskort (§ 676h, første punktum, i BGB). Forligsinstitutionen hører under den tyske centralbank, Deutsche Bundesbank. For pengeinstitutter, der er medlem af visse sammenslutninger (forbundssammenslutningen for statsejede banker (Bundesverband öffentlicher Banken), forbundssammenslutningen for tyske banker (Bundesverband deutscher Banken), forbundssammenslutningen for andelsbanker og landbrugsbanker (Bundesverband der Deutschen Volksbanken und Raiffeisenbanken), sammenslutninger af sparekasser og girobanker), og som deltager i de stedlige forligsprocedurer, er forligsprocedureopgaven overdraget til disse sammenslutninger.

Til løsning af almindelige uoverensstemmelser mellem banker og kunder har Bundesverband Deutscher Banken fastlagt en forligsprocedure for sine medlemsbanker (Kundenbeschwerdestelle beim Bundesverband deutscher Banken, Postfach 04 03 07, 10062 Berlin). Enhver privatkunde, der mener, at banken har påført ham et tab, kan henvende sig til denne forligsinstitutions ombudsmand. Dette er ligeledes tilfældet, såfremt en forbruger indgiver klage over, at en bank ikke vil oprette en anfordringskonto - eller i det mindste en indlånskonto - for vedkommende.

TopTop

Konflikter mellem privatpersoner

De enkelte delstater kan fastlægge bestemmelser om obligatoriske konfliktløsningsprocedurer med hjemmel i § 15a i den tyske retsplejelov (Gesetz betreffend die Einführung der Zivilprozessordnung (EGZPO)) i forbindelse med

  • formueretlige tvister, der kun må indbringes for byretten, såfremt kravet er højere end 750 EUR,
  • visse konflikter vedrørende krav i forbindelse med naboret og
  • konflikter vedrørende krav som følge af æreskrænkelser, der ikke er blevet fremsat via pressen eller radio/tv.

I henhold til § 15a, stk. 2, i EGZPO stilles der ikke krav om forligsprocedurer i forbindelse med

  • anmodninger om omgørelse af domme, søgsmål vedrørende nye krav i forbindelse med sikkerhedsstillelse, søgsmål vedrørende anerkendelse af afgørelser truffet i udlandet, kontrasøgsmål og søgsmål, som skal anlægges inden for en lovbestemt eller retsligt fastsat frist,
  • tvister i familiesager,
  • genoptagelse af sager,
  • krav, der gøres gældende i sager, der udelukkende afgøres på grundlag af dokumenter, eller i vekselsager,
  • anvendelse af en kontradiktorisk sagsbehandling, hvor et krav gøres gældende i en inkassosag, samt
  • søgsmål som følge af fuldbyrdelsesforanstaltninger.

Desuden er forligsprocedurer ikke tilladt, hvis parterne ikke bor eller har hjemsted eller en filial i det samme land.

De enkelte delstater kan gøre delstatslovgivningen gældende med henblik på at begrænse anvendelsesområdet for § 15a, stk. 1, i EGZPO, og at udvide de udelukkelsesgrunde, der er anført i § 15a, stk. 2, i EGZPO.

TopTop

Der kan kun tilføjes få generelle oplysninger om den frivillige forligsprocedure på grund af det store antal forskellige procedureformer. Som regel indbringer en af parterne en sag for forligsinstitutionen, hvorefter den anden part for det meste skal give sit samtykke. Herefter gennemføres der en mundtlig høring af parterne, og der stilles i denne forbindelse også krav om parternes delvise tilstedeværelse, hvilket indebærer, at de ikke altid kan lade sig repræsentere. Der er mulighed for at gøre brug af juridisk bistand. Det påhviler i princippet klageren at afholde sagsomkostningerne. I forbindelse med den endelige indgåelse af forlig kan der imidlertid ligeledes fastlægges en anden fordeling af sagsomkostningerne. I henhold til visse procedurer bestemmes det ligeledes, at modparten skal afholde sagsomkostningerne, såfremt han uden gyldig grund udebliver fra forligsmødet.

Det er ligeledes muligt, at parterne i fællesskab beslutter at overdrage konflikten til en mægler med henblik på at opnå en udenretslig løsning af konflikten. Mæglingsproceduren afsluttes, såfremt der opnås en tilfredsstillende afslutning i form af en aftale, der er indgået på basis af fælles ejerskab.

2. Er anvendelsen af alternative konfliktløsningsmetoder (ADR) lovbestemt eller obligatorisk i henhold til en retsafgørelse?

I tysk lovgivning påhviler det generelt ikke konfliktens parter at søge udenretsligt forlig, inden de indbringer en sag for domstolene.

I henhold til § 15a i den tyske retsplejelov (Gesetz betreffend die Einführung der Zivilprozessordnung (EGZPO)) kan det imidlertid i delstatslovgivningen bestemmes, at et krav kun må indbringes for byretten, hvis det er højere end 750 EUR, eller (hvor det drejer sig om naboretlige tvister eller tvister vedrørende ærekrænkelser), hvis der forinden er gjort forsøg på at indgå forlig ved at indbringe sagen for en anerkendt forligsinstans: Et krav, som ikke opfylder disse betingelser, kan ikke optages. Otte delstater har indtil nu gjort brug af denne mulighed for at gøre udenretslige forligsforhandlinger obligatoriske (Baden-Württemberg, Bayern, Brandenburg, Hessen, Nordrhein-Westfalen, Saarland, Sachsen-Anhalt og Schleswig-Holstein).

TopTop

Med hensyn til retslige procedurer i første instans bestemmes det i § 278, stk. 2, i den tyske retsplejelov (Zivilprozessordnung (ZPO)), at der principielt skal søges en mindelig løsning på konflikten ved gennemførelse af forligsdrøftelser, inden der afholdes et mundtligt retsmøde om tvisten. Den eneste situation, hvor dette princip ikke gælder, er, såfremt der ikke er udsigt til, at der opnås et resultat som følge af disse drøftelser, da der allerede er gjort forsøg på at indgå forlig ved en udenretslig forligsinstans – eksempelvis i henhold til en forbundslov, jf. § 15a i EGZPO – eller hvis det af andre årsager er indlysende, at en forligsdrøftelse vil være udsigtsløs. I stedet for en forligsdrøftelse i henhold til § 278, stk. 2, i ZPO kan retten i relevante tilfælde ligeledes stille forslag om, at parterne løser konflikten udenretsligt (§ 278, stk. 5, andet punktum, i ZPO).

3. Er der fastlagt lovregler herom?

De nærmere bestemmelser om forligsinstansernes procedure i henhold til § 15a i EGZPO reguleres i delstatslovgivningen i forbindelse med indførelsen af den obligatoriske forligsprocedure.

Den retslige forligsprocedure beskrives i § 278, stk. 2, andet punktum, i ZPO således, at retten drøfter sagen med parterne, idet der foretages en fri vurdering af alle omstændighederne, og stiller spørgsmål, såfremt dette er påkrævet. Med henblik på såvel forligsdrøftelserne som på yderligere forligsforsøg skal der træffes beslutning om parternes personlige fremmøde. Retten må kun se bort fra denne beslutning, hvis der af en af parterne ikke kan kræves personligt fremmøde på forligsmøderne som følge af stor geografisk afstand eller af en anden tilsvarende vigtig årsag. Såfremt en af de indbudte parter ikke møder frem, kan vedkommende blive pålagt en bøde. Dette er ikke tilfældet, hvis den udeblivende part sender en repræsentant til forligsmødet, som den pågældende part har bemyndiget hertil, og som er i stand til, at redegøre for de faktiske omstændigheder og afgive den påkrævede erklæring (§ 278, stk. 3, § 141, stk. 1, andet punktum, og stk. 3, i ZPO).

TopTop

4. Der findes aftaleretlige bestemmelser, hvori det fastslås, at der i tilfælde af konflikter vedrørende opfyldelsen af kontrakten først skal anvendes ADR-metoder, før tvisten kan indbringes for domstolene. Er sådanne bestemmelser bindende for parterne?

Grundlaget for en udenretslig løsning af konflikter er i princippet en rimelig ordning indbyrdes mellem konfliktens parter. Denne ordning kan udgøre en uselvstændig del af en allerede eksisterende aftale mellem parterne, eller den kan fastlægges i form af en selvstændig aftale.

En manglende opfyldelse af de aftaleretlige forpligtelse om at gennemføre en ADR-procedure før sagen indbringes for retten, berettiger modparten til at indgive protest, hvorefter sagen afvises.

Såfremt en sådan bestemmelse er fastlagt i de almindelige forretningsbetingelser, er disse underlagt rettens kontrol i henhold til § 307 i civillovbogen (Bürgerlichen Gesetzbuches (BGB)). Heri fastslås det, at bestemmelser er ugyldige, når de er urimeligt byrdefulde for koncipistens medkontrahent. Det bør således være af afgørende betydning, at det i forbindelse med denne kontrol undersøges, om proceduren er retfærdig og uvildig, og hvorvidt en fornuftig aftalepartner ville have tilsluttet sig denne bestemmelse eller omgående ville være gået rettens vej. Der skal desuden tages højde for, at en bestemmelse i henhold til bilag 1, litra q), i direktiv 93/13/EØF er urimeligt byrdefuld, hvis forbrugerens adgang til at rejse søgsmål eller benytte andre retsmidler ophæves eller indskrænkes.

5. I forbindelse med hvilke former for konflikter er ADR-metoden hensigtsmæssig?

I det omfang anvendelsen af udenretslige konfliktløsningsprocedurer ikke er en tvingende forudsætning for, at en sag kan indbringes for retten, er de alternative konfliktløsningsprocedurer hensigtsmæssige i forbindelse med løsningen af mange forskellige konflikter som følge af de forskellige former for procedurer og den fleksibilitet, der er forbundet med disse procedurer.

TopTop

Konflikter mellem virksomheder

I forbindelse med mægling mellem virksomheder kan omkostningseffektiviteten ved en således udarbejdet konfliktløsning ligefrem vise sig at være særdeles positiv. Med inddragelsen af parternes forskellige interesser og den offentlige udarbejdelse af kompromisforslag samt de materielretlige bestemmelser tilgodeses ligeledes de fremtidige forretningsforbindelser og planer indbyrdes mellem virksomhederne. Samtidig kan mægling bidrage til at opretholde eller sågar styrke forbindelserne mellem parterne. En af de andre fordele ved mæglingsprocedurer er, at fortroligheden er sikret, idet offentligheden er udelukket fra forhandlingerne.

Nogle af de vigtige anvendelsesområder for mægling mellem virksomheder er først og fremmest juridiske, faktiske og følelsesmæssigt komplicerede konflikter mellem forretningspartnere. Selvskrevet er konflikter, som vedrører komplicerede forhold i dagliglivet, som f.eks. inden for bygge- og anlægsområdet eller etablering af store anlæg. Konflikter, der omfatter stærkt personlige aspekter, eksempelvis selskabsretlige konflikter eller konflikter med deltagelse af parter af forskellig nationalitet egner sig imidlertid ligeledes til behandling i forligs- og mæglingsprocedurer. Det kan tilrådes at anvende erhvervsmægling inden for alle forretningsområder, hvor parterne skal fortsætte deres frugtbare samarbejde såvel på trods af konflikten som efter løsningen af denne. Dette er også tilfældet for konflikter, der, hvis de skulle afgøres som led i en retssag, ville medføre store økonomiske tab, også i tilfælde af medhold, som følge af den forventede tidsforsinkelse.

TopTop

Konflikter mellem arbejdstagere og arbejdsgivere

På de områder, hvor der findes gennemprøvede og vellykkede konfliktløsningsprocedurer, der er fastlagt i henhold til lovbestemmelser eller den kollektive regulering af arbejdsmarkedet, dog især på områder, hvor loven indeholder bestemmelser om en obligatorisk konfliktløsning, er der kun få lovende muligheder for mæglingsprocedurer og andre udenretslige konfliktløsningsmetoder. På det arbejdsretlige område anvendes mæglingsprocedurerne først og fremmest i de situationer, der vedrører individuel arbejdsret.

Familiekonflikter

Mægling inden for rammerne af systemet for hjælp til unge kan omfatte forebyggende hjælp til selvhjælp til forældre med henblik på forebyggelse af krisesituationer. Den anvendes imidlertid fortrinsvis som krisehjælp til løsning af igangværende konflikter og kriser i familier og som hjælp til efterbearbejdning i forbindelse med varetagelse af den fælles forældremyndighed efter separationer og skilsmisser. Formålet med mægling er i disse tilfælde at hindre eller begrænse negative følger for de berørte børns udvikling samt dernæst at råde og støtte forældremyndighedsindehaverne.

Familiemægling får stadig større betydning i forbindelse med reguleringen af følgerne af separation og skilsmisse, hvor nedenstående forhold skal reguleres:

  • ændring af forældremyndigheden,
  • fordeling af samværsret i forbindelse med fælles forældremyndighed,
  • regulering af spørgsmål om underholdsbidrag,
  • finansiering af de relevante husholdningsbudgetter,
  • formuedeling/udligning af formueordning,
  • regulering af forholdene vedrørende den fælles bopæl samt
  • bodeling.

I praksis har mæglingsprocedurer især vist sig at være nyttige i forbindelse med løsning af problemer vedrørende forældremyndighed og samværsret.

TopTop

Konflikter mellem privatpersoner

De første foreløbige resultater af evalueringsundersøgelserne giver anledning til at antage, at de udenretslige konfliktløsnings-, forligs- og mæglingsprocedurer først og fremmest kan finde anvendelse på situationer, der vedrører konflikter mellem naboer og konflikter angående krav som følge af ærekrænkelse. Navnlig egner mæglingsproceduren sig ofte til konfliktløsning i forbindelse med langvarige kontraktforhold, da konfliktens parter i disse situationer udarbejder en løsning på deres konflikt på basis af fælles ejerskab, hvorved de bedst bliver i stand til at videreføre kontraktforholdet.

Andre konkrete situationer (f.eks. konflikter med myndigheder)

I Forbundsrepublikken Tyskland anvendes mæglingsprocedurer inden for offentlig ret eller i forbindelse med forvaltningstiltag, især inden for miljøret, programmer for fysisk planlægning, projektplanlægning og godkendelsesprocedurer, for at opnå øget samarbejde og fleksibilitet i forvaltningstiltagene gennem løsninger, der udarbejdes ved forhandling. De stadig mere komplicerede emner i mange forvaltningsafgørelser udgør et relevant anvendelsesområde, da der kan tages hensyn til mange faktorer og flerdimensionelle aspekter. Dette er navnlig tilfældet i situationer, hvor ikke kun individets interesser, men også de kollektive interesser, berøres, som det er tilfældet i forbindelse med projektplanlægning.

6. Hvis der anvendes en ADR-metode, hvordan sikres der da garantier, som kan sammenlignes med dem, der gives ved domstolene? Hvordan sikres navnlig fortroligheden i forbindelse med forhandlinger?

I modsætning til eksempelvis voldgifts- eller forligsprocedurer, der er reguleret i forbunds- eller delstatslove, som yder en garanti, der kan sammenlignes med de garantier, der normalt opnås ved retssager, er mæglingsprocedurer ikke lovregulerede.

TopTop

Parterne i en mæglingsprocedure kan kun sikres fortrolighed i forbindelse med forhandlingerne ved at indgå en kontrakt herom. Mægleren har kun ret til at nægte at besvare spørgsmål, hvis han tilhører en erhvervsgruppe, som er indrømmet en omfattende ret til at afvise at besvare spørgsmål om enhver form for dokumentation, der vedrører arbejde, som han har udført i kraft af sin beskæftigelse. Dette er navnlig tilfældet for advokater og notarer.

For så vidt angår alternative procedurer til løsning af konflikter, der er opstået i forbindelse med pengeoverførsler, er det i lov om procedurer for forligsinstitutioner (Schlichtungsstellen­verfahrensordnung (SchlichtVerfVO)) fastslået, at forligsmænd i kraft af deres funktion er uafhængige, og at de ikke er bundet af instrukser (jf. § 2, stk. 2, i SchlichtVerfVO), samt at de er pålagt tavshedspligt (§ 2, stk. 4, i SchlichtVerfVO).

7. Er juridisk bistand påkrævet? Hvilken rolle spiller advokater i forbindelse med alternativ konfliktløsning ("ADR-metoden")?

Der foreligger ingen bestemmelser om, at parterne i mæglings- eller forligsprocedurer er forpligtede til at søge juridisk rådgivning.

I Tyskland er der ingen ensartet uddannelses- og erhvervsbeskrivelse for personer, der beskæftiger sig med ADR-aktiviteter. Forligsmænd og mæglere rekrutteres ikke blot inden for de juridiske erhverv, men ligeledes særligt inden for psykolog-, pædagog- og handelsområdet samt inden for det samfundsvidenskabelige område. Som følge heraf er uddannelserne også forskellige.

Parterne kan frit vælge konfliktløsningsprocedure samt den person, der skal fungere som forligsmand eller mægler. Såfremt en forligsmand eller mægler bevæger sig ind på det juridiske område ved eksempelvis at give parterne juridisk rådgivning eller at medvirke ved den aftalemæssige fastlæggelse af et forligs- eller mæglingsresultat skal bestemmelserne i lov om juridisk rådgivning (Rechtsberatungsgesetz) overholdes. Juridisk rådgivning og juridisk bistand er i henhold til denne lov principielt forbeholdt de erhverv, der yder juridisk bistand, herunder især advokater og notarer.

TopTop

Advokater, der beskæftiger sig med forligs- eller mæglingsprocedurer, er således underlagt reglerne i lovgivningen om advokaterhvervet (§ 18 i lov om advokaterhvervet (BORA)). De må herefter kun benytte sig af betegnelsen "mægler", hvis de på baggrund af en relevant uddannelse kan dokumentere, at de er fortrolige med principperne for mæglingsprocedurer (§ 7a i BORA).

8. Er det muligt at anvende alternativ konfliktløsning som "fjernmetode" (herunder navnlig ved hjælp af elektroniske medier)?

I Tyskland har man indledt privatretlige forsøg med onlinemæglingsprocedurer ved hjælp af internettet. Mens den traditionelle mægling er baseret på, at konfliktens parter mødes et sted og i fysiske mødelokaler udarbejder en løsning på problemet, erstatter internettets virtuelle verden dette konkrete rum i forbindelse med onlinemægling. Parterne kan forhandle over store geografiske afstande via pc. Kommunikation gennemføres pr. e-mail eller via virtuelle mødelokaler, som stilles til rådighed af mæglere. Alle parter kan finde sammen i et sådant virtuelt mødelokale, og mægleren har ved hjælp af denne metode mulighed for udelukkende at tale med den ene part i et password-beskyttet mødelokale, mens den anden part venter online i et andet lokale. Man kan tilpasse kommunikationsformen efter det enkelte tilfælde og den respektive situation. Faktisk kan man imidlertid gå ud fra, at manglen på konfliktparternes og mæglerens fysiske tilstedeværelse vil få en væsentlig indflydelse på proceduren, og at ikke alle procedureemner egner sig lige godt til onlinemægling.

TopTop

9. Bliver der pålagt gebyr ved anvendelse af ADR-metoden? I bekræftende fald, hvorledes fordeles disse omkostninger? Er det muligt at få bevilget retshjælp?

Almindeligvis gælder det for de alternative konfliktløsningsmetoder, at de omkostninger, der er forbundet med en sådan procedure, afholdes af parterne.

I det omfang det private erhvervsliv har oprettet forligsinstitutioner, der skal behandle kundeklager, er proceduren som regel vederlagsfri for kunderne. I disse situationer skal kunden udelukkende afholde omkostninger i form af eventuelle porto- og telefonudgifter.

Ved anvendelse af rådgivnings- og støttetilbud inden for rammerne af systemet for hjælp til unge skal de berørte forældre og børn ikke afholde nogen omkostninger.

Med hensyn til udgifterne til den obligatoriske udenretslige forligsprocedure bestemmes det i rammeforskriften i § 15a, stk. 4, i den tyske retsplejelov (EGZPO), at udgifterne til forligsinstansen medregnes i udgifterne til den efterfølgende retssag i henhold til § 91 i ZPO. De skal således godtgøres af den tabende part, hvis den fornuftige forligsprocedure efterfølges af en retslig procedure.

Staten yder en konfliktpart retshjælp til advokatbistand i forbindelse med en udenretslig konfliktløsningsprocedure, hvis denne part ikke selv kan tilvejebringe de nødvendige midler som følge af personlige og økonomiske forhold, hvis der ikke findes andre rimelige bistandsmuligheder, og hvis varetagelsen af klientens rettigheder ikke er unødig (§ 1 i lov om bistand til rådgivning (Beratungshilfegesetz).

10. Vil det stadig være muligt at indbringe en sag for retten, hvis det udenretslige forsøg på at løse en konflikt mislykkes? Har dette indvirkning på fristerne for så vidt angår retslige procedurer?

Inden for rammerne af den obligatoriske forligsprocedure (jf. § 15a i EGZPO) udgør et mæglingsforsøgs sammenbrud forudsætningen for, at en klage kan optages. Hvis der ikke findes en løsning på konflikten, er det således muligt at indbringe sagen for retten. Såfremt en forligsforhandling i henhold til § 278, stk. 5, i ZPO ikke fører til et resultat, medfører dette, at sagen overdrages til retslig behandling.

TopTop

Såfremt der ved en forligsinstans i det private erhvervsliv er søgt opnået en udenretslig konfliktløsning som følge af en kundeklage, kan parterne indbringe sagen for retten i tilfælde af, at de forkaster forligsforslaget. Herpå henvises de ligeledes ved forelæggelse af forligsforslaget (§ 5, stk. 3, første punktum, i lov om procedurer for forligsinstitutioner (Schlichtungsstellen­verfahrensordnung).

I øvrigt er hverken den frivillige mægling eller brugen af socialretlige rådgivnings- og støttetilbud til hinder for, at en sag kan indbringes for retten. Ingen af disse metoder udgør procedureforudsætninger for en retssag, og der er således ikke fastlagt en frist.

I forbindelse med udenretslige konfliktløsningsforsøg udskydes forældelsen af konfliktparternes krav. Ved forligs- og voldgiftsprocedurer, der gennemføres af statslige eller anerkendte forligsinstanser, følger dette allerede af bestemmelsen i § 204, stk. 1, nr. 4, i civillovbogen (Bürgerliches Gesetzbuch (BGB)). Ved andre former for alternativ konfliktløsning følger dette af § 203, første punktum. Parterne er således ikke pressede til at afslutte udenretslige forhandlinger inden forældelsesfristens udløb.

11. Hvis parterne når til enighed inden for rammerne af en udenretslig konfliktløsningsprocedure, hvorledes træder denne aftale da i kraft? Hvad sker der, hvis den fundne løsning ikke omgående træder i kraft? Kan de sædvanlige fuldbyrdelsesprocedurer iværksættes? Er det stadig muligt at indbringe sagen for domstolene?

Det grundlæggende formål med de alternative konfliktløsningsprocedurer er at tilvejebringe en overenskomstmæssig ordning i form af en løsning på den konflikt, der er opstået mellem parterne. En sådan aftale fastlægges skriftligt og har kontraktmæssig karakter. Aftalen er således bindende for parterne og kan håndhæves ad rettens vej, såfremt den misligholdes af en af parterne. Da en sådan aftale for det meste forudsætter en (om end uvæsentlig) gensidig accept fra begge parterne i konflikten med hensyn til den usikkerhed der omgærder deres aftaleforhold eller gennemførelsen af de respektive krav, som de hver især har gjort gældende, udgør aftalen i reglen et forlig i henhold til § 779 i den tyske civillovbog (BGB).

Et sådant forlig kan tvangsfuldbyrdes direkte i tilfælde af en af konfliktparternes misligholdelse, uden det er nødvendigt, at der først afsiges dom i en forudgående retssag, ved at konfliktens parters advokater indgår et såkaldt forlig indgået ved advokat (Anwaltsvergleich). Hvis den ansvarlige part i denne forbindelse giver sit samtykke til omgående fuldbyrdelse, og forliget deponeres hos en byret, kan den kompetente domstol på en af parternes begæring erklære forliget for retskraftigt (§§ 796a, 796b sammenholdt med § 794, stk. 1, nr. 4b, i den tyske retsplejelov (ZPO)). Det er ligeledes muligt at stadfæste forliget i form af et notarialdokument, der kan anvendes til tvangsfuldbyrdelse af forliget, hvis den ansvarlige part har givet sit samtykke til omgående tvangsfuldbyrdelse (§ 794, stk. 1, nr. 5, i ZPO).

Et forlig, der er indgået ved en statslig eller statslig anerkendt forligsinstans i henhold til § 15a i den tyske retsplejelov (EGZPO), udgør – i lighed med forlig, der er indgået ved domstolene - et tvangsfuldbyrdelsesdokument, der kan anvendes til tvangsfuldbyrdelse af forliget (§ 794, stk. 1, nr. 1, i ZPO).

« Alternativ konfliktløsning - Generelle oplysninger | Tyskland - Generelle oplysninger »

TopTop

Seneste opdatering : 28-12-2006

 
  • EU-ret
  • International ret

  • Belgien
  • Bulgarien
  • Tjekkiet
  • Danmark
  • Tyskland
  • Estland
  • Irland
  • Grækenland
  • Spanien
  • Frankrig
  • Italien
  • Cypern
  • Letland
  • Litauen
  • Luxembourg
  • Ungarn
  • Malta
  • Nederlandene
  • Østrig
  • Polen
  • Portugal
  • Rumænien
  • Slovenien
  • Slovakiet
  • Finland
  • Sverige
  • Det Forenede Kongerige