Anvendelse af EU-lovgivningen

Kommissionen skal sikre, at EU-lovgivningen anvendes i alle EU-lande, og den kan om nødvendigt tage retlige skridt for håndhæve det.

EU-retten er delt op i "primær" og "sekundær" lovgivning. Traktaterne (primær lovgivning) ligger til grund for alle EU-tiltag. Den sekundære lovgivning (som omfatter forordninger, direktiver og afgørelser) bygger på traktaternes principper og mål.

Forordninger og beslutninger er direkte gældende. EU-direktiver derimod angiver kun et ønsket resultat, og det er så op til EU-landene at beslutte, hvordan de vil opnå dette resultat gennem national lovgivning inden for en bestemt frist.

Det er de enkelte EU-landes ansvar at gennemføre EU-lovgivningen i deres eget land, men Kommissionen kontrollerer, at det gøres korrekt.

Kommissionen kan derfor træffe foranstaltninger, hvis et EU-land:

  1. undlader at rapportere, hvilke tiltag der er gjort for at indarbejde EU-direktiver i den nationale lovgivning
  2. mistænkes for at overtræde EU-traktatens bestemmelser, forordninger eller direktiver.

Kommissionen kontakter i første omgang de nationale myndigheder. Findes der ingen passende løsning, kan den derefter:

  • indlede en formel overtrædelsesprocedure, hvor den først sender en "åbningsskrivelse" og derefter en "begrundet udtalelse"
  • indbringe sagen for EU-Domstolen, som må afgøre sagen
  • anmode om, at EU-Domstolen pålægger økonomiske sanktioner (hvis de nationale myndigheder ikke retter sig efter Domstolens afgørelse) indtil traktatbruddet er blevet bragt til ophør.

Kommissionen skal også sikre rimelige konkurrencevilkår for EU's virksomheder – og kontrollere, at finansiel bistand, som virksomheder modtager fra nationale myndigheder, overholder EU's regler om statsstøtte.

Populære links

Vælg høj kontrast Normal skriftstørrelse Forstør skrift med 200 procent send til en ven udskriv siden

 
Se også
Hjælp os med at blive bedre

Fandt du det, du søgte?

Ja Nej

Hvad ledte du efter?

Har du forslag til forbedringer?